Prædikener
Nyheder

Sidste søndag i kirkeåret

Prædiken, 24. november, Roskilde Domkirke

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord.

Amen.

For et par uger siden, i forbindelse med Bogforum, udgav forlaget Eksistensen en bog af domprovst Anders Gadegaard om kristendom og politik. Det gav anledning til en del debat i hvert fald i Kristeligt Dagblad og andre kirkelige medier.

Det fik mig til at tænke på en udtalelse af tidligere biskop i København, Ole Bertelsen. Han sagde: enhver politisk prædiken er en dårlig prædiken, men enhver god prædiken er politisk. Og hvad er meningen med det: at hvis man ønsker at sende et klart (parti)politisk budskab, så skal man sende det et andet sted fra end en prædikestol. Men en prædiken skal på den anden side også sende menigheden ud af kirken med ny inspiration og lyst til at gøre en indsats i samfundet og i verden.

Citatet her dukkede af sig selv op i mine tanker, da jeg læste prædikenteksten om verdensdommen først på ugen. Den historie var og er på sin egen måde en form for politisk drivkraft. Den skubber til os, så vi kan mærke det, skubber os til handling – hver for sig og sammen. Og det er jo hvad politik handler om: ikke bare gøre sig tanker og have meninger, men at inspirere til handling, at vejlede og retlede i forhold til vores fælles liv og den verden vi er en del af.

Det er ikke svært at forstå, og det er ikke vanskeligt at udføre, det Jesus peger på: at give en sulten mad, at give en tørstig noget at drikke, at tage sig af en fremmed, at give en nøgne tøj på kroppen, at hjælpe en syg og besøge en fængslet. Enhver af os kan gøre det. Og vi ved også, at det ville ændre vores samfund og vores verden, hvis vi var noget bedre til at huske det og gøre det. I den forstand er det politisk.

Men der er en vigtig pointe i Jesu dommedagsbillede, vi ikke må overse: Tilhørerne ved ikke af, at de har gjort noget særligt. De vidste ikke, at det var Gud selv, de mødte i den sultne og den tørstige, den fremmede og nøgne, den syge og fængslede. Hvad de gjorde, gjorde de uden bagtanker, uden taktiske overvejelser, uden at tænke på at skaffe sig selv en fordel. De gjorde bare, hvad situationen krævede af dem.

Filosoffen og teologen K.E. Løgstrup har sat et navn på det her. Han kalder det ”suveræne livsytringer”. Det at mennesker uden at tænke på egen fordel hjælper andre, som Jesus fortæller os om det i lignelsen om den barmhjertige Samaritaner. Det at vi som udgangspunkt har tillid til hinanden, og at vi normalt holder os til sandheden, når vi taler sammen. Alt det, som man samlet kunne kalde næstekærlighed. Det at genkende et medmenneske i den anden, det at behandle den anden som et medmenneske.

Det ligger i vores hånd, det er vores ansvar. Men på en måde er det ikke vores egen beslutning, vores projekt. Når det sker, opleves det snarere som livets projekt med os.

Det er så selvfølgeligt, at vi dårligt tænker over det; at give den sultne mad, at give den tørstige noget at drikke, at tage sig af den fremmede og give den frysende tøj, at tage sig af den syge og besøge den fængslede. Men det er her vores liv afgøres, siger Jesus, her hvor opmærksomheden kalder os ud af os selv og vores egne tanker og planer. Her hvor medmenneskeligheden sætter sig igennem.

På trods.

For det er jo ikke altid sådan det er.

Vores liv består ikke kun af suveræne livsytringer.

Ofte lader vi os styre af vores helt egne interesser. Og vi ser med skepsis på de andre, som vi mistænker for at hyppe deres egne kartofler og for at udnytte situationen. Forestillinger om bagtanker og beregning kryber som slange ind i vores sind og lægger sig om vores hjerte. Vi tænker: når de andre ser ud til at udnytte situationen til egen fordel, hvordan beskytter vi os mod dem? Eller: hvorfor skulle vi ikke selv gøre ligesådan? Vi kommer til at tænke om hverdagen som en kampplads, hvor det først og fremmest gælder om at sikre sig selv og sine egne.

Men vi ved godt, at det ikke duer at give de her tanker frit løb. Vi ved godt at vi har brug for hinanden, at vi har pligt til at tage os af andre end os selv og vores egne.

Det har mennesker vidst fra ældgammel tid. Det er selve drivkraften bag opbygningen af vores samfund og det vi kalder civilisation. Det kan aflæses i alverdens love og regler for menneskers liv med hinanden. Og det har udmøntet sig i sindrige systemer af belønning og straf.

Vi ser det afspejlet i historien i dag om verdensdommen, sådan som evangelisten Matthæus gengiver den. Her kan vi se, at det med de gode gerninger, det bliver en del af et opdragelsessystem, hvor der uddeles belønning og straf.

Og vi ved, at sådan er det blevet brugt op gennem historien. Vi kan se det udmalet på kirkernes kalkmalerier. Billeder af fårene der bliver skilt fra bukkende, billeder hvor de frelste på den ene side lukkes ind i det nye Jerusalem, mens de fortabte af Djævlen og hans håndlangere drives ned i Helvede.

Den dobbelte udgang, talte man om, og man brugte det til at lokke og true folk til at gøre, hvad kirken mente var det rigtige. Sådan er der heldigvis ikke så mange – i hvert fald ikke herhjemme, der tænker i dag. Sådan tænker jeg ikke selv om det – det vender jeg tilbage til om lidt.

Men projektet med at styre os mennesker, så vi kan leve sammen i verden, det arbejder vi stadig på.

Vi formulerer menneskerettigheder og taler om værdier og opdrager på vores børn. Vi betaler vores skat om ikke med glæde så da i hvert fald sådan nogen lunde efter reglerne. Vi opbygger et velfærdssamfund, og vi vil da også gerne gøre lidt for de nødlidende ude i verden.

Og hvordan alt det skal gøres på den bedste måde, det vil jeg kalde politik med stort P, det er det, vi stemmer om til valgene, og som politikerne påtager sig at kæmpe med i det daglige. Det er rigtig godt. Det er helt nødvendigt.

Og det er efter min mening et stort fremskridt, at vi i dag har lagt det her ud til en demokratisk politisk proces, i forhold til de tider, hvor det var kirken, der sad for bordenden og udfra egne bagtanker og beregninger prøvede at styre mennesker med love og regler og løfter om himmelsk belønning eller helvedes straf. 

Men hvad bliver der så af dagens historie om verdensdommen, hvis den ikke er en historie om belønning og straf?

Her bliver vi nødt til at se historien i sammenhæng, at se den i lyset af ham, som fortalte den. Ham som sagde, at det er ham selv vi møder i hver eneste af de sultne og tørstige og fremmede og nøgne og syge og fængslede mennesker, vi møder.

For ham var det her med at genkende et medmenneske i hvert eneste menneske, vi står overfor, nemlig selve livets indhold og omdrejningspunkt. Fuldstændig uden bagtanker og beregninger. Det satte han hele sit liv ind på. Det udtrykte han i sine lignelser og det udfoldede han i sine handlinger.

Jesus satte sit liv ind på at nå de sultende, tørstige, fremmed og frysende, syge og fastlåste menneske, han mødte. Og den grænsesprængende kærlighed og barmhjertighed, den åbenhed og sandhed uden tryghedsskabende grænser og værnende privilegier blev mennesker for meget.

Han blev slået ihjel for det budskabs skyld. men døden fik ikke krammet på ham.

Det er derfor vi sidder her på bænkene i dag gennemlyst af hans glædelige budskab: jeg ser dig som et menneske, som et medmenneske, som en af mine egne små. Du er altid mere end dine gerninger, du skal ikke fortjene dig vej til din værdi og værdighed, du genkendt og anerkendt som et menneske, et højt elsket menneske.

Nu rammer den guddommelige kærlighed os. Måske kunne den også få os til et øjeblik at glemme bagtanker og beregninger, at åbne vores opmærksomhed over for de mennesker og den verden, som venter på os og vores engagement. På den ændring af det politiske landskab der finder sted, hver gang vi giver den sultne mad, den tørstige vand, den fremmede omsorg, den forfrosne tøj, den syge pleje og aflægger den fængslede et besøg. Og vi erfarer, at i det er livet selv på spil. Blev det er dårlig politisk prædiken eller en god prædiken, som også var politisk? Det må du afgøre! Amen