Prædikener
Nyheder

Trekroner: Første prædiken fra prædikestolen

Af sognepræst Jarl Ørskov Christensen

Når man sådan træder op på en ny prædikestol skal man altid lige vænne sig til det!

Prædikestolen er ikke som prædikestole plejer at være:

Den har nogle overraskende vinkler og sammensætninger.

Den er inspireret af strukturen i vores hudceller.

Man kan på en måde sige, at arkitekten har taget et mikroskopisk nærbillede af vores hænder og af hænderne fra alteret og forstørret det op!

Det er på alle måder en førstegangsoplevelse både for præst og for menighed ved sådan en begivenhed som i dag.

Førstegangsoplevelser

I det hele taget består vores liv af en lang række førstegangsoplevelser: 

Det første ord. Den første tand. Den første skoledag. Den første cykel. Den første kæreste. Den første eksamen. Det første rigtige arbejde. Den første elskovsnat. Den første kone. Det første barn. Den første skavank som ikke går væk af sig selv. Den første dag på pension. Det første barnebarn.

Vi kunne blive ved. Man får næsten lyst til at klappe sidemanden på skulderen, når man sådan tænker over, hvor mange klumsede, angstfulde – og succesfulde – førstegangsoplevelser vi alle sammen har været igennem.

Alt i alt er dagen i dag er nok en af de nemmere!

Man glemmer hvor svært det er at gøre noget for første gang! Fagfolket taler om at man - igennem hele livet - ikke bare bevæger sig fra ikke at kunne til at kunne mere og mere. Men også at man bevæger sig fra ikke at tænke over det til at være meget bevidst om det – og tilbage igen!

Læringscirklen

Pædagogerne siger, at det hedder at tage en tur i læringscirklen:

- Vi begynder dér, hvor vi står over for noget nyt, men vi er ikke klar over, at det er noget, vi ikke kan: "Det der?! (cykling eller hvad det nu måtte være) Hvor svært kan det være?!"

- Meget snart har man bevæget sig derhen, hvor man er pinligt bevidst om, at det faktisk er noget man ikke kan: "Det er viildt svært! Jeg lærer det aldrig! Hvorfor sagde jeg overhovedet ja til det?"

- Senere får man styr på tingene. "Yes! Det kører! Se hvor god jeg er!"

- Til sidst glemmer man hvor svært det var at lære. Man kan det bare. "Se nu dem dér! Hvorfor synes de det er så svært?!"

- Kort efter står vi over for noget nyt igen. Og er klar til en ny runde i læringscirklen.

Vores nye kirke

Tilbage til os her i kirkerummet i dag: Som præst og som menighed skal vi i gang med at lære at gå i kirke her.

Der bliver nok nogle førstegangssvipsere. Både heroppe på prædikestolen, ovre foran alteret og nede på bænkerækkerne.

Senere bliver vi ”de rutinerede” som skal prøve at give andre nytilkomne børn, unge og voksne en hjælpende hånd. Vi skal prøve, om vi kan huske hvordan var for os selv at få det lært - alt det her med kirkerummet, gudstjenesten osv. 

I evangelieteksten hos Johannes står disciplene lige på grænsen mellem det rutinerede og kendte - og det ukendte og nye.

Det er skærtorsdag aften, og Jesus kaster blikket tilbage og kaster blikket frem:

”Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. 

Men Helligånden skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.”

Disciplene bliver mindet om alt det, som de indtil nu har lært. De bliver mindet om, hvor svært det til tider er at være Jesu discipel og stå i den ene nye situation efter den anden - pinlig bevidst om, at man ikke selv har styr på tingene!

Foran disciplene venter nu en ny tid, hvor de på nogle områder er de rutinerede, og hvor de på andre områder - med Helligåndens hjælp - skal ud på dybt vand igen og lære mange nye ting for første gang.

Livet står ikke stille!, siger Jesus i evangelieteksten til os.

Som årene går, står vi stadig i nye situationer.

Det sker i pludselige opbrud og det sker i langsomme bevægelser.

Der sker nyt for os alle sammen i hverdagen uden for kirkerummet. Livet forandrer sig, nye omstændigheder kommer til, nye bevægelser vi skal gøre, nye rutiner.

Alle jeres erfaringer, siger Jesus, er en del af Helligåndens fællesskab.

Alle vores spørgsmål, frustrationer, succesoplevelser og svar skal vi tage med herhen i kirkerummet.

Vi skal lægge dem frem her, hvor der er højt til loftet; hvor der er plads til at glæde sig, plads til at sørge, plads til at lytte, plads til at undre sig, til at tænke - og plads til at prøve igen.

Der er det helt særlige ved kirken og ved gudstjenesterummet, som vi tager i brug her i dag,

at det på en og samme tid er noget fast - en klippe, en tradition, noget der ikke forandrer sig.

Og samtidigt er hver eneste gudstjenestefejring en førstegangsoplevelse:

Vi forsamles her søndag morgen, omkring evangeliet, omkring nadveren, dåben og lovsangen fordi Jesus opstod søndag morgen. Og fordi han er nærværende hos os som den opstandne:

Hver gang vi får lyst til at sige nejtak, ikke flere runder i læringskarrussellen for mig – Jeg har taget mine ture nu!, så siger Jesus - og han er lige trådt ud af graven:

Livet står ikke stille! Og det kan godt være hårdt!

Op på hesten igen! Også dig, præst! Op på prædikestolen igen!

Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!

Se, jeg er med jer. Alle dage. Indtil verdens ende.

Amen.