Prædikener
Nyheder

Søndag seksagesima

Roskilde Domkirke.

Mark. 4, 1-20

31 – 413 – 154 – 179 – 6

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.

Det har dårlig nok været vinter i år, og foråret har været på vej et stykke tid. Alligevel blev jeg overrasket, da en blå anemone allerede for en uge siden ukueligt optimistsk og uden bekymring for mulige sene snebyger foldede sine himmelske kronblade ud i kanten af staudebedet.

Der er noget af den samme ukuelige optimisme over evangeliet i dag. Lignelsen om sædemanden var maleren Van Goghs yndlingshistorie. Han tegnede og malede ham igen og igen – i tuch og olie. Den ødsle sædemand, der stædigt og tålmodigt sår sine kærner og ved, at det vil bære frugt. Det er et billede på Gud, Gud, der sår sit ord i menneskers sind og hjerter, Gud som stædigt bliver ved, der hvor vores evner og kræfter slipper op, Gud som ved, at ordet vil bære frugt i os og i verden.

Med sin fortælling om bonden, der tilsår sin mark, rækker Jesus os livsmod og håb, midt i vores velbegrundede bekymringer for klodens tilstand, verdens gang og menneskers uforstand og evangeliets gennemslagskraft her hos os og ude i verden.

Først lidt om bekymringer. Vi kan ikke lade være med at bekymre os. Jeg selv er ret bekymret for klimaforandringerne og de forringede vilkår for livets mangfoldighed verden over. Man kan med god grund bekymre sig over storpolitikken, hvor fake news og hård retorik hele tiden kaster nye konflikter og overskrifter af sig. Vi kan være bekymrede for den stigende ulighed i verden og nu også her i vores samfund. Vi kan hver især have vores personlige bekymringer for helbred og familieliv. Og jeg tror næsten hver eneste generation har set med bekymring på den kirkelige udviklingen, og har spurgt sig selv om kristendommen ville overleve, om den fortsat ville have betydning for deres børn og børnebørn.

Når vi gribes af den slags bekymringer er Jesu historie om sædemanden som en himmelblå anemone en fin februar-eftermiddag.

For det er jo en herlig Gud, Jesus lader os stifte bekendtskab med. En landmand så hengiven og lidenskabelig, at han rutter med sædekornet uden skelen til, at tre fjerdedele af såsæden går tabt.

Der er altid en sund realisme i de billeder, Jesus tegner for os. I historien her spreder Gud sit ord med rund hånd. Noget falder på vejen og spises op af fuglene, andet lander på klippegrund og visner bort, andet igen kvæles af tidsler. Kun en fjerdedel falder i god jord og giver udbytte. Og sådan er det jo virkelig generelt her i verden: der er et stort spild. Og vi selv bidrager ikke bare med et problematisk madspild, men også med mange andre spildte kræfter og muligheder. Og sådan er det også her i kirken. Evangeliet høres kun af os, når vi har ører at høre med. Og det har vi bestemt ikke alle sammen altid.

Men ind imellem sker det jo faktisk at mennesker åbner sig for Guds ord som jorden for sædekornet. Det sker typisk, når vi bliver forelskede, og når et barn kommer til verden, når livet bliver så godt og stort, at vi ikke selv kan finde ord for det. Eller det sker nor nogen dør fra os, eller når livet på anden vis gør ondt: når vi ikke kan finde ud af det med vores ægtefælle, vores børn, vores skrøbelige sind, eller hvad det nu kan være. Da sker det pludselig, at Guds ord rammer os og vi kan høre, at der er noget der bærer os, også der hvor vi ikke selv kan holde sammen på det.

Jesu udlægning af lignelsen om sædekornet kunne lyde som om han sætter os i bås. Som om han sagde: Mennesker kan inddeles i fire kategorier: dem helt uden antenner for Gud, dem der i et øjebliks begejstring kan finde på at folde hænderne og takke Gud, dem der deler deres opmærksomhed mellem Gud og Mamon og alverdens bekymringer, og så endelig de særlig Gudhengivne, hvis liv bærer frugt til Guds ære.

Måske har Jesus virkelig tegnet sådan fire menneskelige karikaturer skarpt og provokerende, men inden vi kommer for godt i gang med at få fordelt rollerne, inden vi falder hen i mismod over ikke rigtig at kunne finde melodien, eller kommer for højt op i ydmyg selvtilfredshed over egen gudfrygtighed, så skal vi lige læse et par sider længere og høre hvordan Jesus fortæller om, hvordan Gud lader sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Guds lys og grøde er altså ikke forbeholdt en gruppe og forholdt en anden. Når Jesu samtidige satte hinanden i bås og nogle kaldte sig farisæere, de retfærdige, der skilte sig ud i forhold til folkets brede masse af småsnuskede og mislykkede eksistenser, så var det netop Jesus der brød skellene ned, og satte sig og spiste med en tolder og tog prostitueret i forsvar. Det var ikke ham men hans tilhørere, der låste andre fast i bestemte roller og positioner. Sådan er det stadig. Vi sætter fortsat hinanden i bås og går meget op i dem og os. Men Jesus går en anden vej. Han deler ikke mennesker op i grupper og forbeholder sine ord for nogle bestemte, men spreder dem gavmildt ud over os alle sammen. Og hvad sker der så? Ja, der kan ske det, at vi opdager at de fire slags jord ikke repræsenterer forskellige slags mennesker, men forskellige livssituationer. Der er i de fleste mennesker liv perioder, hvor Gud står lavt på prioriteringslisten, mens vi til andre tider opdager, at det i virkeligheden er ham, der holder vores tilværelse sammen.

Der er endnu et moment i evangeliet i dag, der provokerer os. Det er der, hvor Jesus taler om Guds Riges hemmeligheder. Han får det næsten til at lyde som om han bevidst vil støde mennesker bort fra sig ved at fortælle historier, de dårligt kan forstå eller helt misforstår. Hvad i alverden kan han mene med det? Ja, det ville jo være mærkeligt, hvis jeg her kunne løse den gåde, som Jesus i evangeliet lader stå, men en flig af gåden, men måske kan vi løfte en flig af gåden. Måske vil Jesus netop have o´s til at fatte, at Gud rummer en gådefuldhed, vi aldrig kan trænge til bunds i. En gådefuldhed, han udfolder i sine lignelser, og som fik sit allerstærkeste udtryk i hans eget liv. En gådefuldhed, som vi også kender fra vores egne liv.

Vi oplever tider med medvind og stille lykke, hvor vi som noget helt selvfølgeligt folder hænderne og takker Gud. Tider hvor vi har så travlt med vores eget at vi helt glemmer at tænke på Gud. Tider med konflikt og brud, hvor vi måske selv godt ved at vi kvajede os, og hvor vi forestiller os Gud som den retfærdige og straffende dommer over vores tilværelse. Og tider, hvor sygdom og ulykke rammer, og hvor vi bare ikke kan se nogen retning og mening, og ikke synes vi kan få øje på Gud nogen steder. Hvad er det for en Gud. En Gud i hvert fald som går over vores forstand, hvis gådefuldhed, vi kun kan bøje os for. Men evangeliet til os midt i det er, at Gud ikke overlader os til os selv og vores mismod og bekymringer, men blev menneske for at følges med os på vejen. Jesus er Guds ord til os, han bliver ved med at så sit ord, tålmodigt, vedholdende, ødselt som sædemanden her i dag. Og fangede vi ikke pointen nu, nåede evangeliet ikke ind til os i dag, så er der ingen grund til at fortvivle, for næste søndag er der gudstjeneste igen, og om to år vender historien om sædemanden tilbage, og da kan det være, at vores sind og hjerte er åbent for budskabet som den gode jord for kærnerne.

På alle Van Goghs billeder af sædemanden hænger Guds sol på himlen oven over eller bag ham. I solens lysende gule farve er håbet, siger han. Håbet om at det vil lykkes, at Gud ikke holder op med at så sit ord, før det har fundet det sted, hvor det kan finde god jord og slå rod og sætte frugt i hvert eneste menneske. Som en lille blå anemone som vover sig frem allerede inden den første dag i marts.  Amen.