Fortsæt til hovedindholdet
Arkiv 2022
Nyheder

Bispeportræt afsløret i domkirken

Menighedsrådet i Roskilde Domsogn var vært ved et arrangement, hvor Thomas Kluges portræt af Roskilde Stifts biskop nummer 64 blev afsløret 

Thomas Kluges portræt af Roskilde Stifts biskop nummer 64, Peter Fischer-Møller. Malet i 2015. Akryl på lærred, 63 x 63 cm.


Tekst: Sidsel Drengsgaard

Når en biskop forlader sit embede foreskriver traditionen, at der bliver ophængt et portræt i korrundingen i Roskilde Domkirke.

Mandag den 26 september var menighedsrådet i Roskilde Domsogn derfor vært ved et arrangement, hvor portrættet af Roskilde Stifts biskop nummer 64 blev afsløret.

Samlingen rummer - foruden det nyligt ophængte portræt af Peter Fischer-Møller - 37 portrætter. De er ikke alle Roskilde-bisper, da vi også finder portrætter af Ansgar, Luther, Christian 3, Hans Tavsen og Johannes Bugenhagen på væggen i korrundingen.
 

Tradition fra 1700-tallet

Traditionen med at portrættere afgående biskopper stammer tilbage fra midten af 1700-tallet, hvor biskop Peder Hersleb begyndte at indsamle portrætter af sine forgængere. Han opsporede i høj grad tidligere afbildninger og lod dem kopiere i oliemaleri.  

Oprindeligt blev de ophængt i det gamle konventhus, og første gang de kunne ses var i 1753 i forbindelse med Sankt Johannes Landemode. Da det gamle konventhus blev revet ned i 1811 blev portrætterne flyttet til Riddersalen i Domkirken og først omkring 1830 blev de flyttet til deres nuværende placering i korrundingen. 

Og netop i korrundingen stod Peter Fischer-Møller klar til at afsløre det portræt, som kunstneren Thomas Kluge malede i 2015 i forbindelse med biskoppens 60-års dag.  


Domprovsten og Grundtvig rimer

Men før afsløringen fandt sted bød menighedsrådsformand Anne Rosendal velkommen og takkede biskoppen for det gode samarbejde gennem de 14 år, han bestred embedet. 

Herefter holdt domprovst Anne-Sophie Olander Christiansen tale. Og i dagens anledning på versefødder: 

"I selskab med mange som har meget betydet,
for æres bør den der har ærefuldt ydet.
Vi venter med længsel på at nog’n løfter sløret,
og beriger interiøret."

Lød det i talen, der tog os med helt tilbage til syndefaldet og det antikke Grækenland. Læs hele talen - eller rimet - i faktaboksen under artiklen.  
 

Portrættet er endnu ikke afsløret, men har hængt på væggen i korrundingen nogle uger. 

Menighedsrådsformand i Domsognet, Anne Rosendal, byder velkommen. 

Domsognet er vært ved et glas bobler i dagens anledning. 

Domprovst Anne-Sophie Olander Christiansen holder tale - på versefødder!

Peter Fischer-Møller kvitterer for domprovstens fine - og humoristiske - tale. 

Portrættet afsløres!

Peter Fischer-Møller siger tak for samarbejdet gennem de 14 år, hvor han bestred bispeembedet. 

Der fotograferes - og journalisten fra sn.dk noterer flittigt på blokken. 

Domprovst Anne-Sophie Olander Christiansen i samtale med Peter Fischer-Møllers hustru, Bente Munk, mens Peter Fischer-Møller synes at nyde at være tilbage under hvælvingerne i Roskilde Domkirke. 

Biskop nummer 64 og biskop nummer 65 betragter sammen portrættet. Ulla Thorbjørn Hansen er netop blevet bispeviet, men når hun engang skal portrætteres, og maleriet skal pryde væggen i korrundingen i Roskilde Domkirke, vil hun være den første kvinde i det fine selskab. 

Peter Fischer-Møller i samtale - og grin - med en god kollega gennem flere år, kirketjener i Domsognet Kim Idziak. 


Og hun er ikke den eneste, som bispeportrætterne har inspireret til at rime. I Grundtvigs Roskilde-Riim fra 1813 lyder det nemlig således: 

"Saa man vel fornyligen magen:
Morten Luther, Bugenhagen,
Tavsen, Sjællands bisper alle
Fra Palladius til Balle".

Og kan man tilføje - nu helt frem til Peter Fischer-Møller.  

Hele selskabet lyttede opmærksomt og med smil til domprovstens rim - det største smil og bredeste grin tegnede Peter Fischer-Møller sig for.
 

Afsløringen!

Også kom øjeblikket, hvor han klatrede op på trappestigen og afslørede portrættet.

Herefter takkede han for samarbejdet, arrangementet og domprovstens fine tale.

“Min hustru Bente er godt tilfreds med, at vi ikke længere skal have portrættet hængende - for som hun plejer at sige; det er rigeligt med én Peter herhjemme,” sagde han med endnu et af de velkendte smil. 

Det er Peter Fischer-Møller, der har valgt kunstneren. 

"Thomas Kluge er en talentfuld portrætmaler og helt generelt en spændende kunstner. Hans malerier kan man undre sig over, når man betragter dem. De får en til at stille spørgsmål og indlede en samtale," fortæller han om valget.  


Kilde til de historiske oplysninger: Fonden til formidling af kulturarven i Roskilde Domkirke
 

bispeportræt

Domprovst Anne-Sophie Olander Christiansens tale 

Det fortælles at Eva hun tog sig en bid
af en frugt, som hun delte med Adam en tid.
Da tiden var gået, så så de med måben,
hvor skøn den anden så ud – det var dråben –
og selvom de skjulte det hele for Gud,
så endte han med at smide dem ud.
Gud smækkede hårdt med himmelens porte
og satte som vogter keruber i skjorte.
Og sådan blev mennesket skuffet sendt hjem.

Fra grækernes rige fortælles tillige
om skønhed og fald blandt de unge og rige.
 

Narcissus så nemlig på vandspejlet ned
og mødte den vildeste kærlighed.
Han så sit helt eget kontrafej,
dog ikke gjort med blyantsstreg,
han så sig selv som Score-Kaj, i bølgens svaj,
og i græsset ned han lagde sig.
Han bøjed’ sit ansigt mod vandets spejl,
et kys det blev hans begynderfejl.
Forelskelsen den tog overhånd,
og han blev fanget i et snærende bånd,
en sløjfe af grum forfængelighed,
som hele livet på ham sled.

 

Ja, tænk hva’ et portræt kan gøre.

 

Med denne viden fra tidernes morgen
om forelskelsen og om hjertesorgen
var det kun naturligt at forvente,
det aldrig siden ville ’trende’,
at man gjorde billeder af sig selv.
Men ‘ach du liebe und Donnerwetter’,
nu hænger de overalt, de portrætter!
Til gavn for historien, til skaberens ære,
la’r man både sig selv og sine nærmeste portrættere.
Nok lidt for at blære sig, dog klart mest for at erindre
fortællingens personaer, lade dem tindre,
i den laveste hytte, på det fineste slot,
de største af konger og den mindste undersåt
bemalet, beskåret, poleret og pudset
for enhver der ønsker at standse og studse.

 

Og summa summarum, vi står i vor kirke,
fordi der var nogen som ville bevirke
et malerisk billed’, bestilt og betalt,
som nu her på muren, helt kort fortalt,
skal pryde og prydes i bispernes række,
(gad vide hvor mange gæster det kan trække).
I selskab med mange som har meget betydet,
for æres bør den der har ærefuldt ydet.
Vi venter med længsel på at nog’n løfter sløret,
og beriger interiøret.

 

Så tyst, vær nu stille - og undgå at pille -
det er tilladt at kigge og tankefuldt nikke,
når biskop emeritus, Peter den grønne,
vil trække i snoren og muren forskønne.
 

Nu tak, siger jeg, for jeres lyttende ører.
Kig op på væggen, og lad jer forføre.

bispeportræt

Portrætter i Roskilde Domkirke

Ansgar

Absalon

Peder Jensen Lodehat

Martin Luther
Joannes Bugenhagen
Hans Tavsen
Christian 3

Peder Palladius 

Hans Albertsen 

Poul Madsen  

Peder J. Winstrup 

Hans Poul Resen 

Jesper Brochmand 

Hans Hansen Resen 

Laurids M. Scavenius 

Hans Svane 

Hans Wandal 

Hans Bagger 

Henrik Borneman 

Christen Worm 

Peder Hersleb 

Ludvig Harboe 

N.E. Balle 

Fr. Münter 

P.E. Müller 

J.P. Mynster 

H.L. Martensen 

J. Bruun Fog 

Th. Skat Rørdam 

Peder Madsen

Harald Ostenfeldt 

Fonnesbech-Wulff

Axel Rosendal 

Gudmund Schiøler 

Hans Kvist 

Bertil Wiberg 

Jan Lindhart

Peter Fischer-Møller

 

Kilde: Fonden til formidling af kulturarven i Roskilde Domkirke