Dåben er kernen i den kristne tro

Tekst Peter Fischer-Møller, biskop Foto folkekirken.dk

40.328 gange lød ordene »Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn« i folkekirker i Danmark. Her i Roskilde Stifts 330 kirker blev 5.004 mennesker døbt sidste år. 

Det er rigtig mange. Men lidt færre end året før. Og sådan har det efterhånden været en tid. Færre børn under ét år bliver døbt. Til gengæld har vi flere større børn, konfirmander, brudefolk eller andre voksne, der ikke blev døbt som børn, som vælger at blive døbt. Men det sidste opvejer ikke det første.
Da jeg begyndte som præst på Midtsjælland i 1984, var barnedåbsprocenten i Roskilde Stift omkring de 85. I dag ligger den på 69.

Kernen i den kristne tro

Jeg ønsker hver eneste af de 5004, der blev døbt i 2014 til lykke, og jeg glæder mig over, at de selv eller deres forældre valgte dåb.

Hvorfor? Fordi dåben så tyde-ligt udtrykker kernen i den kristne tro.
Det handler om kærlighed. Om Guds kærlighed til os som vi er – på trods. Det handler om, at vi ikke kan og ikke skal fortjene os vej til vores værdi og værdighed som mennesker.

I dåben får vi at vide, at vi er Guds børn, Guds mennesker, at vi er omfattet af den Guds kærlighed, Jesus talte om og udtrykte i sit liv og i sin død. En kærlighed, som døden ikke kunne gøre det af med. En kærlighed, som følger os i tid og evighed.

De uskyldige små

Lyder det for lyserødt? Så lad mig skærpe tonen en smule. For i dåben får vi sat meget realistiske ord og tegn på, hvad det er at være et menneske. Vi kan ind imellem svømme hen i romantiske forestillinger om de uskyldige små. De ligner virkelig små engle, når de ligger og sover.
Men man skal ikke have meget med småbørn at gøre, før man opdager, at engle er de ikke.

»Guds rige som en børnehave – Vorherre bevares!« skrev en kollega en gang på forsiden af det lokale kirkeblad. Meget præcist. Der er virkelig brug for voksne for at undgå, at de yndige små slår hinanden i hovedet med grydeskeer og det, som er værre.

Dåbsritualet

I dåbsritualet bliver der sat ord på det. Der tales om syndernes forladelse. Når både børn og voksne har brug for at komme i kirken, er det fordi synden har fat i os. 

Fordi vi ikke af os selv lader kærligheden styre vores liv. Fordi godt og ondt ikke er en kamp mellem os og nogle andre, men en kamp, der udkæmpes i sind og hjerte på hver eneste af os.

I gamle dage kom dette tydeligt til udtryk i selve dåbsritualet, når det lille barn ikke bare fik tre håndfulde vand øst over hovedet, men blev dykket tre gange helt ned under vandet i den fyldte døbefont.

Det er som en drukning og en redning. Livet er farligt, og vi er farlige, men alt det redder Gud os igennem med Jesu opstandelse fra de døde.
Når vi med navns nævnelse døbes i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, forbindes vores lille personlige historie med Biblens fortælling om Gud og mennesker her i den skabte verden. 
Om den tro og det håb og den kærlighed, Jesus lagde krop til. Om den inspiration vi stadig møder, når vi deler liv og tro med hinanden. Vi får det gratis som gave fra Gud i dåben. Tillykke til os!

Tre ud af ti

Men det er altså ikke alle, der er opmærksom på denne gave, eller som ønsker at have med den at gøre. Tre ud af ti forældrepar her i Roskilde Stift vælger ikke at lade deres barn døbe.

Hvorfor? Det er blevet belyst i en undersøgelse, der blev ud-
givet her sidst i maj. Traditionen betyder ikke så meget i dag. Vi gør ikke bare som de andre eller som de ældre i familien forventer. 
 

Vi tager selv stilling. Vores kultur er meget individualistisk. Og vi føler, at det er rigtig vigtigt, at vi er ærlige overfor os selv. Vi vil gerne være autentiske. 
Hvis ikke vi kan gøre rede for alt i trosbekendelsen eller ikke helt kan fatte den fulde betydning af dåben, så må vi hellere sige: nej tak. 
 

Og selv om vi er medlemmer af folkekirken og finder troen meningsfuld, så er det måske bedre at overlade spørgsmålet om dåb eller ej til barnet selv? Sådan kan vi følge folks overvejelser i rapportens interviews.

Kærlighed og sund mad

Jeg tænker: vi har da som forældre en pligt til at opdrage vores børn, til at give dem alt det bedste med på vejen: kærlighed og sund mad, gode historier og bærende værdier. 
 

Hvis kirke og kristentro har betydning for os, kan vi da ikke bare holde det for os selv? Kristen tro er til deling og lever ved at blive delt. Det gør vi, når vi bærer et barn til dåben. 
 

Du dur, som du er – på trods. Du behøver ikke at kæmpe med at være god nok eller fortvivle over at du ikke er det.

Dit liv står og falder ikke med at du er autentisk dig selv 100 procent 24/7. 
Der er noget der er endnu vigtigere: de mennesker, du deler liv med og den verden, du er en del af. Det er lige her. Helt gratis.
I kirken kalder vi det nåde. Du kan få lov at hvile i din dåbs nåde.
Det tror jeg, vi har mindst lige så meget brug for i dag, som for 30 eller 1980 år siden.
 

Hvad synes du?