Prædikener
Nyheder

22. søndag efter Trinitatis

Prædiken, 17. november, Solrød Strandkirke, visitats

Prædikenen her i dag handler om tilgivelse.

Jeg stødte forleden på en tankevækkende sætning: "Hvis du har en god samvittighed, er det nok fordi du har en dårlig hukommelse."

Den sætning har været min indgangsdør til gudstjenesten her i dag. Det handler om tilgivelse. Jo, vi ved det godt. Det der med, at hvis nogen slår dig på den ene kind, så vend også den anden til.

Vi kan godt se det smukke og ædle i tilgivelsen. Men der må vel være en grænse. En form for rimelighed. Vi har det ikke så let med tilgivelsen. Vi kommer til at opfatte tilgivelsen som et karv eller et offer eller en handel eller ren og skær urimelighed.

Lige indtil nogen får aktiveret vores dårlige hukommelse. Og vi kommer i tanke om, hvor tit vi selv har haft brug for andre menneskers tilgivelse og overbærenhed.

7 eller 77?

Hvor ofte skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig mod mig? Op til 7 gange? spørger apostlen Peter.

Og vi synes allerede det er mere end rigeligt. En gang kan gå. To gange er svært. Tre gange er ren blødsødenhed. Syv, det er bare for langt ude.

Men hvad siger Jesus så?

”Jeg siger dig, ikke op til 7 gange, men op til 77 gange.”

Og vi kan godt høre, at det her ikke handler om at stå og tælle: 75, 76, 77 – og nu er tilgivelseskvoten så brugt op.

Nej, vi skal altid være parat til at tilgive. Hvorfor? Fordi vi selv har brug for tilgivelse. Eller som vi bedre om det i Fadervors 5 bøn:

"Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere."

Nogle af os må bede den bøn mindst en gang om dagen for at hjælpe vores hukommelse, og holde livet mellem os åbent. Det handler om tilgivelse. Om Guds fuldstændig ubegribelige, urimelige, ubetingede kærlighed og tilgivelse. Om den grænsesprængende tilgivelses nødvendighed for os, os der på det her punkt har en beklagelig dårlig hukommelse. Det er i det lys, jeg i dag går til Jesu lignelse om den gældbundne tjener.

Når jeg understreger det så stærkt er der fordi den også kan forstås anderledes. Som en historie om noget for noget, at vi skal være parat til at tilgive for at Gud kan og vil tilgive os. Som en slags trussel om at hvis ikke vi tilgiver andre, så falder vi ud af Guds tilgivelse.

Gælder også Hitler

For mig er det noget fuldstændig afgørende i kristendommen: at sådan hænger det ikke sammen. Historien om Jesu liv og død og opstandelse er historien om en kærlighed, som intet i verden kunne få bugt med, en tilgivelse som ingen af os nogensinde vil kunne falde ud af. Det kan godt være, at vi glemmer den og derfor låser os selv og andre fast og slår skår i livet for hinanden. Men Guds tilgivende kærlighed kan vi ikke gøre det af med. Den omfatter hvert eneste menneske. Også en Judas, også en Hitler også en Stalin også en Pol Pot.

Så ubegribeligt og urimeligt det også må lyde i vores ører. Så provokerende er evangeliet.

Det var derfor man endte med at dømme Jesus som oprører og Gudsbespotter og slå ham ihjel. Men man fik altså ikke gjort det af med ham. Intet – heller ikke vores egen ondskab – kan skille os fra Gud.

Det evangelium kan løse op for vores evige kredsen om os selv og vores eget og om vi nu er gode nok.

Det evangelium kan løse selvkredsningens knude og rette vores opmærksomhed og engagement udad mod den verden og de mennesker, der har brug for os og vores indsats og vores tilgivelse.

Det evangelium sætter så samtidig også fokus på den selvoptagethed, der avler ondskaben, og som vi skal gøre alt hvad vi kan for at bekæmpe i os selv og ude i verden.

Den gældbundne tjener

Og lad os så herfra vende os mod lignelsen om den gældbundne tjener. Den handler om tilgivelse.

Der står han, den gældbundne tjener i lignelsen i dag.

Han står der foran kongen med en gæld på 10.000 talenter, vist i vore dages penge et beløb omkring de 100 millioner, cirka lige så mange penge som en betroet medarbejder er anklaget for at have snydt SKAT og dermed den danske stat og os alle sammen for. En gæld han ikke har nogen jordisk mulighed for at betale tilbage. Selv ikke hvis han vandt den store gevinst i Lotto flere gange i træk.

Alligevel er det det, han drømmer om, det håb han klynger sig til: giv mig lidt tid, så skal jeg nok få klaret tingene.

Men den vil kongen ikke gå med til. Det er han for realistisk til. Tjeneren får ikke et minut mere til at prøve at komme ud af sin gæld. Nej, kongen gør noget andet. Han eftergiver ham gælden. Men et pennestrøg afskriver han det hele og sender tjeneren ud af døren som et frit menneske.

Det er det første jeg vil hæfte mig ved i lignelsen her.

Når vi taler om tilgivelse så tænker vi helt automatisk som Peter: vi tænker på, at der er nogen, der har gjort noget mod os, nogen, der har gjort os ondt, nogen, som vi egentlig havde et regnskab at gøre op med. Vi stiller skarpt på de fortrædeligheder vi selv måtte have været udsat for.

Men Jesus vender det hele på hovedet.

Han siger: inden du nu kommer for godt i gang med de andre og deres mulige fejlta­gelser og fortrædelig­heder, så kig lige på dig selv. Hvordan er du egent­lig stillet i forhold til den Gud, der har givet dig livet.

Ja, når Jesus skal tale om livet og om vores forhold til Gud, så er det billede, som falder ham ind ikke billedet af en mand, der lånte et lille beløb og som efter bedste evne og med god vilje betalte det tilbage i al hæderlighed. Nej, så er billedet dette: Vi forholder os til Gud som den gældbundne tjener, der var ganske og aldeles ude af stand til at tilbagebetale den svimlende sum, han skyldte.

Det er altså ikke sådan, at vi har fået noget af Gud, og vi giver ham cirka lige så meget tilbage, og så går det hele op og ingen skylder nogen noget.

Nej, siger Jesus, i forholdet til Gud er du denne gældbundne tjener, gælden er så svimlende, at du ikke har nogen som helst mulighed for at komme ud af den.

Kvit og frit

Du har jo ikke selv købt dig ind i livet. Du har fået det hele kvit og frit. Gud har betroet dig tilværelsen her, han har givet dig naturen som dit livsgrundlag og andre mennesker som dine livsledsagere. Så meget har han investeret i dig, og du ved nok selv, at du ikke altid forvaltede den formue særlig godt, at du ofte du fik livet for­kludret i mistro og misundelse i smålighed og egois­me. Men nu viser Gud sig for dig igen ikke som en fjern og nøjeregnen­de dommer, men som en overdådig gavmild konge, som slår en streg over det gamle regn­skab, det der gik i kludder i går og lader dig tage fat på en frisk i dag. Er det ikke fantastisk glædeligt, og må den glæde ikke smitte af på vores alle sammens måde at se og omgås andre mennesker på?

I det perspektiv bliver det klart, at tilgivelse ikke er noget vi skal præstere 1 eller 5 eller 7 eller 77 gange. Nej tilgivelse bliver et nyt perspek­tiv, der åbner sig for os, et liv, hvor vi ser de andre ikke som skyldnere, konkurrenter eller fjender, men som medmennesker, som vi skal dele vores liv med. Det handler om tilgivelse.

At glemme det perspektiv, igen at falde tilbage i smålig nøjeregnethed, som tjeneren i lignelsen, det er at blive indfanget af den gamle kæde af misundelse og gengæld, af vold og hævn. Sådan ser det gælds­fængsel ud, som tjeneren ryger ned i. Ikke et fængsel andre anbringer ham i som straf, men et fængsel han selv lukker sig inde i. Sådan lukker tilværelsen sig omkring os, når vi glemmer tilgivelsen.

Det var det første. Det andet drejer sig om de andre.

Det kan godt være at vi ofte er glemsomme, men helt uden samvittighed er vi normalt ikke. Som det sker for medtjenerne i lignelsen, rører samvittigheden på sig, når vi møder en åbenlys uretfærdighed. Det er da virkelig for galt, at en mand, som lige har fået eftergivet en gæld på 100 millioner går ud og bruger grove midler for at indkræve en gæld på et par tusind. Medtjenerne og vi bliver forargede.

Og det er godt. Vi skal ikke lade 5 og 7 være lige. Vi skal ikke acceptere, at andre mennesker bliver behandlet uretfærdigt. Vi skal forsvare dem og kæmpe deres sag. Som medtjenerne i lignelsen her gør, da de går til kongen.

Når evangeliet fortæller os, at hvert eneste menneske er enestående og uendeligt værdifuldt, så er det vores opgave i ord og gerninger at forsvare denne grundlæggende menneskelige værdighed, at hjælpe nødstedte, at arbejde for ligeret, at modarbejde uretfærdighed og beskytte mod overgreb.

Når jeg før talte om en fuldstændig ubegrænset tilgivelse, som også omfatter Judas og Hitler og Stalin og Pol Pot, så handler det altså ikke om at se stort på deres forbrydelser og grusomheder. Nej, enhver må stå til ansvar for sine handlinger her i verden. Det handler ganske vist om tilgivelse. Men tilgivelse er ikke det samme som ansvarsløshed. Tilgivelsen udvisker ikke uret og uretfærdighed.

Og det er så det sidste jeg vil sige noget om.

Det handler om tilgivelsens kilde.

Kan nogen tilgive en morder hans ugerning uden at det bliver en hån imod det offer, der måtte betale prisen? Kan vi tilgive noget, som for alvor har slået skår i andres liv?

Nej, vi kan ikke tilgive hinanden eller os selv for det, der har kostet andre lidelse eller det, der er værre.

Det kan kun Gud, den Gud som er ophav til livet, som hver dag lader os så op til en ny dag.

For kun Gud formår at genoprette, hvad vi har slået i stykker og forbrudt. Kun i tillid til Guds grænseløse nyskabende kærlighed, kan vi på en gang værne om respekten for det enkelte menneske, også dem der blev ofre for andres overgreb, og samtidig tro på at ingen af os nogen sinde vil kunne falde ud af Guds tilgivelse. Evangeliet vækker vores dårlige hukommelse og renser vores blakkede samvittighed, så vi kan tage fat på endnu en dag, hvor der skal kæmpes for retfærdighed og menneskeværd. 

God arbejdslyst. 

Amen