Vi må ikke gå ned på tolerance

Tekst og foto Bo Nygaard Larsen

Egentlig var hun erklæret død. En septemberdag i 1979 er Zemma Luise Westh Poder på vej til Danmark fra Sydkorea.

I Københavns Lufthavn står hendes forældre og venter på den adoptivdatter, de så brænd-ende har ønsket sig.

Men da KLM-maskinen mellemlander i Schiphol i Amsterdam, er noget gået galt. Flyets personale er ikke i tvivl, og den fire måneder gamle pige bliver kørt på det nærmeste hospital med en note om, at hun er død på flyrejsen.

I Københavns Lufthavn forstår hendes forældre ikke, hvad der er sket. De kører hjem, rystet og knuget af sorg. Faren begynder så at ringe til alle hospitaler i Amsterdam uden dog at få løst gåden. 

Han prøver igen, men ringer forkert. I den anden ende af røret er en hollandsk cykelsmed. Han mærker straks, at den danske mand er oprevet. Han bliver sat ind i sagen, og med hans mellemkomst bliver Zemma lokaliseret.

Hun er ikke død, men meget syg. I Amsterdam får hun den rette behandling, til hun er frisk nok til at blive fløjet til Danmark. Her bliver hun indlagt på Rigs-hospitalets afdeling for tropiske tarmsygdomme, og ganske langsomt kommer hun sig og kommer endelig med hjem til Himmelev.

»Der er ingen tvivl om, at der var nogle, der holdt hånden over mig dengang,« siger Zemma Luise Westh Poder og fortsætter:

»Jeg gør mig selvfølgelug tan-ker om, hvordan mit liv ville have været, hvis jeg var blevet i Sydkorea. Men jeg har den holdning, at jeg er havnet dér, hvor jeg skulle.«

Det åbne kirkeliv

Vi sidder i et mødelokale i Himmelev Sognegård. Gennem hele sit liv er Zemma Luise Westh Poder kommet fast i kirken, og siden 2012 har hun været medlem af menighedsrådet. Først som suppleant, så som fuldgyldigt medlem.

»Folkekirken udfylder en vigtig plads i samfundet. Her bliver der tilbudt et fællesskab, hvor man ikke ser til den enkeltes økonomiske formåen. Her er alle lige, og ingen er marginaliserede. Derfor skal vi også passe på med  at uddele mentale klippekort, hvor man måler, hvor mange gange folk kommer i kirke,« siger hun.

Men det betyder ikke, at noget eller meget ikke kan blive gjort anderledes. 

»I folkekirken skal vi blive bedre til at åbne op for andre. Ellers bliver vi til et lukket fællesskab. Vi må aldrig gå ned på tolerance, men vi må vise, at der i kirken er plads til alle,« siger Zemma Luise Westh Poder og fortsætter:

»Vi bliver nødt til at omstille os i folkekirken. Fra verdensfjernhed til verdensnærhed. Derfor skal vi tage vare på alle – ikke kun dem, der kommer fra Valby, men også dem, der kommer fra lande med krig og ødelæggelse. For det må aldrig være hudfarven eller nationaliteten, der afgør, om man er velkommen eller ej.«

De udsatte og troen

Hun taler både i kraft af sit engagement i folkekirken og i kraft af sit erhverv. Zemma Luise Poder Westh er ressourcepædadog på Taastrupgaard i Høje Taastrup, hvor hun arbejder med etniske minoriteter og socialt udsatte.

»Når jeg er på arbejde bliver jeg set som et menneske, ligesom jeg ser de familier, jeg arbejder med, som mennesker. Hvad de tror, og hvor de kommer fra, betyder ikke noget. Alligevel oplever jeg, at jeg har et trosfællesskab med dem. Vi tror ikke på det samme, men selve det at tro binder os sammen på en særlig måde,« siger hun og kommer med et hjertesuk:

»I mit arbejde møder jeg også en del kristne familier. Men de kommer ikke i en folkekirke, fordi der ikke er så mange gudstjenester på engelsk. Derfor føler de sig ikke hjemme, og i stedet går de så i andre kristne kirker. Her kan vi gøre det bedre i folkekirken.«

Snuset til buddhismen

Zemma Luise Westh Poder er opdraget til at have respekt for andre mennesker og til ikke at dele dem op. 

»For mig er det vigtigste, at man kan sætte ord på sin tro, og at man tør tale åbent om den. Tro er at tvivle og tage stilling selv, og for mig giver kristendommen mig netop den frihed,« siger hun og lægger ikke skjul på, at hun selv har sonderet terrænet på det religiøse marked.

»Jeg har engang snuset til buddhistiske templer for at se, om det var dér, jeg hørte hjemme. Det var det så ikke. Jeg tror på Jesus, der med korsfæstelsen gjorde os frie. Men ikke kun os kristne, for Jesus siger ikke noget om, at muslimer og jøder ikke også må være frie.« siger hun.

Vil gøre en indsats. Hendes ord falder reflekteret. Zemma Luise Westh Poder har det bedst med både at være eftertænksom og tænke videre. Hun drømmer om, at folkekirken en dag vil gøre en større indsats for de udsatte – både flygtninge og de etniske danskere.

»Det er ikke kun flygtninge, der er udsatte. Det er der også andre, der er. Ældre, ensomme og folk med sociale problemer. Jeg vil gerne bidrage til, at de alle kan finde deres plads i folkekirken. Problemerne bliver ikke mindre med tiden, og derfor kræver det en større indsats på lands- eller stiftsplan. Det arbejde vil jeg gerne være en del af,« siger Zemma Luise Westh Poder.