Prædikener
Nyheder

Juledag

Roskilde Domkirke

Luk. 2, 1-12

DDS: 99 - 100 - 125 / 114 - 110 - 118

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.

Jeg stødte på en ordveksling forleden. En spørger: Hvor begynder himlen? Og svaret lød: Den begynder helt nede ved jorden – ellers ville der mangle et stykke!

Himlen begynder ved jorden – ellers ville der mange et stykke.

Det blev overskriften for min juleprædiken i år. Og det satte to gudstjenester jeg deltog i sidste søndag i perspektiv. Først var jeg inviteret ud til frikirken Roskilde Vineyard, som holder til i nogle tidligere butikslokaler ude på Søndre Ringvej. Roskilde Vineyard var nemlig blevet Grøn Kirke nr. 200 i Danmark, og det skulle fejres. Gudstjenesten var meget jordnær. Vi begyndte med kaffe og hyggelig samtale med særlig opmærksomhed i forhold til dem, man ikke kendte i forvejen. Der blev talt og sunget og drukket mere kaffe i de dagligstueagtige lokaler, før vi nåede til prædikenen, en udmærket og vclforberedt prædiken, som den lokale præst Simon stod for - iført uldswetter og tophue. Jeg kørte direkte fra Roskilde Vineyards lavloftede lokaler til Domkirken, hvor jeg var inviteret med til de 9 læsninger med 100 korsangere i sving under vores høje himmelstræbende hvælvinger. Og jeg tænkte: hvor kan kristne gudstjenester dog udfolde sig forskelligt bare her i lille Roskilde.

Da jeg så sad og forberedte mig til julegudstjenesten her i dag, slog det mig, at her møder vi faktisk den allerførste kristne gudstjeneste. Og at den på en måde kombinerer frikirkens jordnære dagligstue og Domkirkens højhvælvede himmelstræb. Den første kristne gudstjeneste finder sted ude på marken udenfor Betlehem. Det er virkelig meget jordnært. Derude i mørket holder en flok hyrder vagt over byens fåreflokke. Koldt og mørkt er der og meget konkrete trusler i form af sultne rovdyr, der er på udkig efter et lam eller måske en hyrde.

Men over dem hvælver stjernernes himmelstræbende uendelighed sig. Så er det, at det hele pludselig begynder at synge. En engel bringer dem et godt budskab. Og de får det meget jordnære tegn, at de skal finde et nyfødt barn i en krybbe. Det er jo fuldstændig som når vi sidder her inde under hvælvingerne og synger til Guds ære og lytter til juleevangeliet.

Og omdrejningspunktet for det hele – ude på hyrdernes mark, i frikirken på Søndre Ringvej og her i Domkirken er ham, hvis fødselsdag vi fejrer i dag. Barnet i krybben i Betlehem, tømrersønnen fra Natareth, manden på korset i Jerusalem. Troen på at I ham mødes himmel og jord, så der aldrig mere skal mangle et stykke.

Hvem var han, hvad ville han, og hvilken betydning har han for os?

Det spørgsmål har man tumlet med i snart 2000 år.

Hovedparten af vores tids bibelforskere siger, at Jesus nok slet ikke blev født i Betlehem. Det vi ved med sikkerhed er, at han voksede op i Galilæa, i udkants Palæstina. Men det var i tidens tanker ikke særlig ærefuldt eller betydningsmættet. Verdens frelser kunne da ikke være født i en lille provinsby som Nazaret? Frelseren fra Fuglebjerg – det duer ikke rigtigt – undtagen måske i Fuglebjerg! I virkeligheden vidste man nok ikke hvor og hvordan Jesus var født, men for at udtrykke hans betydning, opstod fortællingen om Jesu fødsel i Betlehem, hvor den glorværdige kong David og hans slægt stammede fra. Sådan tænker historikerne, men hvem ved. For Lukas, der er vores juleevangelist i år, er generelt optaget af historiske kendsgerninger. Han forankrer sin beretning solidt i denne verden. Han har skrevet et forord til sit evangelium, hvor han oplister sine kilder. Han fortæller, at han ikke selv har kendt Jesus, men har historien fra nogen, der har, fra apostlene selv og fra andre øjenvidner. Han fortæller om kejser Augustus i Rom, og Kvirinius der er statholder i Syrien, der er en folketælling, der er to unge mennesker på rejser, og der er hyrder på marken. Men så går der pludselig hul på den historiske virkelighed. Himlen flyder over med en engel og en syngende engleskare. Lukas fortæller ikke historie, som når den nu 100 årige Erling Bjøl fortæller Verdenshistorie. Lukas fortæller frelseshistorie. Det er himlen og jorden, der mødes i det lille barn i krybben i Betlehem. Det er Gud, der i det barn bryder ind i den historiske virkelighed for at åbne vore hjerter.

Som juleforberedelse har jeg i år haft glæde af at læse en lille bog om Jesus, der udkom her i november i serien Tænkepauser. Den er skrevet af Kasper Bro Larsen, der er lektor i Ny Testamente i Århus. Han har sat sig for at finde ud af, hvad man som minimum ved om Jesus. Sådan rent historisk. Det er faktisk en ret gammel diskussion. Med oplysningstiden i 1700-tallet opdagede man, at der er mange lag i den her historie. Historikerne har skrællet sig ind ti noget, de mener er helt sikker viden: Det er den Jesus, der voksede op i Nazaret, som blev døbt i Jordanfloden af Johannes Døbes, som virkede som forkynder og healer, og som døde en forsmædelig død på et kors i Jerusalem. Og så er der troens Jesus, ham hvis fødsel vi er her i kirken i dag for at fejre. Guds søn, Gud selv, født som et menneske som du og jeg. Ham som vidste mere end vi og evnede det, der overgår vores forstand. Ham hvis liv ikke endte på korset med som opstod påskemorgen, og som er med ogn når vi holder gudstjeneste, når to eller tre eller nogle hundrede er forsamlede i hans navn.

Spørgsmålet er, om vi nogensinde kan komme bag om troen og finde tilbage til den historiske Jesus, om vi kan skrælle vores egne fortolkninger af på den måde. Spørgsmålet er, om vores billede af Jesus ikke altid vil være farvet af det, mødet med ham har kaldt frem i os. Sådan var det allerede for de fire evangelister det også. For Markus er Jesus helten over alle, selvom han døde bange og forladt af Gud og mennesker. For Matthæus er Jesus inspirationen til et nyt liv med Gud. I bjergprædikenen sammenfatter han sit budskab til verden. For Lukas er Jesus de udstødtes ven. Derfor er hyrderne de første, der hører det glædelige budskab. For Johannes lyser det ud af Jesus, at han er Guds søn, korset er som en trone. Det er fuldbragt! siger han, da han udånder. 

Og sådan er det stadig. Hver tid hører ham med sine ører. I 1970’erne var Jesus en munkemarxistisk oprører. I 1980’ere og i 1990’erne med fortællingens genkomst blev han den helt store storyteller. Dan Browns Jesus i Da Vinci Mysteriet fra 2006 er en hvid middelstands amerikaner som ham selv med kone og barn. For tiden er Jesus lidt pinlig – i hvert fald her til lands. Vi danskere er nok kristne, mener vi, men vi er ikke religiøse. Der er mere mellem himmel og jord, siger vi, men det med Jesus, det er lige stærkt nok. Så har vi det lettere med Svend Brinkmann. Han er en moderne profet, der minder os om det vi midt i vores fortravlethed næsten havde glemt. Godt og gavnligt, men måske ikke helt nok. Når der i går til juleaftensgudstjenesterne kom 6300 mennesker i kirke, så er det fordi vi har brug for at blive mindet om, at himlen når helt ned til os på jorden, at der ikke mangler et stykke. Det kan godt være, at vi ikke kan fatte det med vores forstand, men det taler til vores fantasi, og det går os til hjertet, når vi – som Maria Harms udtrykte det i går - tager ordene ind i vores munds hvælving og synger dem ud herinde under Domkirkens hvælvinger. Når vi lytter til englenes budskab til hyrderne på marken om Guds himmel og virkelighed, der hvælver sig over os, og om at Gud i sin søn giver os del i hans fred og velbehag.

Når vi lytter til beretningen om ham som blev født i stalden i Betlehem og voksede op og blev tømrer i Nazareth, så mødes jord og himmel. Når vi hører at han går på vandet for at komme til os på tværs af tid og rum. Når vi hører at han forvandler vand til vin for at bespise os med himmelbrød i nadveren. Når vi hører ham stille os nærgående spørgsmål til vores liv med Gud og med næsten, så mærker vi, at han går ved siden af os - også når livet går. Det kan kolde hjerner ikke forstå. Men hjertet ved, at det er sandt.

Uanset om Jesus blev født i Betlehem eller Nazareth eller et helt tredje sted, så tror vi, at Gud i ham kom til sin verden. At himmel og jord i ham mødtes, så det stadig rører vores hjerter. Barnet i krybben blev voksen, og han sagde og gjorde ting, verden aldrig har kunnet glemme. Han udstrålede en kærlighed, som end ikke døden kan skille os fra, og sådan blev han verdens frelser – og vores med. Det holder vi jul på. Det holder vi gudstjeneste på. Himlen begynder ved jorden. Der mangler heldigvis ikke et stykke. 

Amen.