Arkiv 2020
Nyheder

Julehilsen fra biskoppen

Biskoppen sender en julehilsen til hele stiftet efter meldingen om, at julegudstjenester frarådes


Glædelig jul – på trods!

Præster, menighedsråd og de kirkeligt ansatte har knoklet med planlægning, så vi kunne holde corona-sikre gudstjenester i julen. 

Vi har glædet os til at fejre jul sammen i kirker og haller.

Og så i går aftes kom meldingen fra sundhedsmyndighederne, at gudstjenester kun måtte vare 30 minutter, og at der slet ikke måtte synges, hverken af menigheden eller af kor eller sangere.

Det skabte så meget usikkerhed, at biskopperne, menighedsrådsforeningen, præsteforeningen og provsteforeningen med meget stor beklagelse valgte at anbefale, at de planlagte julegudstjenester aflyses.

Det vil være muligt at komme i kirkerne for personlig andagt. Og der vil en del steder blive holdt små andagter kun med læsning, bøn og velsignelse.

En mærkelig jul bliver det. Det var det nok også for hyrderne udenfor Betlehem dengang for 2020 år siden.

Men en glædelig jul blev det for dem, og en glædelig jul ønsker jeg alle i Roskilde Stift.
 

Biskop Peter Fischer-Møller