Prædikener
Nyheder

Skabelsestidsgudstjeneste

Prædiken, 22. september, Roskilde Domkirke

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. 

Amen.

Vi retter ved gudstjenesten i dag opmærksomheden mod Guds skaberværk, mod alle de levende væsner her på kloden, de planter og dyr som er grundlaget for vores liv, men som i de her år er under pres af os mennesker, særligt os i den rige del af verden, som har vænnet os til et meget højt og fortsat voksende forbrug.

Roskilde Fjord et herligt stykke natur. Den har i dag vist sig for os fra sin smukkeste og blideste side. Vi har af Nationalparken Skjoldungernes Land været inviteret til at gå på opdagelse i fjordens mylder af plante og dyreliv. Og vikingeskibe og lystsejlere har krydset fredeligt rundt mellem hinanden i det smukke sensommervejr.

Men vi ved godt, at fjorden også kan vise tænder. Storme kan suse og vandet kan stige og bølgerne slå ind over husene omkring fjorden og føre ødelæggelse og ulykke med sig. Og vi ved nu, at den globale opvarmning, som vi mennesker har bidraget væsentligt til gennem de sidste 100 år er med til at forstærke stormene og hæve vandstanden ikke kun i Roskilde Fjord, men over hele kloden.

Disciplene

Og lad os så fra glæderne og udfordringerne her ved Roskilde Fjord vende os til disciplene og deres liv ved Genesareth sø. Disciplene var som fiskere vant til at sejle på søen, de kendte vindene og bølgerne, de var sejlet ud i magsvejr på fiskeri eller for at besøge nogen på den anden side af søen. Pludselig bryder stormen så løs, og de har ikke længere styr på tingene, men føler at de er ved at gå under.

Fortællingen er gennem kirkens historie er blevet brugt som et billede på menneskers liv i verden.

Vi lever sammen midt i det på en gang skønne, livsbekræftende og uforklarlige, uberegnelige og urolige. Vort liv er en sejlads fra fødsel til død. Vi oplever tider, hvor havet er venligt og hjælpsomt, når livet folder sig ud stille og roligt. Vi oplever at sejle af sted mod nye livsmuligheder og at hente lykke og velsignelse på sejladsen. Forhåbentlig når vi at nyde rejsen og at være glade og taknemmelige for alt, hvad vi oplever undervejs.

Men vi oplever altså også, at havet blæser op, at stormene kommer. Vi bliver små og bange, det er som bølger der skyller ind over os, og vi synker ned og er ved at drukne. Oplevelse af forvirring, manglende sammenhæng i vores liv, uro for det, der kommer, sorg og fortvivlelse over det, der er. Og i de her dage op mod FNs klimatopmøde i New York i de her dage, hvor unge menensker skolestrejker for klimaet og spørger ”er der en voksen til stede?”, der er det også de menenskaskabte klimaforandringer og naturforringelser, der skaber uro og bekymring.

Vi er i en lille båd på vores livs rejse mellem vugge og grav. Vi har et ror, men det sker, at vi ikke kan få båden til at lystre roret. Vi har sejl, men når stormen rammer risikerer det at blive revet i stykker.

Så langt kan genkende rigtig meget fra vores eget liv i historien om stormen på søen, vi kan vist godt se os selv i de bange disciple, der føler sig svigtet af deres Herre, der sover midt i det hele, disciplene som fortvivlede råber om hjælp.

Men hvad så med slutningen, med Jesus, der kalder på deres tro. Jesus der truer ad stormen, så den lægger sig?

Vi må virkelig med disciplene spørge: hvem er han?

Hvad med os?

Disciplene reddede livet den dag på Genesareth sø. Men hvad med os? Vi har jo ikke som disciplene den dag en mand med i båden til at stille vores livs storme for os. Når vores liv rystes af sygdom eller ulykke, når vi mister dem vi holder af, og som holdt af os. Når vi mister modet over vores egne fejltagelser og uansvarlighed og føler at vi synker, at vi er ved at drukne i sorger og bekymringer.

Hvor er han så, ham der talte til stormen den dag så bølgerne lagde sig og disciplene blev reddet?

Hvad skal vi sige til det? Ja, det må vi læse videre frem i historien for at få svar på. For der hører vi, at disciplene, siden kom ud i situationer, hvor han ikke greb ind og reddede dem. Ja, faktisk endte livet for de fleste af dem, for en udenforstående at se, i den rene katastrofe: en blev stenet, en blev halshugget, flere blev korsfæstet, som vi nu bliver mindet om det på ydersiden af kongeporten her i Roskilde Domkirke. Disciplene blev virkelig udsat for livets hårde storme, og for udenforstående kunne det se ud som om de led total forlis, men midt i det var de og deres venner stadig overbeviste om, at de var på rette kurs og at Jesus var med om bord i deres liv. Og derfor huskede de det der skete den dag på Genesareth sø, da han talte til stormen så den lagde sig. For den kurs han havde sat, holdt han ved. Intet havde kunnet få ham til at vige fra hans grænsesprængende kærlighed til denne verden og dens mennesker. Han var sejlet videre på sin kærligheds-kurs helt ind i stormens øje, han var selv blevet taget til fange og dømt og henrettet, han var død og begravet. Men døden havde ikke fået ham til at svigte kærligheden. Døden havde ikke fået krammet på ham. Gud havde stillet sig bag hans liv, Gud havde gjort hans ord og gerninger til sine.

Hvem er dog han, siden han kan befale over både storm og sø, og de adlyder ham? havde de spurgt. Og nu havde de svaret: han var Guds søn, Guds ord, Gud selv. Jesus var opstået og han havde vist sig for dem igen, de bange og vaklevorne, de lidettroende disciple. Han kom til dem, mens de sad og spiste aftensmad sammen. Han sagde, hvor to eller tre var forsamlet i hans navn ville han være hos dem - også når livets storme ramte dem, og de ikke kunne forstå, hvorfor livet formede sig, som det gjorde.

Derfor mødtes de en gang om ugen, for midt i en tilværelse, de ikke kunne gennemskue, at blive holdt fast på, at de ikke var ladt alene, at Jesus havde vist dem, at Gud selv var med dem, også midt i det svære og uoverskuelige, at de i liv og død var omfattet af hans kærlighed.

Samme båd

Har I tænkt på, at vi faktisk lige nu er i samme båd?

I sidder bænket i skibet, i kirkens skib, og Vorherre selv er med om bord. Han er her for os, når vi er ved at miste fodfæstet, når vi føler os tumlet omkring af tilværelsen, når vi er bange og rådvilde og ikke ved, hvor vi ellers skal gå hen. Så kan vi her i rummet høre ham tale til os, kærligt kalde på vores tro og vores håb, myndigt meddele os, at vi roligt kan gå ud og give kærligheden en chance i det liv, der stadig ligger foran os. Han er her han give os modet til at gå ud af kirken, ud og engagere os i det stormfulde menneskeliv ude i verden, påtage os det forvalteransvar for skaberværket, som vi fik da Gud skabte os i sit billede med fantasi, følelse, forstand og sprog, så vi kunne forholde os til verden og tale med hinanden om dens skønhed og rigdom og de opgaver, som venter på at vi lever op til vores ansvar.

God arbejdslyst. 

Amen