Arkiv 2021
Nyheder

Biskoppens prædiken 2. påskedag: Vi er på vej!

2. påskedag prædikede biskop Peter Fischer-Møller i Roskilde Domkirke. Læs hans prædiken her


”Vejen” kaldte de første kristne, det, de havde begivet sig i kast med, som Jesu disciple.

Inden man talte om kirke og kristne, talte de om sig selv som ”dem på vejen”.

Og det er der, vi stadig befinder os, som kirke på vej.

Det er måske ikke sådan, vi umiddelbart opfatter det her i den prægtige Roskilde Domkirke, som har stået fast på bakken over havnen i 800 år.

Men Domkirken og alle vores andre smukke gamle og nye kirker er virkelig skridt på den vej, disciplene begav sig ud på for 2000 år siden.

I Roskilde Stift har vi i 10 år også haft et særligt eksperiment, som vi har kaldt ”Kirke på vej”. Som et supplement til alt det gode sognebaserede kirkelige arbejde.

Og vi er blevet mindet om ”at være på vej” i det år, vi har været igennem, corona-året, hvor vi ikke bare har kunnet gøre som vi plejede. Hverken ude i samfundet eller her i kirken.

Hvor vi sidste påske gjorde vores første forsøg med gudstjenester online, og siden har været i gang med at dele evangelium med hinanden på Skype, TEAMS og Zoom, og nu arrangerer man påskeløb på kirkegårde og forsøger sig med næsten frostfri udendørs gudstjenester med fællessang – og meget mere.

I Roskilde Stift har vi i 10 år også haft et særligt eksperiment, som vi har kaldt ”Kirke på vej”. 

Biskop Peter Fischer-Møller

Her 2. påskedag slår vi så følge med to disciple på vej fra Jerusalem til Emmaus.

Jeg fik en dejlig påske-hilsen fra min kollega Peter Skov Jakobsen forleden. Den sluttede sådan her:

"Alt det, der sker i den stille uge mellem Palmesøndag og Påskedag, er en vandring igennem angst, forfærdelse, mørke, tilfældighed, svigt. Men det er en vandring med et håb om kærlighed til fjenden, om helbredelse, om tilgivelse på vejen, om forvandling mod skønhed, om opmærksomhed mod den fattige, om hjertelighed, der overkommer fjollede skænderier og alvorlige af slagsen.

Opstandelsen er den uro, som Kristus lægger ind i tilværelsen om at ville være alt i alle. Efter opstandelsen er vi ikke efterladt på en ængstelig rasteplads. På vandringen kan vi godt gå og være lidt mismodige og drøfte, hvad det mon var, der skete, og om det ikke kunne være undgået. Men når vi sætter os ved bordet, opdager vi forhåbentlig, at der sidder han, den gådefulde Menneskesøn, Kristus, og når vi så går videre i livet, har vi hans stemme i ørene som en skøn uro – især når der er nogle, der vil dømme håb og tro ude, fordi de har mere tillid til frygt og kommando."

Det er her vi er i dag, 2. påskedag, på vandring sammen med hinanden og de to disciple på vej fra Jerusalem til Emmaus. På opstandelsesuroens vej med vores mange spørgsmål. I samtale med hinanden og med Vorherre.

Opstandelsesuro. Det er et spændende ord, som jeg vil prøve at udfolde lidt.

Opstandelsesuro. Det fører os hen, hvor alt ikke bare er, som det plejer at være.

Opstandelsesuroen giver plads til det, vi ikke helt forstår.

Det, vi ikke kan komme til rette med selv.

Det, vi må tale med hinanden om.

Det, vi heldigvis ikke behøver at finde ud af eller klare selv, for vi er ikke alene.

Opstandelsesuro. Det er et spændende ord, som jeg vil prøve at udfolde lidt.

Biskop Peter Fischer-Møller

Jeg blev for 10 år siden inviteret ind i arbejdet omkring bestyrelsesbordet i Danmission. Her og ude på besøg hos Danmissions partnere ude i Myanmar og Cambodia, på Madagaskar, Zanzibar og i Tanzania, i Ægypten og Libanon har jeg mødt kristne brødre og søstre, som levede og arbejdede under meget sværere vilkår, end vi kender det her hos os, medmennesker som udtrykte sig anderledes om deres liv og deres tro, end vi gør her i Danmark. Og det har været en kæmpe berigelse for mig på den måde at få rystet mine egne danske tanker og forestillinger om folk og kirke, at opleve at være på en trosrejse sammen med dem. På vej ind i det mysterium det stadig er, at verden er til som Guds skaberværk, at Gud blev menneske, og at han gav sit liv, døde og opstod for at nå os med sin kærlighed.

Opstandelsesuro handler om, at kristen tro lever ved at blive delt, og at hver gang vi deler tro med hinanden, får vi vores tro tilbage lidt anderledes, end vi selv havde tænkt.

Kristen tro udfolder sig og får skikkelse og betydning, hvor mennesker deler historien om Jesus med hinanden.

Jesus sagde selv: ”Hvor to eller tre er samlet i mit navn, der vil jeg selv være til stede iblandt dem”.

Han sagde også: ”Jeg er vejen, sandheden og livet”.

Og han gik selv vejen. Han fulgtes med mennesker på deres snoede og usikre livsvej.

Han lyttede til dem, talte med dem, blev berørt og bevæget og satte selv en helt ny bevægelse i gang, når han åbnede menneskers øjne og ører og hjerter for budskabet om Guds kærlighed til sin verden og sine mennesker.

Hver gang vi deler tro med hinanden, får vi vores tro tilbage lidt anderledes, end vi selv havde tænkt.

Biskop Peter Fischer-Møller

Han gik vejen til ende. Det, har det handlet om her i påsken. Om vejen ind til Jerusalem, hvor Jesus palmesøndag blev hyldet som Guds egen fredskonge. Om hvordan han få dage senere blev taget til fange og ført fra Herodes til Pilatus for til sidst at gå den tunge vej, sorgens og smerternes vej, Via Dolorosa, ud til Golgatas galgebakke.

I går hørte vi så, hvordan Gud sprængte vej ud af gravens mørke, hvordan døden ikke kunne gøre det af med Jesus og hans grænsesprængende kærlighed.

For det var Gud selv, der viste sig for verden i ham.

Han er Guds vej til os, Guds åbenbaring og Guds åbning af vores liv med hinanden her i verden.

Den urolige opstandelsestro er ikke noget, der kan lukkes inde i et bestemt hus, her i kirken for eksempel, hvor vi så kan komme og besøge den til jul eller hver anden søndag eller hvor ofte, vi nu kunne have lyst til at kommer her for at se, om den stadig har det godt.

For opstandelsestroen handler om vores liv og hverdag med hinanden. Det var det liv, de gik og talte med hinanden om, de to på vej til Emmaus.

Sådan gik de to på vejen til Emmaus og talte med hinanden og med den fremmede om glæde og usikkerhed og skuffelse - og om den mærkelige historie om den tomme grav, som de ikke vidste, hvad de skulle stille op med.

Og skønt Jesus selv fortalte dem, at det her kunne de jo selv læse om i Bibelen, om magten, der marcherer og træder kærligheden ned, om usikkerheden, der bliver til smålighed og misundelse og lukker af for tilgivelsen - ja så fattede de det ikke.

Ikke før de glemte deres egen mistrøstighed over tanken på den fremmede, som vist havde brug for tag over hovedet og lidt aftensmad, og der ved bordet igen oplevede et fællesskab, en glæde over at være sammen, at have brug for hinanden, at have betydning for hinanden.

Og i et glimt var han igen hos dem.

Hans kærlighed og tilgivelse.

Det måtte de dele med de andre, og det skyndte de sig så tilbage til Jerusalem og gjorde.

Og det fortalte dem i Jerusalem videre.

Og sådan er opstandelsesuroen nået til os i dag.

Vi er fortsat på vej, på fælles opdagelsesrejse i skabelsens og evangeliets store mysterium. På vej for at opdage, at verden er Guds og for at genkende et Guds menneske, en bror eller en søster, i enhver vi møder. 

Glædelig påske.