Prædikener
Nyheder

Mariæ bebudelses dag

Roskilde Domkirke, 18. marts

Marie bebudelsesandagt 2018, Luk. 1, 46-55, Domkirken

747 – 441 – 201 – 73 – 320 – 448 - 11

På lørdag er der 9 måneder til jul og Jesu fødsel. Derfor fejrer vi i dag Mariæ Bebudelse. Og vi har lige hørt den meget unge kvinde Maria synge sin lovsang til livets forunderlighed og til Gud som hele forunderligedens ophav og opretholder. Det skal det handle om her i prædikenen, men først vil jeg lige stoppe op ved en anden ung kvinde.

Har I set det lille indslag i DRs blok om kommende programmer, hvor man ser en meget ung kvinde stå og skælde ud. Hun lægger ikke fingrene imellem: du er både dum og kedelig og har fede lår og forkert frisure siger hun med vrede i øjnene, og imens skifter kameraet vinkel, og vi ser, at pigen står foran et spejl og at det er hende selv hun skælder ud på. Og vi ser hende kigge væk fra spejlet, mens spejlbilledet står frosset fast inde bagved, og vi ser et glimt af hendes sorg og afmagt inden der bliver klippet til noget helt andet.

Den unge kvinde her er desværre ikke en enlig svale i dagens Danmark. Statistikkerne fortæller at hver 3. gymnasieelev lider af stress. Og den netop offentliggjorte rapport om danskernes sundhed fortæller den samme bekymrende historie. Jeg skal nok lade være med at male fanden på væggen, men jeg synes der er grund til at hejse et lille advarselsflag i forhold til en udvikling, hvor unge mennesker har svært ved at leve op til de krav samfundet, kammeraterne og de selv stiller til sig selv. Om 12taller og figur og følgere på facebook. Om at være på og være en succes. Og om at stå alene tilbage ved spejlet med følelsen af personlig fiasko og fortvivlelse, hvis ikke man kan få det til at spille.

Pigen fra fjernsynet og alle vi andre med har brug for at se vores liv i et andet perspektiv end konkurrencesamfundets.

Vi har brug for at få øje på livets forunderlighed. Vi har brug for at opdage, at livet ikke er vores, men en gave, en gave, vi har fået betroet af Gud. Vi har brug for at opdage alt livet er meget større og mærkeligere end vi kan overskue og få ind på vores facebookprofil. Og vi har brug for mod til at tage imod livet og tage fat på livet, også når det ser helt anderledes ud end hvad vi havde ønsket eller håbet.

Det kan Maria med sin lovsang hjælpe os med.

Verden er langt fra, som vi kunne drømme om. Naturkatastrofer og krig hærger. Uligheden er stor og stigende også herhjemme. Og vi kan hver især opleve perioder, der er fattige på glans og glæde.

Men hver evig eneste dag sker der revolutionerende skred i menneskers bevidsthed, hver evig eneste dag udfordres tilværelsens åbenlyse uretfærdighed, hver evig eneste dag står hovmod for fald, mens medmenneskelighed kan bryde igennem og fylde livet med glimt af glæde selv for de fattigste.

Som årene går, synes jeg, at livet tager sig mere og mere underfuldt ud. Jeg siger det ikke fordi jeg som præst føler, at jeg har en forpligtelse til at forsvare de bibelske historier eller at jeg partout skal tale undernes sag. Jeg synes, at jeg gang på gang har set undere med mine egne øjne. I naturen omkring os, i mit eget og i andre menneskers liv.

Det handler ikke om fromme glansbilleder og skønmalerier. Det handler ikke om at lukke øjnene for tilværelsens mørke sider. Både dem vi har et medansvar for, den uretfærdighed der har med misbrug af jordens skønhed og rigdom og en fortsat voldsom skævfordeling af denne verdens goder at gøre. Og dem som ingen af os kan undfly, det at vores liv hurtigere eller langsommere slides op og går til.

Vi ved, at der er sorg og smerte, at der er tab og brud, som mennesker ikke magter at komme igennem.

Men vi ved også, at livet er fuldt af vendepunkter. At et gråt forgrædt og forgræmmet ansigt pludselig en dag kan begynde at klare op. At der viser sig en vej ud af den håbløse situation. At den ensomme fandt en ven. At de forældre, der mistede et barn, fik kræfter til at arbejde sig igennem til et nyt livsmod på trods. Sådan synes jeg, at jeg har set en stribe undere. Og jeg tror, at I hver især kan fortælle om noget af samme slags.

Jeg har ikke mødt engle med vinger på. Men jeg ved, at jeg har mødt mennesker, der kom som sendt fra himlen. Som var der med trøst og varmende ord, eller bare med et håndtryk eller at klap på skulderen på rette tid og sted.

Ja, nogle gange blev vi måske selv engle af den slags. Nogle gange kom vi til at gå Guds ærinde i forhold til andre. Det er virkelig ret underfuldt.

I dag møder vi det underfulde i fuld udfoldelse.

Vi fejrer, at Maria fik besøg af englen Gabriel, som fortalte hende, at hun skulle føre Guds søn. Vi hører, at hun naturligt nok havde svært ved at fatte, hvordan det skulle gå for sig, og hvad det skulle betyde. Men hun tager budskabet til sig og opgaven på sig og bryder ud i sin smukke takkesang.

Udefra set var der ganske vist ikke ret meget at takke for. Det var rigtig besværligt for en ganske ung kvinde at blive gravid uden for ægteskabet. Det kunne have ført hende helt ned på bunden af samfundet. Det kunne have kostet hende livet. Men Maria tør se det, der sker med hende i et andet perspektiv.

Maria, en tilsyneladende helt ubetydelig ung kvinde i en ubetydelig landsby, opdager i en nu, at også hun har noget at betyde, at hun er set og kendt af Gud, at hun har fået et liv og en opgave betroet.

Den nye indsigt er for hende et under, og da det underfulde på den måde er kommet ind på livet af hende, får hun blik for underne omkring sig de undere verden er fuld af. Det er dem, hun synger om. Hun ser sit liv sat ind i en større sammenhæng.

Gennem det, der er sket med hende selv får hun øje på et spor gennem den ellers så brogede og modsigelsesfulde tilværelse, et spor af den Gud, der ikke overlader os til at finde vores værdi som mennesker ved at stå alene foran spejlet som den triste unge kvinde i DRs spot. Maria synger om Gud, som gør op med vores forestillinger om succes og magt og drømme om at have styr på tilværelsen. Maria synger om Gud som skænker fattige menneskeværd, og som finder føde til sultne

Maria synger om Gud der ikke kender til persons anseelse, om Gud, der underfuldt har skabt det barn, hun nu er udvalgt til at bære.

Den der har stået med et lille barn i armene - og det behøver ikke at være ens eget - kender følelsen af det underfulde. Jovist er det et lille stykke natur, vokset ud af en befrugtet ægcelle, men det er meget mere end det. Det er en gave fra Gud.

Det var et af de privilegier jeg nød i mine 24 år som præst på landet på Midtsjælland, at jeg i embeds medfør tog imod fødselsanmeldelser. Det var tit fædrene, der kom med dem, en dag eller to efter at barnet er født, fædre af mange slags: arbejdsmænd, studerende, håndværkere, bistandsklienter. Men fælles for mange af dem var, at det lyste ud af dem, at de for nylig havde været vidner til et under, et barn, som er kommet til verden.

Vi mærker det i et glimt, også selvom vi udmærket ved, at små børn ikke bare en himmelske, men også i høj grad er jordiske, at de har kolik og er snottede og fra begyndelsen af godt kan finde ud af at skubbe sig selv frem og slå de andre i vuggestuen med klodserne, når pædagogerne kigger den anden vej.

Det barn, som Maria bar under sit hjerte, Jesus fra Nazareth brugte sit liv på at få mennesker til mærke livsunderet. Han satte sit liv ind på at nå hvert eneste menneske med det budskab: du duer som du er. Der er brug for netop dig. Du er ikke alene, du hører med i Guds store historie, og vi kan slet ikke undvære dig. Du er et Guds barn, et Guds menneske. Gud elsker dig – på trods.

Dig og ham og hende ved siden af dig – og dem du møder på vej fra kirke. Og hende pigen foran spejlet. Gå ud og fortæl det til hende. Vis hende det. Så hun også kan få øje på at livet er større og glædeligere og mere underfuldt end hvad der kan rummes på hendes facebookprofil.

Amen