Prædikener
Nyheder

Trinitatis Søndag 

Førslev Kirke, 27. maj

Trinitatis søndag 2018, Matt. 28, 16-20

403 – 356 – 318 – 364 – 321 – 11, genåbning af kirken

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.

Vi glæder os i dag over genåbningen af Førslev Kirke. Den blev bygget for 900 år siden, fordi nogen havde taget Jesu ord: ”Gå ud i alverden og gør alle folkeslag til mine disciple” så alvorligt, at de virkelig kom til at gå fra mund til øre, fra generation til generation ud i alverden, så de i løbet af 1000 år nåede helt her op til det dengang så kolde nord. Kirken blev bygget, fordi mennesker her på egnen lyttede til hvad der blev fortalt og ønskede at dele det kristne evangelium med hinanden.

Mission kalder vi det, at evangeliet fortsat lever ved at blive delt. Herinde under hvælvingerne og når vi om lidt bærer inspirationen herindefra med os ud i hverdagen.

Men skal vi virkelig fortsat drive mission? Skal vi blive ved med at døbe børn, før de selv kan forstå, hvad der foregår? Er religion ikke her i 2018 blevet en privat sag som vi har frihed til at have hver for sig, men som vi ikke skal prøve at pådutte andre? Det vil jeg sige lidt om i dag, men først en lille historie fra de varme lande.

Don Alfonso, en midaldrende mayaindiansk bonde og medicinmand, fortæller - midt i sin morsomme og tankevækkende bibelhistorie - om de regnceremonier, man hvert år udfører i maj måned i landsbyen Xocen på Yucatanhalvøen i Mexico.

Han fortæller levende om hvordan man bygger et alter ude i majsmarken, og her ofrer man forskellige madvarer til regnguderne Chaak. Regnen er meget vigtig for mayaindianernes primitive landbrug, og man kan på de gamle templer fra før Columbus og kristendommen kom til den nye verden se, at Chaak-regnguderne allerede dengang spillede en stor rolle i mayaernes verden.

Jeg undrer mig. Don Alfonso er kristen. Han går i kirke næsten hver søndag. Jeg spørger ham: hvordan hænger det sammen, kristendommen og så det at han står for ofringerne til de gamle Chaak-regnguder.

Han smiler venligt og lidt overbærende. Som om han tænker: ja, de er jo lidt enfoldige de der europæere. Og så giver han sig til at forklare: Tænk på Mexico. I Mexico har vi valgt en præsident. Det er ham, der bestemmer alting her i landet. Men Mexico er et stort land. Derfor har præsidenten mange hjælpere. Han har ministre og embedsmænd og lærere og politifolk, som hjælper ham med at styre landet. Ligesådan er det i verden. I verden er det Gud og Jesus og Jomfru Maria, der bestemmer alting. Men verden er jo stor. Derfor har Gud hjælpere. Der er engle og helgener af mange slags – og nu var de gamle regnguder så gode til det med regnen her i mayaernes verden i forvejen, så de hjælper Gud med at holde styr på regnen her hos os.

Sådan er den gamle mayareligion og kristendommen i dag smeltet sammen i mayaernes verden. Sådan ser kristendommen ud i maya-perspektiv.

Mayabonden Don Alfonso er kristen. Det er han fordi Jesus, som vi hører det i dag, efter opstandelsen sendte sine disciple ud i verden for at gøre alle folkeslag til hans disciple.

Don Alfonso er kristen fordi 11 galilæiske fiskere og håndværkere og småfuskere var blevet overbevist om, at det var Gud selv, de havde mødt i manden fra Nazareth, og den viden kunne de bare ikke holde for sig selv. Den måtte de fortælle andre om, den måtte de selv tænke videre over, som det sker, når vi taler med hinanden. om det, der optager os, det vi har på hjerte.

Don Alfonso er - som vi her i kirken - kristen fordi de 11 disciple vovede at fortælle historien om Jesus som Guds søn, som Gud selv, videre, selvom det kom til at koste de fleste af dem livet.

En barsk historie var det fra begyndelsen. Og barsk var den også, da den kom til mayaindianernes verden. De spanske erobrere kom for at vinde rigdom og magt til den spanske konge, og de medbragte præster og munke gjorde hvad de kunne for at erobre indianernes sjæle til Gud.

Erobringen kom til at koste mange indianere livet. Nogle blev slået ihjel af de spanske geværer. Nogle blev dømt og henrettet for afgudsdyrkelse og gudsbespottelse af inkvisitionen. De fleste døde af influenza og andre sygdomme, som erobrerne havde med sig fra Europa. Missionshistorien er en barsk historie om, hvordan ønsket om at fortælle historien om Jesus videre, ønsket om at give mennesker del i det kristne evangelium ved at døbe i den treenige Guds navn og lære menensker at holde Jesu befalinger – at den historie er gået hånd i hånd med temmelig skumle politiske og økonomiske interesser.

Det gjorde, at jeg og mange af mine medstuderende tilbage i 70erne var meget kritiske overfor det at drive mission. Der er også i dag mange i vores hjørne af verden, som tænker: Hvorfor pådutte andre folkeslag vores tro og livsopfattelse? Er troen ikke en privat sag?

Hvad skal vi svare til det? Ja, først må vi konstatere, at vi altså ikke havde siddet her i dag, hvis de 11 disciple havde tænkt sådan den dag på bjerget i Galilæa. Når kristendommen er nået til os her i Førslev Kirke i dag, er det fordi de 11 og generationer af mennesker efter dem, fandt, at historien om Jesu ord og gerningen om hans liv, død og opstandelse var livsvigtig, at den historie var det nødvendigt for dem at dele med andre.

Når Don Alfonso i landsbyen Xocen fortæller sine bibelhistorier videre, når han forestår og videregiver de ceremonier, som han siger Jesus har lært os mennesker, så er det fordi han og hans landsbyfæller har taget historien om Jesus til sig, så er det fordi de er kristne og ved, at den kristne tro lever ved at blive delt.

Hvis vi synes at kristendommen kaster lys over vores liv, hvis vi stadig føler os udfordret af Jesu fortællinger og historien om ham, så duer det ikke at sidde og putte med dem i for os selv, så må vi dele evangeliet med hinanden. Som vi f.eks. gør det nu, hvor vi er samlet til gudstjeneste.

Sådan er jeg kommet til at tænke om mission.

På trods af alle de overgreb der i historien løb er sket i kristendommens navn.

Kristendommens påstand er, at Guds inderste væsen, Guds grænseløse og betingelsesløse kærlighed én gang for alle har åbenbaret sig for verden i Jesus fra Nazareth.

Og den kærlighed viser sig allerklarest for os i dåben.  Dåben i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. For det er her det siges til hver eneste af os personligt: du er kendt og accepteret og elsket af Gud som du er, du duer som du er. Din værdi og din værdighed som menneske er ikke noget du skal forstå eller fortjene dig vej til, den har du fået i fødselsgave. Du er fra første begyndelse et Guds barn, et menneske skabt i Guds billede, et oprørsk og i sig selv fortabt menneske som Jesus satte sit liv til for at nå med sin kærlighed – det er du og det er de andre her i kirken og dem du møder på vejen hjem og dem du ser på TV i aften. Også dem, du ikke bryder dig om, og dem du ikke forstår.

Det var det, som for alvor udfordrede de 11 disciple og deres landsmænd: det at Jesus gik på tværs af alle de grænser, man ellers satte mellem mennesker, mellem mænd og kvinder, børn og voksne, syge og raske, retfærdige og syndere. Det at han sagde: for Gud er der kun en ting, der tæller, og det er at I er mennesker, Guds højt elskede mennesker og mine brødre og søstre.

Det var så uhørt provokerende, at han endte med at blive dømt som oprører og gudsbespotter og henrettet som en forbryder på et kors. Det var så ubegribeligt, at den almægtige Gud ville gå så langt og synke så dybt for at nå enhver af os med sin kærlighed. Det kunne ingen sige sig selv, det kunne selv ikke de 11 disciple fatte. Det budskab må Gud stadig selv minde os om, som det sker når vi går i kirke. Det budskab må Helligånden gøre levende for os herinde under hvælvingerne.

Netop fordi Gud har vist sig for os i et menneske, er vores historie med Gud ikke en historie, vi er færdige med at forstå. Hver af de 11 disciple og de andre, som havde mødt Jesus havde sin historie at fortælle. Vi kan se det afspejlet i de 4 evangelier, som jo er ret forskellige. Og vi kan se hvordan man op gennem historien og i forskellige dele af verden har fortalt historien videre forskelligt, præget af det sprog og den kultur, man har haft som udgangspunkt. Hver tid og hver kultur har kunnet give sit bidrag til billedet af den Gud, der har vist sig for os i Jesus, og hvad vi deraf kan lære om hvordan vi skal leve livet med hinanden.

Sådan lever evangeliet ved at blive delt. Og vi kan, når vi deler evangeliet med hinanden, i glimt erfare hans nærvær, sådan som han i dag her i Førslev Kirke lover os det: at han vil være med os alle dage indtil verdens ende.

Amen.