Prædikener
Biskoppens prædiken til Reformations-jubilæet i Roskilde Domkirke

Biskoppens prædiken til Reformationsjubilæet i Roskilde Domkirke

I dag for 500 år siden var det at munken Martin Luther bankede sine 95 teser imod afladshandlen op på døren til slotskirken i Wittenberg, som et kritisk indlæg i den tids diskussion om hvad en kirke er og kan og skal.

Det som var ment som et oplæg til kirkelig selvbesindelse, blev snart til en kirkestrid, som på godt og ondt kom til at præge vores del af verden, så vi stadig kan mærke det.

Og vi kan i dag glæde os over, at vi undervejs igen er kommet på talefod med hinanden på tværs af kirkelige forskelle og sammen kan fejre det evangelium, som var selve anliggendet for Luther og de andre reformatorer.

Solus Kristus, sola gratia, sola fide, sola Scriputra.

Eller som Det Lutherske Verdensforbund har nyformuleret anliggendet for os her i 2017: Frigjort af Guds nåde. Frelsen ikke til salg. Mennesker ikke til salg. Skaberværket ikke til salg.

Reformationen har været på dagsordenen i det sidste års tid. Ikke mindst på den kirkelige dagsorden. Måske er der nogen der er ved at blive overmætte af lutter Lagkage her hvor vi er nået til selve dagen.

Måske har vi brug for en pause. For bare at sidde stille et øjeblik. Prøv det. Luk øjnene, træk vejret dybt ind og mærk miraklet. Det mirakel at der er noget og ikke bare ingenting, at vi er til, at vi er her og kan se og høre og mærke hinandens nærvær. Og at vi for den magt, som er ophave til og opretholder af hele herligheden fra den mindste mikrobe til de fjerneste stjernetåger - at vi for Gud ikke bare er ligegyldige støvkorn, men enestående, højt elskede mennesker.

Det er ikke til at se med det blotte øje. Men når vi lukker øjnene kan vi mærke det: livets mirakel og kærlighedens under, betroet os så vi kan gå ud og gøre dagen til en god dag for andre og os selv.

Jesus bruger saltet og lyset som billeder på Guds nærvær i verden og vores liv og den betydning vi har for hinanden som mennesker og kristne.

Jeg har taget en pose sydesalt fra Læsø med herop.

De fine hvide saltflager. Dem kan vi sagtens se, men hvad de gør med maden, kan vi ikke se. Det kan vi kun mærke. Hvad er f.eks. et blødkogt æg uden salt? Og hvad er et hav uden salt? Øresund er slapt at bade i i sammenligning med havet omkring Læsø. Saltet bærer én oppe, det er kraftfuldt og forfriskende. Det ridser og renser og svir i de små riften man fik, da man gik og plukkede brombær.

Saltet gør en forskel. Opløst i vandet er det usynligt, men tilstede overalt.

På samme måde med lyset. Jovist kan vi se lysestagen og gadelampen, men lyset selv kan vi ikke se. Eller rettere, hvis vi ser lige ind i det, blændes vi, så vi slet ikke kan se noget. Lyset mærker vi indirekte, skjult, ved at det får verden til at stå frem for os. I mørket er alle katte grå, siger vi. I mørket kan vi blive bange for at blive væk for os selv og hinanden. Mørket gør alting forskelsløst. Lyset kalder forskellene frem. Lyset vækker farverne i tingene.

Der sker noget, når lyset bliver tændt i stuen. Og det natlige mareridt jages på flugt af morgensolen.

En af tidens modeord er synlighed. Vi er meget optaget af alt det, der kan ses og vises frem, vi bygger samtalekøkkener og anlægger haver og filmer løs under rejsen til Bali, og flasher det på Facebook

Men måske er det sådan, at det allervigtigste i vores liv er det, vi ikke kan se. At hjertet slår, og at det har nogen at slå for, at vi trækker vejret og at vi kan holde hinanden i ånde, at vi kan sætte ord på tingene og har nogen at tale med.

Kirken står her i landskabet, rager op mellem de andre bygninger i byen. Den kan ses langvejs fra. Men Guds nærvær, og den tro som rører vores hjerter, kan vi ikke se. Det vigtigste er der bare og kalder os til opmærksomhed.

Lige sådan er det med mennesker, der betyder noget for os, mennesker som vi holder af og som holder af os. De har velkendte ansigtsudtryk, vi kender deres måde at bevæge sig på, og vi kan aflæse deres kropssprog. Vi kan genkende dem på afstand. Kroppen er vigtig. Den er ikke bare et hylster for sjælen, som vi kan glæde os til en gang at krænge af os. Der er en mening med at Gud har givet os kroppe. Det er som kroppe, der kan se og høre og mærke hinanden, at vi får betydning for hinanden. Og derfor er det også at vi her i kirken bekender troen på kødets opstandelse. For livet er ikke kun noget vi har inden i os selv, men livet udfolder sig mellem os i den skabte verden. Og alligevel er det vigtigste i det, der er på færde mellem os usynligt. Det er den tillid, der kan opstå og udvikles imellem os, det at mærke et andet menneskes opmærksomhed, det at føle, at man bliver forstået. Glæden ved en vens nærvær, den tryghed der er i at være sammen. Det at nogen kan holde mig ud, på trods af fejl og fald og kludder og det som er værre. Det at Gud kan holde mig ud.

Det er kærligheden mellem os og mellem Gud og os – for det er jo den, det handler om – det er kærligheden der usynligt er til stede og som gennemsalter og gennemlyser tilværelse.

Det mærker vi så stærkt her ved Alle Helgen, hvor vi mindes vores døde, mindes generationerne som gik forud for os, dem som byggede det samfund, som vi i dag kan nyde godt af, dem som gav os de værdier i arv, som vi kan bygge videre på, dem som fortalte os de historier, vi kan spejle os i, så vi kan finde os selv og udvikle os som mennesker, dem der byggede kirken her og som generation efter generation har båret børn til dåben og givet dem historien om Jesus og hans uforbeholdne kærlighed og grænseløse tilgivelse som det et menneske kan leve og dø på.

Vi mindes i dag særligt Martin Luther og de øvrige reformatorer, som selv havde erfaret evangeliets lys og salt og som kæmpede for at det ikke skulle blive dækket til af alle vores egne tanker og teologier, planer, projekter og interesser og derved miste sin kraft og tabe sin glød.

Evangeliet om Guds grænseløse kærlighed, om Guds nåde i Kristus, om Guds livsfornyende Ånd, som puster liv i os og som puster vores selvcentrerede projekter om kuld.

Bagved og nedenunder er Gud overalt usynligt til stede i vores liv som den gådefulde magt eller kraft, der bærer os oppe, som giver hver dag sin særlige smag og farve og karakter. Som vores livs lys og salt.

I er jordens salt! I er verdens lys!

Læg mærke til, at Jesus ikke siger: Nu skal i tage jer sammen og prøve at blive jordens salt og verdens lys.

Nej, han siger I er. I er det allerede. I er det som I er.

Vores liv er gennemlyst og gennemsaltet af Gud selv.

Livet som det er lige her og nu, for os skrøbelige mennesker. Vi fejler, vi svigter, vi skuffes. Der er dage, der løber ud mellem fingrene på os, og måneder og år vi spilder på bitterhed og uvenskab og strid. Men Gud bliver ved med at tro på os og være til stede i vores liv med sit salt og sit lys. Og i glimt oplever vi det, hvordan vi gør en forskel i andre menneskers liv, og de i vores, hvordan et andet menneske med sit nærvær og sin opmærksomhed gav mig kraft og næring, lyste op og fulgte med så livet igen åbnede sig for mig.

I er jordens salt. I er verdens lys.

Sådan lød Jesu ord en dag for næsten 2000 år siden til en tilfældig flok mennesker: fiskere og håndværkere, børn og voksne, ludere og lommetyve.

I er jordens salt. I er verdens lys, skrev Matthæus i sit evangelium. Og en munk i Wittenberg læste det. Han blev ramt af budskabet om at han ikke skulle fortjene sig vej til Guds kærlighed, Guds accept, Guds nåde.

Han læste hos Paulus at han alene skulle tro på det, have tillid til det. Og det gjorde han så!

Luther var ikke nogen helgen og han ville vende sig i sin grav, hvis vi her ved reformationsjubilæet fejrede ham som sådan.

Luther kom på sine gamle dage med forfærdelige udfald imod jøder og muslimer, og han blev så bekymret for det han selv havde sat i gang, at han sanktionerede fyrsternes brutale undertrykkelse af håbefulde bønder.

Luther var ikke nogen helgen. Men han var mærket af det lys og salt, han havde mødt i evangeliet, og han havde modet til stå ved det, at fortælle os at vi er Guds mennesker, som vi er – på en gang retfærdige og syndere. At vi ikke har brug for aflad, men bare kan folde vores hænder og bede direkte til Vorherre. Og at vi derfra kan hente mod og kraft til at være lys og salt.