Prædikener
Nyheder

Pinsedag

Prædiken, Trekroner Kirke, 9. juni 2019

Som hånd i handske passer det at tage en ny kirke i brug Pinsedag. Endnu bedre end hvis kirken - som først planlagt – var blevet taget i brug til påske. For pinse er den kristne kirkes fødselsdag.

Det med kirke havde været på vej rigtig længe.

Det begyndte med at Gud allerførst af kærlighed skabte verden, og mennesket blev til.

Det gik ikke helt efter planen – det kan være en trøst for os, som heller ikke altid kan få vores planlægning til at virke. Vi mennesker gik vores egne veje, og Gud valgte selv at blive menneske, for at få os i tale.

Jesus var i ord og handlinger Guds grænsesprængende kærlighed midt i denne verden. På en måde så smukt og godt. Og så alligevel ret meget for meget.

Så Jesus blev taget til fange og dømt og pint og henrettet på et kors som en forbryder.

Men hans kærlighed viste sig at gå ud over, hvad nogen af os kan fatte.

Da de kom til hans grav påskemorgen var den tom.

I dagene og ugerne derefter kom han igen til sine sørgende og skamfulde disciple.

Og langsomt begyndte de at fatte, at hvad der for dem havde set ud som det totale nederlag, var Guds kærligheds endegyldige sejer.

Men det var virkelig ikke så let at tage til sig, for bange disciple, der vidste, at de selv havde svigtet, da det gjaldt.

De havde siden påske for det meste siddet inde bag lukkede døre og talt med hinanden om hvad der var sket, og hvad det mon alt sammen kunne betyde.

Nu var det blevet pinse.

Da gik der et vindpust gennem huset.

De kom i tanke om den gamle historie om hvordan Gud i tidernes morgen pustede livsånde i Adams næsebor.

Og de fik mod til at gå ud af huset med hele den historie, de havde været igennem og de tanker de havde delt.

De opdagede at evangeliet om Jesus som Guds grænsesprængende kærlighed kunne tale til mennesker på alle sprog, i alle kulturer over hele jorden.

Og de oplevede, at det kastede lys over alt i deres liv, over hele verden.

De blev den første kirke. En kirke af levende sten.

Pinsedag er den kristne kirkes fødselsdag.

Trekroner  

Derfor passer det som hånd i handske at tage Trekroner Kirke i brug netop i dag.

En kirke, som er udformet i samtale og samarbejde med folk her i området.

En kirke, som er en del af lokalsamfundet her i Trekroner, men som samtidig også er markant anderledes end alle bydelens andre bygninger.

Et sted hvor vi kan søge hen for at høre noget andet, end det vi kan sige os selv.

Et sted, hvor vi kan lade de bibelske fortællinger kaste lys over vores liv.

Et sted, hvor vi kan bære vores børn til dåben eller selv søge hen for at blive døbt og høre og mærke, at tilværelsen er en ubeskrivelig gave.

Et sted, hvor vi kan udtrykke vores dybeste taknemmelighed og vores mest tyndhudede bekymring for det liv, vi har fået til deling, det liv, vi har fået ansvar for, og som vi ikke altid magter at passe på.

Et sted hvor vi bliver mindet om kærligheden som vores livs største gave og opgave.

Et sted, hvor vi kan være, når sorgen rammer os og tilværelsen falder fra hinanden, og vi mister retning og mening.

Et sted, hvor vi kan søge fred og finde inspiration og nye kræfter.

Trekroner Kirke er nu sådan et sted.

På en gang en del af området og samtidig noget helt særligt.

Den er midt mellem alle de mange nye firkantede huse formet som et organisk hjerte.

Et lokalt kraftcenter.

Og samtidig et sted, som peger ud over det lokale, et sted, hvor ord og toner, hvor bøn og bekendelse, forkyndelse og lovsang forbinder os med hinanden på tværs af alt det lokale.

For det glædelige budskab om Guds grænsesprængende kærlighed, som Jesus møder os med, bryder ud af det lokale, bygger broer mellem mennesker på tværs af sprog og kulturer og verdensdele, så vi alle sammen, sammen, kan høre beretningen om ”Guds storværker på vores egne tungemål.”

Det budskab, som vi som kirke deler med mennesker over hele verden, og som huset her nu er endnu en lokal ramme omkring, udtrykte de første kristne i en enkelt sætning:

Jesus Kristus Guds Søn Frelseren.

Forbogstaverne i de 5 ord danner på græsk orden IKTYS, der betyder fisk.

Pinsefisken

Det er baggrunden for at Roskilde Stifts tidligere biskop Jan Lindhardt i samarbejde med Danmarks Fiskehandlerforening introducerede begrebet ”pinsefisk”.

Forrige onsdag overrakte jeg i Torvehallerne i København årets pinsefisk til fungerende videnskabs- og undervisningsminister Tommy Ahlers.

Pinsefisken 2019 blev Skærisingen.

Og jeg kunne holde en kort tale om hvad fisk har med pinse at gøre. At nogle af disciplene jo faktisk var fiskere, at Jesus tit spiste sammen med folk og over måltidet talte med dem om Guds rige. At han en gang delte to fisk og fem brød så 5000 mennesker blev mætte, og at fisken blev et symbol for kristendommen i kirkens første tid – inden man begyndte at bruge korset som tegn. Fisken er et tegn I har taget til jer her i Trekroner og sat på jeres døbefont.

Jeg talte i 3 minutter, men så var det også om at holde op, mens legen var god, for nu skulle vi smage skærisingen.

Og mens vi stod der og smagte på herlighederne, begyndte snakken – også om hvad kristendommen egentlig har at betyde for os i dag.

Pinsefisken virker faktisk. For vi er mennesker af kød og blod, der har brug for at hænge vores tro op på noget konkret. Til jul sætter vi en stjerne i toppen af juletræet. Den peger på barnet i krybben, og vi spiser andesteg og rødkål og risalamande og husker at Gud blev menneske.

Hvert år til påske spiser vi lam og æg husker vi på, at Jesus blev offer for verdens ondskab, at han døde på et kors, men opstod påskemorgen.

Og hvad nu med pinsen? Her var det Jan Lindhardt fandt på det med pinsefisken, for at minde os om, hvorfor vi fejrer pinse.

Pinsens hemmelighed

Skal jeg med mine egne ord prøve at udtrykke, hvad der er pinsens hemmelighed, så vil jeg sige, at apostlene den første pinse i Jerusalem opdagede, at det de havde oplevet sammen med Jesus var noget, de ikke kunne holde for sig selv. De blev nødt til at slå dørene op til verden, de blev nødt til at fortælle det hele så godt de nu havde forstået det, de måtte dele deres tro med andre.

Pinseunderet bestod i, at de blev klar over, at Gud er levende tilstede i mellemrummet mellem os. At det passer, hvad Jesus en gang sagde: ”er to eller tre forsamlet i mit navn, er jeg sammen med dem.”

Det kan ske her i kirken, mens vi beder Fadervor sammen.

Men Gud er ikke kun i mellemrummet, når vi er til gudstjeneste. Jesu Ånd er ikke spærret inde her i kirkerummet, den bevæger sig frit, den blæser på os og flytter på os, når vi mindst venter det. Den knytter bånd mellem mennesker, der ikke havde forestillet sig, at de havde noget at sige hinanden, den tænder vores engagement, når det går op for os, at andre har brug for vores indsats.

Kristentro lever ved at blive delt.

Som vi gør det lige nu her i Trekroner Kirke.

Tillykke med kirkebygningen.

Glædelig pinse. Amen.