Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder fra Stiftet 2023
Nyheder

Hvem skal have Palladiusprisen 2023?

Alle, som er interesserede i kirkens arbejde, opfordres  til at sende forslag ind til stiftet. Senest den 1. marts 2023. Både menighedsråd og enhver kirkeligt interesseret er velkomne til at komme med indstillinger.

Palladius statuetten kommer i år ikke til at se ud som på billedet her. Der er lavet helt nye statuetterne i glas, og de afsløres til stiftsdagen 2023

I lighed med tidligere år skal der uddeles to Palladiuspriser. Det sker på stiftsdagen lørdag den 18. marts 2023 i Roskilde Kongrescenter. Den ene pris er på 10.000 kr., den anden på 5.000 kr.

Hvem skal modtage de to priser i år? 

Alle, som er interesserede i kirkens arbejde, opfordres hermed til at sende forslag ind til stiftet, senest den 1. marts 2023.

Indsend dit forslag til mailadressen kmros@km.dk

Både menighedsråd og enhver kirkeligt interesseret er velkomne til at komme med indstillinger til Palladiuskomiteen, som udpeger prismodtagerne.

Man kan foreslå projekter, der har været til gavn i lokal sammenhæng, i provstiet eller i hele stiftet, eller man kan foreslå personer eller grupper, som har gjort en særlig indsats i kirkelig sammenhæng.

Når I sender jeres forslag ind, så fortæl lidt om, hvorfor I indstiller personen, gruppen eller projektet til at modtage priserne.


Peder Palla... hvem?
Peder Palladius var Sjællands første lutherske biskop. I sin berømte visitatsbog fra 1540*erne beretter han om sine rejser rundt i de sjællandske landsogne.  

Palladius fortæller i et jævnt og folkeligt sprog om den nye evangelisk-lutherske tro, som ved reformationens indførelse var blevet den eneste tilladte. Det er biskop Palladius, som har lagt navn til Roskilde Stifts initiativpris.

Palladius prisens historie
I 2002 indstiftede den daværende Roskilde Stiftsfond på foranledning af biskop Jan Lindhardt en ny initiativpris på 10.000 kr., som blev bevilget af Roskilde Stiftsfond. Hermed ønskede man at sætte fokus på de mange initiativer og projekter, der er i gang rundt omkring i stiftet, iværksat af præster, enkeltpersoner eller en gruppe af mennesker. 

Ved etableringen af stiftsrådet og ændringen af økonomiloven, der skabte hjemmel for at udskrive et bindende stiftsbidrag, blev Roskilde Stiftsfond nedlagt. Stiftsrådet har imidlertid truffet beslutning om fortsat at afsætte penge af det bindende stiftsbidrag til uddeling af Palladiusprisen.I 2023 vil Palladius statuetten blive præsenteret af Holmegaard.


De har vundet:

Tidligere års Palladius modtagere 

 

2002

Kr. 10.000 - De frivillige hjælpere bag Skt. Hans aften i Pedersborg.

Kr. 5.000 - Sognepræst Helle Brink, Raklev Pastorat.

 

2003

Kr. 10.000 - De 6 menighedsråd i Bramsnæs Kommune, Rye-Kr. Sonnerup, Sæby-Gershøj, Kr. Hyllinge-Lyndby for deres ualmindelige gode samarbejde, der udmønter sig i blandt andet kirkemaraton, afvikling af inspirationsdag og ansættelse af en fælles PR-medarbejder.

Kr. 5.000 – Sognepræst Finn Dyrhagen, Ågerup Pastorat for hans overkommelighed i både sognet, provstiet, stiftet og på landsplan.

Kr. 5.000 – Leder af kirkens sognecafe i Havdrup Emmy Holme. For Emmy Holmes sociale, uegennyttige og ulønnede arbejde gennem adskillige år i sognecafen.

 

2004

Kr. 10.000 – Indskolingslærerne ved Sct. Nicolai Skole i Køge for deres arbejde med salmesangen i de tre mindste klasser i samarbejde med Køge Kirke. God kristendomsundervisning båret af sang.

Kr. 5.000 – Annelise Thomsen for at have grundlagt og udviklet Sydsjællands Kirkehøjskole.

 

2005

Kr. 10.000 – Johannes Baggesen, Ringsted. Johannes Baggesen har været medlem af Ringsted Menighedsråd i perioden fra 1957 til 2000 og i den tid været en meget stor initiativtager og arbejdskraft på mange forskellige områder. Han har fået særlig status i Ringsted By og i sognet pga. sit arbejde med etablering af Klostermarkskirken. Johannes Baggesen har altid gået foran når det gjaldt det frivillige arbejde, hvorfor man også i dag nyder godt af mange frivilliges arbejde i Klostermarkskirken.

Kr. 5.000 – Organist Knud Vad, Fjenneslev for sin store indsats som organist ved Sorø Kirke i over 40 år og som dirigent for Chorus Soranus koret i 39 år. Han er tovholder for Den Internationale Musikfestival i Sorø. Hans engagement og betydning for kirke og samfund i Sorø og det øvrige Danmark er legendarisk.

 

2006

Kr. 10.000 – Sognepræst Helge Pahus, Karlslunde Strandsogn for sit idérige og grænsesprængende arbejde i Karlslunde Strandkirke gennem mange år.

Kr. 5.000 – Arne og Tove Pedersen for at være salt i sogne.

 

2007

Kr. 10.000 – Sidsel Leth Svensson og Birgitte Krogh for at være bærende i oprettelsen af FISK-Kirkeskoletjenesten i Køge Kommune.

Kr. 5.000 – Frede Jørgensen Tramm for sit store, engagerede arbejde som tovholder ved planlægning og udførelse af Tryggevælde Provstis friluftsgudstjenester i Boesdal Kalkbrud på Stevns.

 

2009

Kr. 10.000 – Provst Kristian Hjerrild Buhl for sit aktive virke som ulønnet stiftspræst for Folkekirkens Mission i Roskilde Stift.

Kr. 5.000 – Kirkesanger Karin Halling Nielsen for sit store engagement med at etablere både et børnekor og et ungdomskor.

 

2010

Kr. 10.000 – Det frivillige netværk bag Seniorklubben i Jakobskirken i Roskilde. Netværket omkring Seniorklubben er et eksempel på en livskraftig og dynamisk frivilligkultur.

Kr. 5.000 – Menighedsrådsformand Poul Benzon, Skt. Jørgens Kirke i Næstved for sit mangeårige ihærdige arbejde for menighedens liv og vækst. Hans smittende glæde ved kristendommen og menighedens fællesskab.

 

2011

Kr. 10.000 – Temaet bag sorggrupperne i Solrød Kirke – under ledelse af sognepræst Leif Ellerbek. Sognepræst Leif Ellerbek gør sammen med de frivillige et meget stort og bogstavelig talt prisværdigt arbejde med sorggrupper.

Kr. 5.000 – ”De ni sogne” der er navnet på det kirkeblad, som er konkret udtryk for det forbilledlige samarbejde som Frydendal, Hjembæk, Holmstrup, Jyderup, Kundby, Mørkøv, Skamstrup, Stigs Bjergby og Svinninge Sogne har etableret i løbet af de sidste par år.

 

2012

Kr. 10.000 – Provst, sognepræst Torben Hjul Andersen, Slagelse Provsti. Grundet Torben Hjul Andersens store arbejde med etableringen af det fælleskrematorium i Ringsted et stort arbejde som bidrager væsentligt til at reducere udledning af CO2 uden at det koster kirkeskatteydere eller borgere på Sjælland ekstra.

Kr. 5.000 – Menighedsrådsformand Kaare Kyst i Køge for sit meget synlige, engagerede og forbilledlige arbejde som formand i snart 2 valgperioder i Køge Menighedsråd. Han leder menighedsrådsarbejdet med fast og sikker hånd, så kirkens økonomi har det godt trods besparelser.

 

2013

Kr. 5.000 – Delt 1. plads. Danmissions Bisseruplejr for deres særlige indsats for kirkelivet i Roskilde Stift. Lejren som i 37 år er blevet holdt for store og små, teenagere og unge – for danske børn og flygtningebørn giver børnene en fantastisk oplevelse, og lederne lægger et stort arbejde i lejren.

Kr. 5.000 – Delt 1. plads. Kirkerne bag TRO – Økologisk Kirkefestival, Sæby, Gershøj, Skibby, Kirke Hyllinge, Lyndby, Ferslev og Vellerup Kirker tildeles prisen for i fællesskab at skabe en festival over 5 dage, som har sat Folkekirken, miljø, bæredygtighed og økologi på dagsordenen.

Kr. 5.000 – Organist Mirella Kjærulff, Boeslunde Kirke indstilles for sit ekstraordinære engagement i formidling af babysalmesang, puslingesalmesang, samt musikalsk legestue for småbørnskor, børnekor og ungdomskor, hvor salmens betydning for forkyndelse videregives til børn og forældre.

 

2014

Kr. 10.000 – Sognepræst Anna Helleberg Kluge, Skt. Povl i Korsør. Grundet hendes karismatiske personlighed og hendes arbejde med at igangsætte mentorer, om tilknyttes de kommende konfirmander under konfirmationsforberedelsen.

Kr. 5.000 – Cafe Paraplyen i Haslev for ”Paraply-aftnerne” for deres egennyttige indsats for at levendegøre og medinddrage – ikke blot Haslev Kirke – men tillige bygge bro mellem frivillige medarbejdere, ulønnede medarbejdere, den almindelige menighed og de der næsten aldrig kommer i kirken.

 

2015

Kr. 10.000 – Organist Lea Schmidt Daescu i Tersløse-Skellebjerg-Niløse Pastorat for sin særlige indsats som initiativtager til den levende julekalender i Tersløse Kirke. Hendes arbejde med at stable adskillige koncerter på benene, hun har oprettet Tersløse Kirkes børne- og ungdomskor. Hun har succes med at lave babysalmesang og så spiller hun i den månedlige sangcafé.

Kr. 5.000 – Menighedsrådsformand i Vetterslev-Høm Menighedsråd Poul Otto Nilsen, der indstilles fordi han er en ildsjæl inden for det kirkelige samarbejde i Vetterslev-Høm Sogn og videre i kirkekredsen.

 

2016

Kr. 10.000 - Menighedsrådsmedlem Birgit Schelde Holde, Himmelev Sogns Menighedsråd. Birgit Schelde Holde er medstifter af Roskilde lokale lungeforening, som sætter fokus på lungesygdomme med henblik på at forbedre vilkårene og livskvaliteten for de lungesyge. Birgit indstilles til prisen for hendes initiativ til etableringen af Café Åndenød.

Kr. 5.000 – Organist og klokkenist Jytte Lundbak, Skt. Nikolai Kirke i Holbæk. Hun er en dygtig og klog organist, der brænder for sit fag selv efter 40 år i Folkekirken.

 

2017

Kr. 10.000 – Tidligere formand i Roskilde Stifts Religionspædagogiske Udvalg (RSRU) Jes Nysten indstilles for sit mangeårige arbejde og engagement inden for det religionspædagogiske område helt fra pionerarbejdet, der førte til oprettelsen af et selvstændigt udvalg inden for området. Hans utrættelige arbejde i det religionspædagogiske udvalg, i de sidste mange år som formand – herunder også arbejdet med Konfirmandtræffet gennem alle årene.

Kr. 5.000 – Kirkernes Ellebogruppe, er en gruppe af frivillige kvinder og et par enkelte mænd. Gruppen er tilknyttet pastoratet i Bregninge-Bjergsted-Alleshave. De gør et meget stort arbejde i forbindelse med de månedlige gudstjenester og musikeftermiddage på det lokale plejecenter i Bregninge. Udover at sørge for det praktiske, gør de en forskel rent socialt. De henter og bringer beboerne fra deres lejligheder til lokalet, hvor man samles, og under gudstjenesten og kaffen hygger de om alle beboerne.

 

2018

Kr. 10.000 – Organist Charlotte Dagnæs-Hansen er indstillet af Præstø og Skibinge Menighedsråd for hendes arbejde som korleder og organist med en ildhu, man skal lede længe efter. Hun er med til at udvikle børnene fra ganske små, til de er voksne og kan komme videre i deres liv med forskellige uddannelser. En god ballast at have sunget i kirkekor. Charlotte samarbejder bredt med forskellige kor i hele området og er eftertragtet til koncert.

Kr. 5.000 – sognepræst Thomas Emil Horneman-Thielcke, for at være primus motor på projektet ”We go silent”, som er et meditationsprojekt, der ud fra et kristen grundlag formidler viden om stilhed og indre ro i et individualiseret præsentationssamfund. Det retter sig mod både unge og voksne og er et folkekirkeligt svar på den store efterspørgsel på netop stilhed.

 

2019

Kr. 5.000 – Magasinet AMEN, der omdeles til alle husstande i Roskilde Domprovsti. Formålet med magasinet er at skabe eftertanke og måske sætte gang i en snak om tro og liv i Roskildeområdet. AMEN sigter højt. De emner, der bliver taget op i AMEN, er så væsentlige og tunge, at de også bliver behandlet i store medier som DR og landsdækkende aviser.

Kr. 5.000 – Menighedsrådsformand Leif Nolling i Gørslev-Vollerslev Menighedsråd. Leif Nolling er folkekirkens mand. I sit virke gennem nu 38 år, heraf 36 år som menighedsrådsformand, har han utrætteligt arbejdet i og for folkekirken på flere niveauer. Han er en af de mange, som uden at gøre væsen af sig har taget et langt sejt træk for folkekirken.

Kr. 5.000 – Lena Uldall Otto, Vigersted, som gennem en årrække på frivillig basis har opbygget et fint diakonalt fællesskab i sognet, dels gennem Nørkleklubben, der mødes hver onsdag formiddag i præstegården, dels gennem sangcafe i samarbejde med organist Mia Engsager. Både Nørkleklubben og sangcafe trækker mange mennesker til fra sognene og omegn til godt samvær med tilpas indhold, der gør det let at deltage.

 

2020

Aflyst grundet Corona epidemien.

 

2021

Kr. 10.000 – Sognepræst Kristina Hermansen, Skt. Peders Kirke i Næstved, for hendes ide og initiativ med projektet ”Hånden på Hjertet”, som er en telefonlinje for børn og unge i Næstved Prosti. ”Hånden på Hjertet” er et meget værdifuldt tiltag i en tid, hvor stadigt flere unge har ondt i sjælen. En omstændighed, som Corona kun har gjort værre.

Kr. 5.000 – Projektet UP, der er et kor for psykiske sårbare, som holder til på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde. Koret ledes af Nina Leinum Nørgaard og er et initiativ, der udspringer af projektet ”Kirke på vej” i Roskilde, og er med til at bygge bro mellem kirken og psykiatrien.

Kr. 5.000 – Nordrupøster-Farendløse Menighedsråd (2012-2020), og særligt Karin Egeberg og Johannes Hansen, som modtager af prisen for deres store arbejde. Der gik foruden for, og særligt i forbindelse med etableringen af Nordrup Kirkeskov.

 

2022

Aflyst grundet Corona epidemien.