Prædikener
Nyheder

10. søndag efter Trinitatis

Prædiken, 25. august, Roskilde Domkirke

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. 

Amen.

I dag skal det handle om det ansvar, vi har som mennesker, om at vores ord og handlinger har konsekvenser, og at de konsekvenser kan være ret ubehagelige. Men midt i det er vi ikke overladt til os selv. Jesus holder ud med os og holder os ud. Han er Guds lys midt i vores mørke.

En svensk skolepige satte sig for et år siden foran rigsdagen i Stockholm med et skilt, hvorpå hun havde skrevet: skolestrejke for klimaet.

Siden er det blevet til en ungdomsbevægelse: Fridays for future. Greta Thunberg er blevet inviteret til EU og til paven i Rom. Hun har talt ved forårets klimademonstration i København, og nu er hun med sejlskib taget til New York for at tale i FN. 

Hendes budskab er klart: Lyt til videnskaben. Kloden kan ikke holde til den måde vi mennesker har slidt på den gennem de sidste par generationer. Dagens politikere og hovedparten af vestens voksne, tager ikke krisen alvorligt nok. Vi kan ikke bruge smukke ord om grøn vækst til noget, vi har brug for panik, siger hun.

Da jeg hørte Greta Thunberg tale til os foran Christiansborg i maj, kom jeg til at tænke på den dundertale vi lige før hørte Jesus holde til sine landsmænd. Greta Thunberg talte som Jesus til et folk, som måske ikke kender sin besøgelsestid. Hun holdt en tale om, at det snart kan komme til at gå helt galt, fordi vi ikke ved, hvad der tjener til vores fred. Hun talte om, at den nuværende generation af voksne ikke lever op til sit ansvar. Vi har fået jorden, denne fantastiske blå og grønne planet betroet. Vi har ansvar for at sikre ordentlige livsvilkår for dyr og planter nu og i de kommende generationer. Men vi gar glemt det i vores optagethed af økonomisk vækst, øget forbrug og og drømmen om succes og rigdom. Vi har gjort planeten til en røverkule, kunne hun have sagt.

Greta Thunberg prøver at råbe os op, prøver at få os til at indse, at klimakrisen gør det nødvendigt at ændre retning, at tage vores livsform op til revision. For livets, de andres og fremtidige generationers skyld.

Jesus er også optaget af livet, de andre og de kommende generationer. Han drømmer om fred, han kæmper for fred. Han ønsker at mennesker må finde fred med Gud og med hinanden, SHALOM hedder det på hans eget sprog aramaisk. Det handler om helhed og sammenhæng. Og byen Jerusalem var og er en slags symbol for denne længsel efter fred, efter Gud og det gode liv.

Det Jerusalem, Jesus rider ind imod i evangeliet i dag findes ikke mere. Af templet er kun grædemuren tilbage. Det vidste evangelisten Lukas, da han skrev sit evangelium et halvt hundrede år senere.

Da havde fjenden i skikkelse af de romerske hære kastet en vold op om Jerusalem, de havde belejret den og trængt den, og den var blevet indtaget med al den brutalitet, der dengang som i dag hører krigen til.

På Titusbuen i Rom kan man se, hvordan det gik for sig, da Jerusalem blev erobret i år 70, det jødiske folk tvunget til underkastelse og den store 7-armede lysestage ført til Rom i triumf.

Alt det vidste Lukas, da han skrev sit evangelium, og det er sandsynligt, at det har farvet hans gengivelse af, hvad der skete og hvad der blev sagt den dag, da Jesus red ind til byen Jerusalem for sidste gang, da han blev hyldet af store folkeskarer som en konge, men godt selv vidste, at begejstringen ikke ville vare ved, da han red ind vel vidende, at folkets ledere var ude på at skaffe sig af med ham og faktisk ville få held til det i løbet af ganske få dage.

Det Jerusalem Jesus kendte blev jævnet med jorden.

Men et nyt Jerusalem er blevet bygget op på ruinerne.

En betagende by, som er mere end en by, som er et symbol for mange folk og flere religioner.

Jerusalem er mere end en samling spændende gamle bygninger, det er en drøm, der lever i vores hjerter. Drømmen om at leve i fred med os selv, med vores medmennesker og med Gud.

Men spørgsmålet er, hvordan vi administrerer den længsel, hvilken form vi giver den drøm.

Det er her historien i dag bliver til mere end en efterrationalisering fra evangelisten Lukas hånd, mere end en fortælling om hvad der skete engang.

Det er her historie bliver nærgående.

Jesus græd over Jerusalem, da han på sit æsel kom ridende ind imod byen palmesøndag.

Han græd fordi han var klar over, hvordan det ville gå, at de ledende i byen allerede var i gang med at lægge planer for, hvordan de kunne få skaffet sig af med ham, at han i løbet af få dage ville blive taget til fange, dømt og henrettet.

Det kunne vær bittert nok for ham personligt.

Men det er ikke kun sin egen skæbne han begræder her i evangeliet i dag. Det er sit folk, byen Jerusalems indbyggere, han græder over.

Han græder i sorg over det folk, han elsker, de mennesker, han har sat sit liv ind på at nå med sine ord og sine gerninger.

Jesus ville have sit folk til at fatte, at livet ikke er vores eget, men en gave og en opgave, vi har fået betroet af Gud. Han ville have mennesker til at åbne sig for livet, til at tage imod dets glæder og sorger, dets udfordringer og problemer, og dele det med hinanden. Han ville have os til at genkende en søster eller en bror i hvert eneste menneske, han ville kalde medfølelse og barmhjertighed frem i menneskers liv.

Men det var ikke den fred, man ønskede sig.

Folkene i Jerusalem, særligt de ledende, dem der gik for at være de frommeste, de tænkte anderledes om Gud og mennesker.

De tænkte, at fred, det opnår man kun, hvis man selv har orden i sit livs regnskab. Og det prøvede de så at få ved at overholde alle de forbud og påbud og regler, de kunne finde i Bibelen. De tænkte, at hvis de selv levede sådan og i øvrigt holdt sig på afstand af dem, der ikke gjorde det, så kunne de opretholde ro og orden i samfundet og være i fred for hinan­den. Og hvis de overholdt reglerne for bønner og bragte de ofrer i templet, som loven foreskrev (og som man kunne handle sig til i templets forgård) ja, så havde man også orden i sit regnskab med Gud.

Sådan var drømmen om et kærlighedsfuldt liv båret af mening og sammenhæng, sådan var længslen efter Gud stivnet, blevet til formel fromhed og velfriseret anstændighed.

Derfor var det Jesus græd over Jerusalem den dag.

For han så, at fromheden og korrektheden så let bliver til mure hvormed man prøver at beskytte sig selv, samtidig med at man lukker andre ude.

Derfor var han selv gået på tværs, havde taget sig af syge og ud­stødte og havde sat sig til bords både hos de pæne farisæere og de foragtede toldere.

Og derfor gjorde han nu op med hele dette fromheds­system, ved at rydde tem­pelpladsen for handlende, ved at råbe efter dem, at de havde for­vandlet templet fra et bedehus, et åbent sted, hvor mennesker kunne tænke og lytte og blive holdt fast i taknemmeligheden til Gud og ansvaret over for deres medmennesker - det sted havde man gjort til en røverkule, til et sted, hvor livet var blevet reduceret til en form for handel, hvor hver prøvede at klare sig igennem selv.

Her løber mine tanker igen tilbage til Greta Thunberg og hendes tale foran Christiansborg, hvor hun kritiserede os velstillede europæere for at være mere optaget af at udvide kloaker og bygge diger og forsøge at beskytte os selv mod konsekvenserne af klimaforandringerne, end for alvor at gøre en indsats for at stoppe den globale opvarmning, som allerede nu ødelægger livsmuligheder for dyr og mennesker i verdens fattigere egne. Hun sagde, det er dumt og hjerteløst og redder os alligevel ikke på den lidt længere bane.

Det var hvad jeg ville sige om menneskers ansvar for 2000 år siden og i dag, og om de ubehagelige konsekvenser det kan få for os selv og andre, hvis vi ikke lever op til ansvaret.

Og midt i det lyder så det glædelige budskab til os, dengang og i dag: at Jesus ikke bare blev derudenfor og lod Jerusalem sejle sin egen triste sø, men at han red ind i den for at tø dens frosne hjerte op.

Han døde og opstod i Jerusalem og udfoldede dermed en kærlighed, som er mægtigere end al lukket­hed og selvoptagethed, ja, mægtigere end døden selv - Guds grænseløse kærlighed til sin verden og sine mennesker.

Den kærlighedserklæring gælder også os. Den lød første gang over os, da vi blev døbt, og den lyder til os hver gang vi kommer her i kirken: at Jesus gav sit liv for at nå os med ordet om Guds kærlighed, for at vække os til at leve i lyset af den.

Det budskab lyder lige nu til os. Nu er det vores besøgelsestid.

Amen