Fortsæt til hovedindholdet
Arkiv 2022
Nyheder

Hilsen fra biskoppen og stiftsrådet vedrørende energikrisen 

Læs en hilsen fra Stiftsrådet og biskop Ulla Thorbjørn Hansen her


Kære menighedsråd, præster og øvrigt ansatte i kirkerne 

På Roskilde Stiftsråds seneste møde blev efterårets og vinterens måske kommende energikrise drøftet og diskuteret.

Staten har besluttet, at temperaturerne i alle offentlige kontorbygninger skal sænkes til 19 grader, samt at udendørsbelysninger på statslige bygninger, som man har af æstetiske grunde, slukkes. Dette er gældende fra 1. oktober 2022.

Biskoppen og stiftsrådet er enige om, at det er vigtigt, at vi alle indretter os efter forholdene - dog uden at gå på kompromis med den særlige opgave, vi har som folkekirke.

Biskoppen og stiftsrådet opfordrer derfor menighedsråd, præster og provstier til at se energiforbruget efter i hvert enkelt menighedsråd, så vi i fællesskab kan komme igennem denne udfordring på bedst mulig måde.

Er menighedsråd og præst enige, har biskoppen godkendt, at der kun holdes én gudstjeneste om søndagen i et pastorat. Til og med april 2023 behøver man ikke at søge biskoppen om tilladelse til at gennemføre denne ændring. Biskoppen mener dog, at det må være muligt at gennemføre gudstjenester – også selvom der er skruet ned for varmen. Man kan opfordre kirkegængere til at tage en ekstra trøje på eller rykke sammen og på den måde holde varmen. Babysalmesang og andre arrangementer, som kræver ekstra opvarmning, kan måske flyttes til lokaler, der i forvejen er opvarmet. 

Inspiration kan findes på stiftets hjemmeside, hvor varme- og energikonsulenten giver fire gode råd til besparelser. 

Vi henstiller ligeledes til, at alle menighedsråd holder sig opdateret på energistyrelsens hjemmeside: https://sparenergi.dk/ 

På roskildestift.dk vil der være opsamling af spareforslag, som menigheder og provstier gerne må sende ind til offentliggørelse. Send dem til kmros@km.dk mærket: "Spareforslag", så vi alle kan komme godt igennem denne proces og helskindet igennem også denne krise.


Med venlig hilsen
Bodil Therkelsen, formand for Roskilde Stiftsråd
Ulla Thorbjørn Hansen, biskop over Roskilde Stift