Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder fra Stiftet 2023
Nyheder

En festdag for fællesskabet

Der var gudstjeneste i Domkirken, spændende oplæg fra kultursociolog Emilia van Hauen og psykolog Rikke Høgsted, bløde toner fra Hagested Ensemblet, virtuel rundtur i provstierne, samt uddeling af Palladiusprisen. Der var kort sagt indbudt til fest, da Roskilde Stiftsdag løb af stablen lørdag den 18. marts. 

Der var mødt ca. 300 frivillige og ansatte op fra kirkerne i hele stiftet.

Dagen startede med gudstjeneste i Roskilde Domkirke ved biskop Ulla Thorbjørn Hansen.

Vi kan alle lære af de unge, når det kommer til at skabe fælleskaber, fortalte Emilia van Hauen. For de unge ønsker at skabe en verden med plads til nysgerrighed, medmenneskelighed, og hvor man ser hinanden som ligeværdige.

Vi er bare mennesker, der gør det bedste, vi kan. Det var et af budskaberne fra psykolog Rikke Høgsted til publikum. Et godt fællesskab bygger på tillid til, at vi alle prøver at løse opgaverne på bedste vis. Når vi ikke lykkedes, er der som oftest en årsag bag, som vi skal være nysgerrige på.

Hagested Ensemblet sørgede for at binde dagen sammen med folkeviser i de musikalske pauser. Ensemblet består af Lasse Jonsson på guitar, Torben Heegaard på fløjte, Laurits Heegaard på slagtøj og Mikkel Vale på bas.

Anton Pihl tog publikum med på en virtuel tur rundt i alle 12 provstier. Her besøgte han nogle af de mange kirker, der det sidste års tid har stået bag idérige initiativer, eller kreative løsninger på udfordringer. 

Sognepræst Mikkel Vale fik Palladiusprisen 2023 for blandt andet at inspirere til musikalske fornyelse i Holbæk Provsti. En af fornyelserne er Hagested Ensemblet, som spiller til gudstjenester og andre kirkelige handlinger i Hegested Kirke. Og selvfølgelig til Stiftsdagen!

Palladiusprisens anden vinder var diakonimedarbejder Henrik Sieben fra Ringsted-Sorø Provsti. Han kunne desværre ikke være med til Stiftsdagen, men fik prisen for hans utrættelig gåpåmod og store sociale engagement.