Prædikener
Nyheder

2. søndag efter påske

Roskilde Domkirke, 15. april

2. søndag efter påske 2018, Joh. 10, 22-30. Domkirken

243 – 309 – 662 – 230 - 29

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen

Da vores søn Mads blev født i 1982 lå min farfar syg af kræft på Frederiksberg Hospital. En uges tid efter fødslen besøgte vi farfar. Han kiggede omhyggeligt på den lille dreng, der stadig havde et kalotmærke på hovedet, fordi han var taget med sugekop. Men det var nu ikke det, der interesserede farfar specielt. Det var ørene. Han kiggede på Mads øre og på mine og på Mads’ igen. Så nikkede han og smilede tilfreds. Jo, det er en Fischer-Møller konkluderede han.

Min gamle farfar hæftede sig ved ørenes form, for ham var de store og lidt kantede øre et kendetegn på familieskabet. Ikke noget bevis på noget som helst, men et tegn på en forbindelse mellem hans liv, som var ved at ebbe ud og det nye lille liv, som var kommet til verden. Et tegn på samhørighed på tværs af generationerne.

Farfar hæftede sig ved ørenes facon. Jesus hæfter sig i dag ved ørenes funktion, ved det vi har fået ørene til. Vi har fået dem for at kunne lytte. For at kunne høre, hvad de andre siger, og for at kunne lytte til hans stemme. Lytter vi til Jesus, lukker vi ørene op for hans ord, så de gør indtryk på hjerne og hjerte, så bliver vores liv formet af dem, så hører vi sammen med ham.

Det sker hver gang har vi bevæget os herhen i kirken for at slå ørene ud, for at lytte, for at høre noget, vi ikke kan sige os selv. For at lægge os selv og vores liv som det er lige nu frem for Gud og høre ham svare med sin stemme.

Vi hører i evangeliet i dag Jesus sige: ”Jeg og Faderen er ét”. Det er det budskab, der samler os her under hvælvingerne. Det er overskriften over alt, hvad der bliver sagt og gjort her i kirken. At det er Guds stemme vi hører, når vi lytter til Jesus.

Hvis ikke vi hører Gud selv tale til os, når vi ved dåben hører Jesus siger: ”Lad de små børn komme til mig, det må ikke hindre dem i for Guds rige er deres” - så ville dåben bare være en gammel tradition som vi lige så godt kunne springe over.

Hvis ikke konfirmanderne tør tro Jesus på orden, når han siger: ”Jeg er vejen og sandheden og livet”, hvis ikke de tør tro hans løfte om at der er en Gud i himlen, der interesserer sig for deres projekt: på vej til at blive voksen, og som er med dem hele vejen helt til verdens ende – så lad os droppe konfirmationen.

Hvis ikke brudeparrene tør tro på, at Gud kar skabt verden og dem af kærlighed, så de kan leve af en kærlighed og en tilgivelse, der er større end dem selv, den kærlighed Jesus satte sit liv ind på at nå os med - så er rådhuset alt hvad vi har brug for.

Og hvis vores døde bare forsvinder og bliver til ingenting, hvis ikke vi tør tro, at som Jesus opstod, skal vi opstå, at vi også i døden er Guds mennesker, gemt i hans evighed – ja så er der ingen grund til at holde begravelse her i kirken.

Vi får ingen beviser. Vi får ingen garantier. Vi får kun Jesus og hans ord.

Det er lige her evangeliet i dag tar fat. Det er begyndelsen til den diskussion vi hører udspille sig mellem Jesus og nogle af hans landsmænd i Salomos søjlegang i det gamle tempel i Jerusalem. Er Jesus virkelig den Messias det jødiske folk i generationer har ventet på? Er han Kristus, den af Gud udvalgte konge, Guds søn, Guds eget ord til os? Man han smide den romerske besættelsesmagt på porten? Kan han vende livet til det bedre? Er han den, der kan frelse os? Kan han få modløsheden til at slippe sit tag i os? Kan han tø vores kolde hjerter op? Kan han tage livtag med vores selvhad og mistro og den ubærlige tanke, at et liv ingen mening har? Det var spørgsmål, man stillede sig for 2000 år siden, og det er stadig spørgsmål, vi tumler med. Og vi kunne måske som Jesu landsmænd ønske os at få klar besked, at få beviser på bordet. Men det her er ikke noget, der kan bevises. Vi kan få tegn at holde os til, som vi i vores liv med hinanden kan give hinanden kærtegn, opmærksomhed og gaver som tegn på venskab og kærlighed. Men beviser får vi ikke, for beviser ville knuse den gensidighed der ligger i kærlighed og venskab, og som også er på færde i budskabet om Guds kærlighed, som Jesus udtrykker og selv er udtryk for.

Trosbekendelsen som vi er døbt til og som vi sammen bekendte for lidt siden er sådan et tegn, et kærtegn fra Gud. Og fadervor, som vi vil bede sammen ved altergangen om lidt er sådan et kærtegn, en gave, vi har fået som hjælp til at holde troen i live, troen på, at der er en Gud i himlen, der kender os og følger os, en Gud som taler til os gennem Jesu historie, en Gud hvis Ånd stadig puster liv i os og kalder venskab og kærlighed frem, så vi tør knytte os til andre mennesker.

Jesu ord til os i dag er et kærtegn. Hvis vi tør tro ham på ordet, hvis vi hører Guds kærlighed i hans stemme, så hører vi sammen med ham, så er han vores hyrde og vi hans får, så er der bånd imellem os, som ikke kan brydes.

Når vi lytter til, hvad han siger, så kan vi spejle vores liv i hans fra vugge til grav, så kan vi se vores tilværelse i et perspektiv, der peger ud over døden og ind i evigheden. Er vi uopmærksomme eller ligeglade eller alt for larmende selvoptagede af os selv og vores eget, gider vi ikke lytte til hans drillende, trøstende, inspirerende og provokerende historier – ja så taler han for døve ører, så har vi lukket af for den forbindelse med Gud, som Jesus er. Men han har ikke lukket af for os.

Vi kan melde os ud af Folkekirken og blive både buddhister og muslimer og atister, det ændrer ikke ved den kærlighedserklæring vi fik med os ved dåben. Jesus vil for altid være vores hyrde. En hyrde, som ikke har nogen tabskonto, en hyrde som bliver ved med at lede efter sine vildfarne får indtil han finder dem. En hyrde, en beskytter og vejleder, der aldrig kapper forbindelsen til os.

Det er det løfte, Jesus giver os i dag. Han siger: ”Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd”. Hvad er det, Gud har givet Jesus? Det er os, jer og mig og alle mennesker i verden, der bliver ramt af evangeliet, og som opdager, at det gør livet større at høre Gud sige: ”Du er min - og det er ham og hende ved siden af dig for resten også, og dem du møder på vej fra kirke og dem du ser på fjernsynet i aften!”

Til daglig kan vi være så optaget af os selv og vores eget, at vi mister opmærksomheden og lydhørheden overfor andre mennesker og verden omkring os. Det er derfor vi kan have brug for at gå til gudstjeneste en gang imellem. Her kan vi låne af 2000 års sammensparet menneskelig erfaring, låne ord fra læsninger og salmer og bønner til at sætte ord på, hvad der er godt og hvad der fylder os med taknemmelighed, og hvor skoen trykker. Og når vi går herfra, er vi stadig de samme sårbare, skrøbelige kluddermikler, vi hele tiden har været, men vi ved, at vi ikke er alene om det her fantastiske, farlige, mærkelige og forunderlige liv. Vi hører sammen som får, der har Jesus som vores hyrde.

Kig jer rundt her i kirken. Der er ører i mange forskellige former og størrelser. Og hør så her: På tværs af alle ydre forskelle knytter det budskab, vi nu har fået ind i ørene, os sammen. Vi hører til Jesu flok, vi er Guds mennesker. Lad os gå ud og vise det i praksis!

Amen.