Prædikener
Nyheder

9. søndag efter Trinitatis

Prædiken, 18. august, Tåning Kirke

(Lukasevangeliet 16, 1-9 - "Den uærlige godsforvalter)

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. 

Amen.

”­Fromhed styrker rigerne” – eller på latin ”Regnat Firmat Pietas”. Sådan lød gamle Christian d. 4.s valgsprog, sådan som det endnu kan læses på mange af de bygninger han lod opføre eller udsmykke – som f. eks. Roskilde Domkirke.

"Fromhed styrker rigerne". Meningen var, at kristendommen efter den gode konges mening skulle gøre danskerne til gode og hæderlige og lovlydige borgere, som betalte deres skat med glæde og i det hele taget arbejdede flittigt for konge og fædreland.

Christian formede valgsproget da han som ganske ung blev kronet til Danmarks og Norges konge.

Måske fik ham med tiden et mere nuanceret syn på tingene.

I hvert fald kan man forestille sig, at han må han haft nogle problemer med at få valgsproget til at passe med sin egen livs­førelse, med det at han efterhånden fik et mildest talt noget kaotisk familie­liv, at han drak så fremmede diplomater syntes det var pinligt, og at han brugte løs af landets midler på krige og byggeri­er, så bunden næsten gik ud af statskassen. Fromhed Styrker Rigerne, Regnat Firmat Pietas. Forkortet RFP. Bogstaverne som altså pryder mange af de bygninger, Christian satte sit præg på blev af folkeviddet omsat til: Riget fattes penge.

Hvis Christian på sine gamle dage kom i tvivl og tænkte, at han vist egentlig ikke havde været særlig vellykket hverken som konge og forretningsmand eller som ægtemand og familiefar, og hvis han på den baggrund har bekymret sig for, hvad det måtte betyde for hans egen fromhed og forhold til Vorherre - så håber jeg, at han er gået i kirke en søndag som i dag, en 9. søndag efter trinitatis.

For her i den overraskende og provokerende histori­e, Jesus fortæller om den uærlige godsforvalter - og jeg tror han har haft et tydelig glimt i øjet, da han fortalte den - under­streges det, at kristendom egentlig slet ikke har med den form for moralsk livsførelse, som den unge konge ønskede for sine undersåtter, og som han håbede ville styrke rigerne. Evangeliet overbyder vores forestillinger om fromhed med sit overvældende, overrumplende glædelige budskab til os alle sammen – også til sådan en gammel mis­lykket konge, og til ethvert andet menneske, der ser i øjnene, at det vist ikke står helt så fint til med ens forvalt­ning af livet, som man kunne have tænkt sig.

Det starter ellers med noget, der godt kunne se ud til at handle om pæn moral og almindelig ordentlighed.

Vi ved ikke hvad der er baggrunden for, at Jesus fortæller historien her. Det er muligt, den tager udgangspunkt i en virkelig begivenhed: en utro godsfor­valter, som i sidste øjeblik forsøgte at klare situationen, ved at skaffe sig medskyldige. For det er jo det, han gør.

Han har begået underslæb og ved, at det er ved at blive opdaget, og så er det han gør sin situation op. Nu bliver jeg smidt på porten, og hvad skal jeg så leve af? Sådan en kontornusser som jeg har jo ikke kræfter til at tjene mit brød som landarbejder, og tiggeri, det skammer jeg mig ved.

Og så er det altså han får en god idé. Han kalder sin herres skyldnere til sig, og hver gang én træder frem, spørger han hvor meget den pågældende skylder godsejeren. Og når den ene siger 100 ankre olie (de repræsenterede en betydelig værdi – svarende til en million kroner i dag), siger han: tag dit skyldbrev og skriv bare 50 - og når den anden siger 100 tønder hvede siger han: skriv du bare 80 i stedet for. Han letter altså deres gæld, og det blev han utvivlsomt vældig populær på i situationen.  Men hvad der var mere værd for ham: det skaffede ham en personlig forsikring. For uanset hvordan disse folk ville se på ham senere hen, så var de nu hans med­skyldige. Han havde noget på dem, som nok skulle få dem til at tage sig af ham, når han blev afskediget.

Et klokkeklart eksempel på bedrageri og dokument­falsk.

En køn historie, som ikke er blevet mindre aktuel i dag end den var dengang. Vi kan læse om den slags i aviserne hver anden dag. Vi har et særligt bagmands­politi til at trevle den slags op.

Sådan fortæller Jesus, og tilhørerne har uden tvivl ventet, at nu skulle den svindler og bedrager sande­lig få sig en så hatten passede. Som når vi hepper på sidelinjen over afsløringen af bankdirektører i hvidvasksager og fodboldspillere involveret i matchfixing, over udstillingen af uduelige embeds­mænd og dobbeltmoralske politikere eller hvem det ellers er medierne vælger at sætte i den offentlige menings gabestok.

Der er salg i den slags, det luner ligesom lidt en dag hvor man ikke synes man selv er nogen rigtig succes, at se, at der er nogen, der i hvert fald er noget værre. Men varmen fra den slags forargelse er ofte kort. For et sted dybt nede ved vi nok, at det i virkelighede ikke hjælper spor på vores eget livs regnskab.

Hvad hjælper det med forstanden at vide, at utroskab er almindeligt udbredt, hvis hjertet krymper sig over at det, der var bygget op mellem et par mennesker i troskab og fællesskab blev lagt øde i tankeløshed og egoisme?

Hvad hjælper det, at forstanden argumenterer og forsvarer sig og kan få andre overbevist om, at "Jeg havde ret!", hvis hjertet bittert siger: "Hvad har jeg dog gjort?"

Jovist er det noget skidt at svindle og bedrage, og heldigvis er det da de færreste af os, der i lovens forstand begår underslæb og dokumentfalsk som godsforvalteren i historien. Men når vi lytter til det her ikke med forstanden, men med hjertet er det som om forskellen mellem os almindelige rimeligt lov­lydige borgere, hvis pæne moral og almindelige ordentlighed utvivlsomt stadig i et vist omfang styrker rigerne - og så ham storsvindleren, fortoner sig.

Her sidder vi så med Jesu historie om den utro godsforvalter foran os, og venter på konklusionen.

Og så sker det helt forbløffende, at i stedet for at fælde den knusende dom over ham, som vi havde ventet, lader Jesus godsejeren, ham som svindlen var gået ud over, rose forvalteren.

Hvad i alverden er meningen?

Godsejeren roste den uærlige godsforvalter.

Hvad roste han ham for?

Ikke at han fortrød sit bedrageri og prøvede at betale det hele tilbage. Nej han roste ham for at han så situationen i øjnene og handlede på det grundlag.

Det er - tror jeg - hvad Jesus med sin drilske historie vi have os til.

Det handler ikke om at vi nu skal gøre op med vores fortid og med en ny kraftanstrengelse prøve at leve op til en moral, der for alvor kunne styrke rigerne.

Nej det handler om at Jesus med historien her vi give os mod til at se vores egen situation i øjnene. Han vil have os til at indse, at vores moralske for­argelse over de andre ofte er temmelig hul.

Han vil have os til at vedgå, at vi måske i virkeligheden ikke har så meget at lade hinanden høre, når det drejer sig om at svindle med det liv, Gud har betroet os.

Han siger gennem lignelsen til Christian IV og dig og mig:

Javel, du, som altså har fået dit liv givet helt kvit og frit, du som så ofte svindlede med det, du er ikke opgivet af Gud.

Og Gud glæder sig over dig, når du ser din situation i øjnene og giver dig til på det grundlag at ned­skrive din næstes glæd, når du i ham eller hende du møde på vej hjem fra kirke ikke ser én, der skylder så og så meget, én, der har de og de moralske brist og mangler, men bare ser et medmenneske, en bror eller en søster, som du har fået lov at dele livet med.

Jamen, hvad med den gode moral og den almindelige ordentlighed, spurgte man Jesus. Du som har talt om et elske Gud og sin næste som sig selv, du som har talt om ansvaret for de fattige og udstødte, du som har kritiseret rigdom og havesyge. Hvad bliver der af alt det, når du nu kommer her og fortæller at Gud glæder sig over et hvilket som helst vildfarent får, som bliver fundet, at han løber den fortabte søn i møde med åbne arme, at han lader nåde go for ret i forhold til en svindler.

Ja, siger Jesus til disciplene i dag. I har måske ret. Måske er jeg i virkeligheden selv som godsforvalteren her. I hvert fald nedskriver jeg jeres og alle andre menneskers gæld på Guds vegne.

Og tænk, jeg tror han vil give mig ros for det!

Det er her det begynder. Det er det eneste sted det kan begynde med os forgældede mennesker. Men herfra kan der måske vokse et liv og en verden frem, hvor medmenneskelighed, opmærksomhed og betænksomhed kan udfolde sig, så rigerne for alvor kan blive styrket. 

Amen.