Her er kandidaterne til bispevalget
Fire kandidater har anmeldt og fået godkendt deres kandidatur til bispevalget i Roskilde Stift
I dag, tirsdag den 29. marts 2022, har valgbestyrelsen fundet fire anmeldte kandidater til bispeembedet i Roskilde Stift valgbare.
Det betyder, at valgbestyrelsen kan bekendtgøre, at der afholdes bispevalg i Roskilde Stift.
Kandidaterne er:
- Anna Helleberg Kluge
- Per Vibskov Nielsen
- Rasmus Nøjgaard
- Ulla Thorbjørn Hansen
”Vi glæder os over at kunne bekendtgøre, at der afholdes bispevalg i Roskilde Stift, og at fire kandidater er fundet valgbare. Nu ser vi frem til debatter flere steder i stiftet, og opfordrer alle stemmeberettigede til at bruge deres stemme. Det er vigtigt, at man bruger muligheden for at være med til at vælge den nye biskop i Roskilde Stift,” siger formand for valgbestyrelsen, Kirsten Vej Petersen.
Det er menighedsrådsmedlemmer, præster, valgmenighedsrepræsentanter og valgmenighedspræster i Roskilde Stift, der vælger den nye biskop.
Selve afstemningen indledes den 20. april 2022 klokken 12.00, og første valgrunde afsluttes den 11. maj 2022 klokken 12.00, hvor stemmerne tælles op, og resultatet offentliggøres.
Valget foregår elektronisk, og de stemmeberettigede vil modtage afstemningsmaterialet i e-boks. De, der er fritaget for at modtage digital post, vil få et fysisk brev om, hvordan de stemmer.
Den nye biskop tiltræder den 1. september 2022 og bliver bispeviet i Roskilde Domkirke den 4. september 2022.
Læs mere om bispevalget i Roskilde Stift her
Pressekontakt:
Valgbestyrelsens formand, Kirsten Vej Petersen, kan kontaktes gennem Roskilde Stifts kommunikationsmedarbejder Sidsel Drengsgaard på smad@km.dk eller 3033 9941