Prædikener
Nyheder

18. søndag i Trinitatis

Prædiken, 20. oktober, Hoyvikar Kirke, Thorshavn

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen

Hvad handler kristendom i grunden om? Hvad er kirkens vigtigste budskab? Det spørgsmål stiller journalister med mellemrum ”manden og kvinden på gaden”. Hertil svarer rigtig mange noget med næstekærlighed, at vi skal behandle andre mennesker, som vi ønsker selv at blive behandlet, at vi som har nok har ansvar for dem, som ikke kan klare sig selv. Og lige nu, hvor klimakrisen krasser og børnene skolestrejker, ved vi nok også godt, at vi har et ansvar for kloden og kommende generationer.

Og det er jo helt rigtigt alt sammen, men hvad har det egentlig med kristendom at gøre, hvordan hænger det sammen med historien om Jesus Kristus? Og hvilken rolle spiller kirken og det at gå i kirke i den sammenhæng? Sådan kunne journalisten finde på at spørge videre.

Hvad siger I? At, Jesus jo faktisk gjorde alvor af det med næstekærligheden. Han nøjedes ikke med at tale om den eller udfolde den i fortællinger. Han levede som han talte. Så han er et forbillede for os. Fint nok.

Men er han mere end det?

Det er lige her Jesus med evangeliet i dag tager fat.

Hans tilhørere, de lovkyndige farisæere var helt enige med ham i det med kærligheden, i at det dobbelte kærlighedsbud, buddene om at elske Gud og sin næste som sig selv er det, det hele handler om. Måske ville vores tids interviewofre fra før tage buddene i den modsatte rækkefølge. Vi er tilbøjelig til først at tænke på mennesker – inklusiv os selv – før vi tænker på Gud. Men tingene hænger sammen og er på en måde helt selvfølgelige. For vi har jo ikke selv opfundet livet, vi har fået det som en gave fra skabermagten, og forældre og andre gode voksne har med deres nærvær, om sorg og kærlighed hjulpet os på vej. Vi ved det godt og ind imellem gør vi det også, lader næstekærligheden får plads i vores liv med hinanden.

Men det er bare i praksis ikke så lige til. Og en gang imellem er viljen der heller ikke.

Jeg gik i forgårs en tur ned ad gågaden i det pæne Roskilde. Der sad en mand på en bænk med et papskilt foran sig og et engangsbæger. Jeg er hjemløs og sulten stod der på skiltet.

Skulle han have en mønt eller to? Det har jeg jo rigelig råd til. Men hjælper det? Er de 20 eller 50 kroner jeg kunne lægge i engangsbægeret ikke bare en form for aflad for min dårlig samvittighed? Er det ikke en anden form for nærvær og opmærksomhed, manden trængte til? Skulle der ikke helt andre samfundsmæssige forandringer til for at komme fattigdommen til livs? Eller var alt det her ikke bare dårlige undskyldninger for ikke at slippe pengene, for ikke at involvere sig, for at gå forbi og kigge den anden vej? I kender nok den slags overvejelser fra jer selv.

Noget af det handler om, at vi kan blive ærligt i tvivl om, hvad vi skal gøre for at gavne den anden. Andet handler om, at vi meget let kommer til at tænke om det her som en sur pligt. At der går en form for handel i foretagendet.

Og det er netop her Jesus udfordrer de lovkyndige farisæere dengang og os på kirkebænkene i dag med sit mærkelige spørgsmål om Kristus er Davids søn eller Davids Herre. Er Jesus kun Davids søn, et menneske som dig og mig, lidt bedre selvfølgelig, eller meget bedre endda, et forbillede, en profet, et ideal – eller er der noget endnu mere på færde med ham. Er han virkelig Kristus, Guds udvalgte, som bringer frelse til verden?

Lad os prøve at omsætte spørgsmålet til vores situation.

Er der mon noget vi ikke grundlæggende kan klare selv? Er der noget vi skal frelses fra?

Jeg vil sige: vi skal frelses fra os selv. Vi skal frelses fra at opfatte os selv som verdens omdrejningspunkt. Vi skal frelses fra forestillingen om, at vi selv kan og skal skabe den bærende mening og sammenhæng i vores tilværelse.

Denne selvforkrampelse kan antage et utal af former.

I evangeliet i dag møder vi den i form af en gruppe lovkyndige farisæere, for hvem deres egen lovlydighed var blevet selve tilværelsens omdrejningspunkt.

I dagens Danmark og nok også her på Færøerne antager selvforkrampelsen andre former. For unge mennesker kan det handle om kampen om at blive accepteret af kammeraterne. For mange midaldrende handler det om at halse af sted efter en lykke, som vi tror gemmer sig rundt om næste hjørne. For nogle ældre kan det blive til en trist følelse af at være til overs, en bitterhed over at blive glemt. Og fælles for rigtig mange af os hver især og af vores samfund er forestillingen om økonomisk vækst og konkurrence som det der skal drive udviklingen. Vi frygter for ikke at få nok ud af livet. Vi frygter for at vælge forkert og gå glip af meningen. Vi producerer og køber og forbruger i et omfang, som vi efterhånden alle sammen er klar over, at vores klode og vores klima ikke kan holde til. Sådan kan den selvforkrampelse Jesus vil frelse os fra se ud i 2019. Men hvad er det så, vi skal frelses til?

Ja, det er altså kærligheden til Gud og medmennesket.

Når kærligheden får plads i vores liv, så behøver vi ikke spørge efter meningen, så indfinder den sig af sig selv. Livet kan være svært, det kan gå os imod og lægge byrder på os, som kan være næsten umulige, men er kærligheden til stede, så bliver det aldrig helt ubærligt og meningsløst.

Kærligheden er andet og mere end vores drømme og vores begær. Det understregede Jesus ved at sætte buddet om kærligheden til Gud først. For det går galt, hvis vi giver os til at forgude hinanden. Så får vi sat den elskede op på en pidestal, hvor det ikke er spor morsomt for nogen at sidde i længden. Og vi får gjort hinanden til spejlbilleder af vores egne drømme i stedet for at forholde os til hinanden som levende og forskellige mennesker. Uden Gud går der meget let selvsving i foretagendet.

Det er det perspektiv Jesus åbnede for med sine fortællinger og med sine handlinger. Han vil have os til at fatte, at hvert eneste menneske, vi står overfor, er skabt af Gud, som vi selv er det. Han sagde: vis det i konkret handling, prøv at sætte dig i den andens sted, så ved du hvad du ville have brug for af opmærksomhed og hjælp. Og hvis du stadig er i tvivl, så kom her og hør en historie om en mand, der var på rejse fra Jerusalem til Jeriko og som blev overfaldet af røvere. Der lå han hjælpeløs og forslået, kan du forestille dig det – og der var folk, der gik forbi, men der var altså også en samaritaner der så ham og tog sig af ham. Er du stadig i tvivl om, hvad det er, du skal gøre, hvad næstekærlighed er og hvem den skal rettes mod?

Du ved det godt, men gør du det? Bærer kærligheden til Gud og medmennesket dit liv? Eller har du dig selv og dit begær og dine drømme som centrum for din tilværelse? Eller tror du, du selv skal klare det hele, så du slæber dig skæv på foretagendet og slår andre skæve undervejs?

Det er hvad jeg hører i Jesu spørgsmål til farisæerne og de skriftkloge og os her på kirkebænkene: Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han? Er han kun Josefs og Marias søn, opvokset i Nazaret og bundet til familien dér?  Er han en efterkommer af kong David, bundet til den gamle kongeslægt? Eller er han i virkeligheden kong Davids Herre, fordi han er Guds søn? Har han været med fra begyndelsen – da Gud skabte himlen og jorden – og udstyret os med et hjerte og et sind, som kan genkende kærligheden som vores dybeste gave og opgave? Er han også vores herre og frelser?

Farisæerne havde svært ved at genkende den Messias, den Kristus, de ventede i Jesus De havde i det hele taget svært ved det med en frelser. Jo tak, de ville gerne have en Davids søn, der befriede dem fra romermagt og ulykker, men en frelser, der så dem direkte ind i øjnene og udfordrede deres indkrogethed i dem selv, var de hellere fri for.

Anderledes var det for den flok der fulgte Jesus. De skæve eksistenser, der ofte nok var blevet gjort opmærksom på, at de ikke duede til noget. For dem havde livet åbnet sig i mødet med hans kærlighed. Han havde vist dem opmærksomhed og respekt. Og han havde fortalt dem historier om Gud, som havde givet dem tillid til at de virkelig var, hvad Jesus sagde, de var: Guds børn og hinandens brødre og søstre. Han brugte sit liv på den historie, han satte sit liv ind på den, og den kom til at koste ham livet. Det blev en afslørende historie om, hvordan vi mennesker forkludrer kærligheden, får gjort den til krav og præstationer og normer, som vi så bruger til at måle og dømme hinanden med.  En afslørende historie om hvordan kærligheden så tit spiller fallit i vores liv med hinanden.

Men det var ikke enden på foretagendet. For Jesus var Gud selv midt i denne verden. Hans kærlighed fik døden ikke gjort det af med. Jesus hvisker os lige nu i øret: du er Guds menneske, min bror, min søster. Kærligheden bor også i dit hjerte. Giv den plads. Du har ret: det er i virkeligheden det, kristendommen handler om. Det med næstekærlighed. 

Det er bare at tage fat! 

Amen.