Fortsæt til hovedindholdet
Arkiv 2016
Nyheder
Sognepræst Gunder Gundersen er retræteleder

På en retræte selvafvikler du dig selv og lader Gud komme til orde

Sognepræst Gunder Gundersen er retræteleder. Nu er han aktuel med en bog baseret på middelalderlige tekster.

Tekst: Bo Nygaard Larsen 
Foto: Rune Hansen

Det er som at træde ind i en magisk verden. Et sted, hvor meget er anderledes, noget kun er antydninger og resten er pejlemærker af elementer, vi kender fra den verden, vi forlod. Den kristne spiritualitet har det hele, og det, der kan afkodes med det blotte øje, bliver gemt til videre bearbejdelse i det dybeste sind.

Forudsat, at man giver Gud den plads, Han nu engang skal have. Netop den rumdeling af sjælen er et emne, Gunder Gundersen vender tilbage til gang på gang i denne samtale. Han er sognepræst og retræteleder og var blandt de første, der talte offentligt om et kristent sprog til den stigende interesse efter spiritualitet. 

»Det er tydeligt, at vi skal have et kristent modsvar til for eksempel mindfullness, hvor det handler om at udvikle sig selv. I den kristne spiritualitet taler vi om selvafvikling. Vi skal af med selvet og tanken om at sætte os selv først. Når vi gør det, erkender vi, at der er noget, der er større end os selv, altså Gud,« siger Gunder Gundersen og fortsætter:

»Og det er det, retræten kan, nemlig at give plads til Gud. For under en retræte, hører vi Gud. Hvis man går ned med stress, kan det tolkes som et opråb om, at man skal gøre noget ved sit liv, inden det går helt galt. Tilsvarende er det med en retræte, hvor vi hører Gud, inden vi får tæsk af tilværelsen.«
 

En del af pilgrimsbølgen

Gunder Gundersen har arbejdet med retræten og den kristne spiritualitet siden november 2004. På det tidspunkt var det forholdsvis nyt, men som en del af pilgrimsbølgen har retræten fundet sin naturlige plads i folkekirken.

»Spiritualiteten hører til i folkekirken, og det er ærgerligt, at vi har været så mange år om at genfinde den. Det er lidt ligesom lysglober i kirkerne. Vi er bange for, at vores frelse er betinget af en fysisk aktivitet. Det er den ikke, men vi kan godt tænde et lys i taknemmelighed. Så for mig er det at tænde et lys en udvendig, fysisk bøn,« siger Gunder Gundersen, der udfører sit arbejde i foreningen Klostertid.

Bogaktuel

Lige nu er han aktuel med bogen "Uvidenhedens Sky", der er et oversættelsesarbejde af tekster fra omkring år 1370. Teksterne er skrevet af en anonym munk i Midtengland, som Gunder Gundersen kalder for Skyens Broder. 

Gunder Gundersens arbejde er hovedsageligt baseret på de middelalderengelske manuskripter udgivet i 1944. 

»Det er en bog til det hard-core retrætefolk. Det er ikke en folkeforfører, men en bog, der henvender sig til dem, der er optaget er retræten og den kristne spiritualitet,« siger Gunder Gundersen.

Skyens Broder boede i det område, der hed Danelagen – eller Danelaw. Området fik den danske Kong Guthrum lov til at beholde efter fredsaftalen i Wedmore i 878 og måtte således se sit engelske imperium skrumpe.

»På den måde er der en dansk indflydelse i bogen, selvom den ikke er nævnt som sådan. Men i mit oversætterarbejde har det været interessant at tænke på, at teksterne er skrevet i et område, der engang var dansk,« siger Gunder Gundersen.

Uvidenhedens Sky har mange lag og et stort billedsprog. Det har givet Gunder Gundersen stof til eftertanke og ikke mindst grund til at lave en dybere research. 

»For eksempel omtaler han et sted en livets krone. Det er naturligvis livets sejrskrans eller krone, som omtales i Johannes Åbenbaring. Kronen har naturligvis »fleur-de-lis«, som vi kalder fransk lilje – som symbol på kærligheden. Det vil sige bladet opad mod Gud og bladene ud til siden mod vores venner og fjender«, siger Gunder Gundersen og fortsætter:

»Et andet sted omtaler han »a special sin«, altså en særlig synd. I middelalderen var der flere slags synder, og jeg finder ud af, at han med en særlig synd mener en enkeltstående synd og ikke en vanesynd.«
 

Tag med på retræte

Uvidenhedens Sky er trykt i 100 eksemplarer og er tænkt som et supplement til den, der vil lære mere. Men i første omgang er Gunder Gundersen mere interesseret i at få flere til at komme til retræte:

»Under en retræte sidder man ned og gør ingenting. Og når vi ikke skal noget, som vi skal i hverdagen - og der er stille udenfor os selv - kan vi måske finde en indre fredfyldt stilhed, hvor Gud kan høres. Sådan giver retræten en ramme, som man ikke kan få så mange andre steder. Og i det rum er det, at Gud kan tager over, siger Gunder Gundersen.

Læs mere om Gunder Gundersen og Klostertid her