Prædikener
Nyheder

Skærtorsdag

Roskilde Domkirke.

Gud lad os leve af dit ord, som dagligt brød på denne jord. Amen

Måltider har en særlig betydning for os mennesker. På godt og ondt. Omkring middagsbordet har mange af os oplevet glimt af nærvær og samvær og lykke, så man bare håbede, at det kunne blive ved. Men vi kan nok også huske situationer, hvor det hele var opstyltet eller konfliktladet eller falsk, og hvor man kun ønskede at slippe væk. Det måltid vi hører om i evangeliet i dag er et måltid på godt og ondt. Og netop sådan åbner det rum for at vi kan være med som vi er på godt og ondt. For ham som sidder for bordenden, ham som det hele handler om her skærtorsdag, vil have os med som vi er, ja han gav sit liv for at ikke en eneste skulle være udenfor.

Libanon

Men inden vi når dertil, vil jeg tage jer på en tur til Libanon. Her var jeg på rejse i begyndelsen af april, og for 12 dage siden sad jeg i Beirut omkring et spisebord sammen med en gruppe mennesker fra Syrien. De deltog i en workshop, som var arrangeret af Danmission og en af vores lokale samarbejdspartnere. De var taget fra det borgerkrigshærgede Syrien for at få inspiration til, hvordan de kunne være med til at genopbygge deres ødelagte land, hvordan de kunne hjælpe de mange forældreløse børn og de mange gamle, hvis familier er omkommet eller flygtet under borgerkrigen. 

Vi havde været med til et par timers undervisning, og nu sad vi så omkring frokostbordet, som bestod af en masse små retter fulde af farve, smag og struktur – mezze kalder libaneserne det – hummus, krydrede pølser, tabboleh, små blæksprutter, salater og en slags fladbrød – alt sammen til deling. 

Det er bare at række til og hjælpe de andre ved bordet til det, de har mest lyst til. Det at række de små retter til hinanden fik gang i samtalen, som så hurtigt kom til at handle om hvor svært det stadig er i Syrien, selvom der nu de fleste steder ikke længere er krigshandlinger, og om de håb de midt i alt det svære havde for fremtiden. 

Hvorfor er du ikke flygtet, spurgte jeg en kvinde fra Hamma. Fordi jeg elsker Hamma svarede hun. Og fortalte om det hjælpearbejde for forældreløse børn, hun var i gang med. 

Hver havde sine historier og sine drømme, som blev delt, mens vi delte de gode små retter med hinanden. 

Det var dejlig mad. Det har vi brug for, fordi vi er mennesker af kød og blod. Vi har brug for næring og vi nyder velsmag. Men det som gjorde det her måltid til noget helt særligt var samværet og samtalen. Det at dele erfaringer og tanker og drømme og håb med hinanden. Et opløftende måltid var det, men samtidig vidste vi også, at der blandt de 30 deltagere ganske sikkert var et par stykker, som havde til opgave at melde tilbage det præsident Assads brutale regime i Syrien, og at det derfor kunne få konsekvenser for de øvrige deltagere, hvis de var for åbenmundede. 

Ikke noget at sige til, at en muslimsk kvinde ikke ønskede at stille op til den fælles fotografering, og på tomandshånd fortalte mig om sine kristne venner i Aleppo og om de konflikter der ulmede forskellige grupper imellem, og som hun frygtede igen kunne føre til voldelige sammenstød.

Vi havde ikke mødt de 30 syriske aktivister før. Vi havde kun været sammen et par timer. Vi var fremmede, men vi blev mødt med venlighed og tillid, og måltidet blev et lille glimt af lys og håb midt i en plaget region.

Jeg forlader det intense måltid i Beirut og vender mig til de bibelske måltider, vi har hørt om i dag.

Exodus

Det første vi hørte om, fortællingen jeg læste fra alteret, var historien om tilblivelsen af det allerførste påskemåltid. Israelitterne var flygtninge og migranter i Egypten, og de blev behandlet som andenrangs borgere med begrænset trosfrihed og børnebegrænsning, for egypterne var bange for at de skulle blive for mange og få indflydelse i landet. Israelitterne drømte sig tilbage til det land, de kom fra, og hvor de kunne tænke og tale frit, og Moses var klar til at føre dem hjem. Men kong Farao havde brug for deres arbejdskraft til sit pyramidebyggeri, så han ville ikke lade dem udvandre. Så var det plagerne begyndte at ramme Egypten. Og efter hver plage kaldte Farao Moses til sig og bad ham og hans folk om at ryge og rejse, men inden de var kommet afsted fortrød han. 

Sådan gik det 9 gange. Som den 10. plage kom dødsenglen på besøg og gik fra hus til hus og slog det sidstfødte drengebarn ihjel i alle egyptiske familier. 

Israelitterne blev skånet, fordi de gjorde, hvad Gud havde fortalt Moses, de skulle gøre: hver familie havde slagtet et lam og smurt dets blod på dørstolperne, det holdt dødsenglen på afstand. Israelitterne var rejseklare, alt var pakket og parat, de spiste det stegte lam i en fart, brødet var usyret, for der var ikke tid til at det kunne hæve. Sådan udfriede Gud dem af deres egyptiske eksil.

Den befrielseshistorie samler her i påsken jøder verden over. Hjemme omkring bordet genfortæller de historien for hinanden om dengang, da Gud greb ind. En lammeknogle på en tallerken leder tankerne til lammene, der blev slagtet i Egypten for de mange tusind år siden, bitre urter i en skål er en påmindelse om forfædrenes bitre slavetilværelse, og et glas saltvand minder deltagerne om de gamles gråd og salte tårer i det fremmede. Og så er der brødet og vinen, som tegn på at de blev fri.

Spiser med høj og lav

Det måltid Jesus spiste med sine venner her skærtorsdag, var sådan et jødisk påskemåltid. Han sad for bordenden. Lysene var tændt, lammet, de bitre urter og saltvandet var med, og måske også en del andre småretter som ved måltidet jeg var til i Libanon. Og brød og vin var der. Jesus genfortalte historien om fangenskabet og udfrielsen nok engang, og de sang sammen. Det var på en måde alt sammen som det skulle være.

Og mens de sidder der rundt om bordet dukker minderne om mange andre måltider sammen med Jesus op.

Jesus og disciplene var tit blevet inviteret til at spise med rundt omkring. Det var noget af det, man talte om. At han gerne spiste både med høj og lav. Det var ved et måltid man for første gang rigtig lagde mærke til ham, ved et bryllup i Kana, hvor vinen var sluppet op og festen var ved at gå i fisk, dér forvandlede han vand til vin i rigelige mængder. Måske var det derfor nogle kaldte ham en frådser og vindranker. 

Han takkede ja til invitationer både fra respekterede farisæere, og fra foragtede toldere, som ham den lille gnom Zakæus i Jeriko, som var blevet så glad for at Jesus ville sidde til bords med ham, at han gav halvdelen af hvad han havde til de fattige. 

Der skete altid noget, afgørende, når de sad og spiste sammen. 

Nogle gange faldt der hårde ord om hykleri og uretfærdighed, men oftest var det glæden, der fyldte, glæden over den gode mad og over at være med og over de historier Jesus fortalte, som fik dem til at mindes de gamle profeters ord om Himmeriget som et festmåltid med marvfede retter og god lagret vin.

Men noget gik galt ved påskemåltidet her. Jesus vidste det, vidste at det hele snart ville falde fra hinanden. Han forbereder disciplene på det. Han siger at han vil blive forrådt, men det er er som om disciplene ikke rigtig kan forholde sig til det. 

Ikke engang Judas. Måske har han haft sin helt egen plan, måske har ham håbet at fremprovokere den store konfrontation med autoriteterne, så det kunne blive tydeligt, at Jesus var den leder, de alle sammen havde ventet på. 

Stemningen omkring bordet bliver ubehagelig, utrygheden breder sig, disciplene skuler til hinanden. Det kan ligne et af de måltider, vi slår i stykker for hinanden. Men midt i det lyser Jesu ømhed for sine venner igennem. Det er mit legeme, siger han om brødet. Det er mit blod, siger han om vinen. Han giver sit liv for dem, for at deres liv efter påskens omvæltende drama kan finde et nyt forankringspunkt: i en kærlighed, i Guds kærlighed som intet i verden kan skille os fra.

Nadver

Det er her vi er her i Roskilde Domkirke i dag, hvor en lille dreng vil blive tegnet med korstegn for ansigt og bryst som et tegn på, at han er omfattet af den grænseløse kærlighed, Jesus gav sit liv for at nå os med. 

Det er Jesus der kalder os til nadverbordet om lidt. Ingen af os er for store eller for små, for gode eller for onde til at være med. Der er plads til hver eneste af os. Og ikke kun os. Vi udgør kun den ene bordende. Bordet rækker verden rundt og helt ind i evigheden. Dem vi har mistet og savner er også med. Vi er her i kirken sammen. Sammen med vennerne og de fremmede, med dem vi holder af og dem vi ikke bryder os om og dem vi synes er helt forkerte. Vi mødes ved nadverbordet for at turde være os selv som de uperfekte mennesker vi er, og for at række ud til andre uperfekte mennesker efter forsoning og fællesskab. 

Vi er her for, når vi går herfra, ude i hverdagen, at kunne genkende hinanden som medmennesker. Medmennesker det måske kunne være værd at spise et påskelam med bitre urter sammen med – eller måske en god gang libanesisk mezze? 

Amen.

Salmer sunget under gudstjenesten: 

DDS - 380 – 435 – 455 – 69 – 158&180 – 448 – 427