Prædikener
Nyheder

5. søndag efter påske

Dyssegårdskirken, Hellerup.

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.

Prædikenen her i dag skal handle om livskriser og om den vej igennem dem, som bøn til Gud i Jesu navn kan være.

Ordet krise dukkede for alvor op i 70erne. Der blev oprettet krisecentre og etableret kriseberedskab og mennesker kom i kriseterapi. Og det var godt, at man ikke bare satte et ord på tingene, men også tog fat og tilbød professionel hjælp, hvor menneskers liv var ved at gå i spåner. Men samtidig tog vi ordet til os på en sådan måde, at der efterhånden ikke skulle meget til, før vi følte os i krise. Og vi kom til at tænke på det som en slags sygdom, noget vi hurtigst muligt skulle slippe af med, som vi skulle kureres for med piller og behandlinger. Måske er vi ved at have slidt ordet ”krise” skævt. Måske skulle vi finde på et andet ord for de svære situationer vi hver på vores måde løber ind i. For det at livet gør ondt, det at tilværelsen slår knuder, det at vi ind imellem mister fornemmelsen af retning og mening – det er ikke en sygdom, vi skal kureres for, men noget vi skal leve igennem – i samtale med hinanden og med Gud.

Men lad os nu alligevel holde fast ved ordet krise lidt endnu. Her hvor vi i kirken i dag møder nogle stærke krisefortællinger.

Først i dag mødte vi patriarken Jakob.  Han havde tidligere snydt sin bror Esau og sin blinde far Isak. Han havde brudt med sit hjem, han havde ikke set sin familie i årevis. Hans gamle far var død i mellemtiden, og nu skulle han omsider gense sin bror.

Natten før gensynet med Esau holdes Jakob vågen af spænding og dårlig samvittighed. Chancen for at forsone sig med faderen var forpasset, for han var død. Men hvad nu med Esau? Er han stadig vred og bitter? Vil de overhovedet kunne tale sammen? Jakob indhentes af mange års svigt, og den natlige sjælekamp skildres som en korporlig kamp med Gud. Jakob klamrer sig til sin Gud, den Gud som han havde drømt om under flugten fra barndomshjemmet og broderen, den Gud som i drømme havde velsignet ham på trods af hans bedrageri. Jakob nægter at slippe. Og Jakob velsignes ved daggry. Han mødes næste morgen af Esau, der løber ham i møde og omfavner ham. Det tog tid, 20 år og en nat, men der var en vej gennem krisen.

Disciplene som vi hørte om i evangelielæsningen, er også her i tiden mellem påske og Kristi Himmelfart mærket af livet. Mærket af svigens skam og dødens kulde. De har mistet deres ven, deres lærer og mester og med ham sammenhængen i deres liv. Og de ved, at de ikke selv var uden skyld i hvad der skete. De havde ikke lyttet ordentligt efter, de havde ikke forstået ham, og de svigtede ham, da det for alvor gjaldt. Nu har de mistet ham og tilværelsen er sat i stå. De ved ikke, hvordan de skal komme videre. De kan ikke forestille sig, at der nogensinde skal blive et liv for dem igen. Disciplene er i krise, som Jakob, men deres reaktion er en anden end Jakobs. De kæmper ikke for at holde fast i drømmen, de tør ikke håbe på at livet igen vil åbne sig for dem og skænke dem velsignelse, de er forvirrede, usikre, opgivende, på vej til at forstene.

De klamrer sig ikke som Jakob til Gud, det er som om de helt har mistet troen på en Gud.

Måske tænker de som vi, når vi rammes af sygdom eller ulykke: hvor er Gud henne, hvorfor griber han ikke ind, er der overhovedet nogen Gud til i den her ubegribelige og uretfærdige tilværelse?

Måske tænker de som vi, når vi har slået skår i vores eget og andre menneskers liv: hvis der er en Gud, så kan han da nu ikke ville have noget som helst med mig at gøre.

Da er det Jesus taler til dem om Gud på en anden måde, end de selv kunne forestille sig det. Han minder dem om det billede af Gud, han tegnede for dem med sine lignelser:

En Gud, der lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.

En Gud der er som den fortabte søns far, der tog imod sin forvildede yngste søn med åbne arme, og som heller ikke opgav den fornærmede storebror.

Den Gud var det, han havde lært dem at bede til: ”Vor Far, du som er i himlen”.

Den Gud klamrede Jesus sig selv til, da hans eget liv gik i krise, da han blev forrådt og forladt, dødsdømt og korsfæstet, da klamrede han sig med sine sidste ord til Gud: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig”, råbte han.

Sådan kæmpede han med Gud og vandt. Sådan blev han selv det endegyldige billede på den Gud, hvis kærlighed går på tværs af alle de grænser vi kan forestille os, selv grænsen mellem liv og død.

Det er med den historie i ryggen, at disciplene midt i deres krise skal vide, at de ikke er ladt alene, at Gud ikke har sluppet taget i dem, at der er en vej videre frem også for dem, og at de vil kunne skimte den, når de beder til Gud i Jesu navn.

Det er her fortællingen i dag har bud efter os.

For er der noget, vi har svært ved – de fleste af os – så er det at bede, at bede til Gud eller at bede andre om hjælp. Det er en blanding af stolthed og frygt for at ligge andre til byrde. Det er en modvilje mod at vedkende sig sin svaghed og sin afhængighed af andre. Det kan føles ydmygende at søge beskyttelse hos Gud eller hos et andet menneske. For tidens ideal er det selvstændige, omstillingsparate, virksomme menneske, den som er sit eget livs administrerende direktør.

Men det er en illusion. Sådan er vores liv ikke, i hvert fald ikke hele tiden. Det er hvad krisehistorierne i dag gør os opmærksomme på.

Det er livsvigtigt at turde bede om hjælp, og være lydhør overfor andres bøn om hjælp.

Bøn handler om at sætte ord på livet som det er, og på håbet om sammen at kunne finde en vej igennem det ingen af os selv kan magte eller overskue.

Her i kirken får vi en mulighed for at øve os i bøn.

Når vi er her i rummet tar vi Jesus på orden. Vi beder ham om at tale til os, vi beder ham om at være hos os. Vi lægger vores glæder og sorger, vores håb og drømme frem for ham. Og her i dag er det altså kriserne og det svære liv, der har været på programmet.

Jakob blev mærket af sine svigt overfor familien. Gud slog ham på hofteskålen, han blev halt, hans gang på jorden blev ikke så let som før. Sådan også for os, vi bliver mærket af de skævere vi slår, vi må lære at leve med konsekvenserne af de fejl, vi gjorde og de kampe, det førte med sig. Men vi skal ikke klare det alene.

Jakob blev velsignet. Solen stod op over ham igen, og han blev forsonet med sin bror.

Ligesådan med disciplene. De blev dybt mærket af deres historie med Jesus. Hans død gav dem en selvindsigt og deres tilværelse en alvor, de aldrig blev fri af. Men også for dem stod solen op igen. De blev velsignet med Jesu opstandelse. Og han sendte dem af sted for at fortælle historien videre, for at række den trøst og det håb den rummer videre ud over hele jorden.

Derfor er det vi sidder her i dag hver med vores blå mærker på sjælen. Vi sidder med næserne vendt mod øst, mod solens opgang for at blive mindet om, at solen er stået op også for os. Og før vi går hjem, får vi Guds velsignelse med os ud i hverdagen.

Ordet krise er græsk. Det betyder dom eller vendepunkt. Sådan er det. Pludselig står det klart for os, hvad vi gjorde af fejl og hvor vi gik forkert, hvad vi nåede, og hvad der blev for sent. Men samtidig kan sådan en krise også blive et vendepunkt. Et sted hvor nyt liv kan spire frem, hvor lydhørhed og opmærksomhed kan få plads i vores forhold til hinanden. At bede til Gud i Jesu navn er at bede om hjælp til at det vil lykkes. Amen.