Prædikener
Nyheder

13. søndag efter Trinitatis

Prædiken, 15. september, Hørve Kirke

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.

”Kirkens sande skat er det hellige evangelium om Guds herlighed og nåde.” 

Sådan lyder den 62. af de 95 teser, munken Martin Luther slog op på døren til slotskirken i Wittenberg for 502 år siden. Nu har I fået denne tese – i Hein Heinsens udformning - slået op på jeres kirkedør her i Hørve. 

Det fejrer vi ved høstgudstjenesten i dag med en nyskreven salme af Hans Anker Jørgensen.

Ny kirkedør

”Kirkens sande skat er det hellige evangelium om Guds herlighed og nåde.”  Det pryder nu en dør, som åbner ind mod kirkerummet og ud mod verden. Det handler om Guds ord, som både sætter dagsordenen herinde under hvælvingerne og udenfor under de drivende skyer.

Det handler om Gud, der med sit Ord har skabt verden og os i den. Det er vi til høstgudstjeneste for at takke for.

Det handler om Guds Ord som det kom til verden i Jesus Kristus, det er hans fortællinger og hans gerninger, det er historien om hans liv, død og opstandelse, som er kernen i kirkens hellige evangelium.

Og det handler om det Guds Ord, som Biblen er, og som vi samles til gudstjeneste for at lytte til og lade os inspirere af til den hverdag med hinanden, som venter os her udenfor.

Lyder det lidt abstrakt og vel teologisk? Så er det et held, at vi er samlet her netop 13. søndag efter trinitatis, hvor vi bliver præsenteret for den meget konkrete historie om en mand, der på den øde vej mellem Jerusalem og Jeriko blev overfaldet af røvere, og om en samaritaner – eller måske var det en somalisk asylansøger – der kom forbi og hjalp ham.

2. verdenskrig

Og jeg vil tage fat i en situation meget langt fra festgudstjenesten her med ny dør og blomster og frugter og salmesang, nemlig i en kirke i Tyskland under 2. verdenskrig. Den var om natten blevet ramt af bomber.

Da brandfolkene kom ind i det ødelagte kirkerum fandt de mellem murbrokkerne kirkens gamle krucifiks slemt molesteret. Jesusfiguren var faldet af korset, og hænder og fødder var brækket af. Brandfolkene tog denne figur, hængte den op på den sodsværtede kormur og skrev på en lap papir nedenunder: Lad os være dine hænder og dine fødder, Herre!

Livet er ikke vores opfindelse, det er en gave og en opgave, vi har fået betroet af Gud. Han har givet os fødder, så vi kan bevæge os rundt på denne fantastiske grønne og blå planet. Med fødderne kan vi nærme os hinanden. Med fødderne sætter vi spor, og vi går i andres fodspor i udforskningen af verden. Gud har givet os hænder, så vi kan mærke verden. Ræk ud og pluk dig et æble. Mærk den kølige endnu dugvåde skal, smag det friske syrligt-søde kød, mærk saften løbe ned ad hagen. Pluk et til og ræk det til din sidemand.

Samaritterne

Jesu historie i dag om den barmhjertige samaritaner er en historie om at hænder og fødder har vi ikke kun fået til eget brug, men for at kunne være til gavn og glæde for andre. En mand på vej fra Jerusalem til Jeriko faldt i røverhænder. Det er barske og ubarmhjertige hænder at falde i. Og i første omgang er der ingen hjælp at få. Præsten og levitten brugte deres fødder til at gå forbi, de tog benene på nakken for ikke selv at få noget i klemme, og måske tog de også hænderne for øjnene for ikke at møde den overfaldnes blik. Den fremmede og normalt temmelig foragtede, den rejsende samaritaner, brugte de lemmer, Gud havde givet ham, anderledes. Han styrede sine fødder hen mod den overfaldne, han brugte sine hænder til at forbinde hans sår, han løftede ham op på sit æsel og holdt om ham på vejen frem mod det nærmeste kro. Han hjalp ham til sengs og var ikke bleg for at få hånden i lommen og pengene på bordet som betaling for husly til den overfaldne.

Den historie har sat sit præg på vores samfund. Ingen fodboldturnering uden et samaritertelt, og samaritterne træder til, hvis en spiller udsættes for en ureglementeret tackling eller en af tilskuerne skulle besvime i solen.

Samaritaneren er blevet professionel, hun har taget førstehjælpskursus med diplom, og nødhjælpskassen er ved hånden. Vores hospitaler er opfundet i kølvandet på historien. Det er huse, hvor man tager imod hvem som helst, der har brug for akut hjælp og pleje. I kender det engelske ord ”hospitality”, det betyder gæstfrihed. Og sådan skulle det gerne være på vores hospitaler. I middelalderen var det kirker og klostre, der stod for hospitalsvæsnet. I dag er det blevet en almindelig samfundsopgave. Men grundlaget for foretagendet er det samme: vi kan ikke med vores menneskelighed i behold bare lade folk sejle i deres egen sø. Vi spørger ikke efter årsagen til at en mand ligger hjælpeløs på gaden, vi ringer efter 112 for han skal bare have hjælp uden hensyn til skyld og skattebillet.

Gudsforhold

Og det er ikke kun indenfor sygeplejen, historien om den barmhjertige samaritaner har sat sig spor. Den har i det hele taget præget vores syn på det at være menneske, på vores ansvar som mennesker og på vores gudsforhold.

For udgangspunktet for at Jesus overhovedet fortæller historien er jo, at en mand gerne vil vide, hvordan han skal få orden på sit gudsforhold. Spørgeren ønsker klar besked om, hvad der skal til for at være et godt menneske. Og Jesu første svar er ham ikke nok. Han kender jo godt loven, han ved godt, at han skal elske Gud og sin næste. Men han vil gerne have mere præcis besked. For når han står der og ser sig omkring, så melder spørgsmålet sig: Hvor mange af dem her er min næste? Hvor mange skal jeg i grunden tage mig af? Hvor går grænsen? Den slags er vi jo også meget optaget af i dag. Selvom de fleste af os materielt er hovedrige i forhold til Jesu tilhørere den dag, og de fleste mennesker rundt om på jorden i dag, så synes vi også, at der må være grænser. ”Vi kan jo ikke frelse hele verden!” siger vi og slår ud med armene. Men det er for lidt og for let.

Den verden vi mødte i den gammeltestamentlige læsning var det ligesom lidt lettere at forholde sig til. Her får vi tegnet et billede af ansvar og forpligtelser i et ordnet system. Her er regler at gå efter og grænser at forholde sig til. Der er nogle der er familie og landsmænd og andre, som ikke er det. Her kan vi sige: nu har jeg gjort, hvad man kan forlange af mig, så kan jeg slappe af og bruge resten af krudtet på mig selv og mine egne.

Men med Jesu historie vendes der op og ned på tingene. I helt bogstavelig forstand. Jesus siger: Kære ven, du vil gerne vide, hvem der er din næste. Du står og tænker: Hvem har brug for min hjælp? Hvem har jeg forpligtelser overfor? Hvad kan jeg overkomme? Men se nu her. Nu lægger vi dig ned på ryggen. Nu er det pludselig ikke dig, der står med overskuddet, men dig, der er faldet i røverhænder eller på anden vis er kommet i uføre. Du ligger der og kan ikke klare dig selv. Hvem er din næste i den situation? Ja, der er du jo nok ikke så optaget af at vælge og sætte grænser. Der er du bare lykkelig, hvis en bruger sine fødder til at gå i din retning og sine hænder til at hjælpe dig. Næsten er ikke de andre, det er dig. Og når du har fattet det, så er det ikke så svært at finde ud af, hvad det er livet selv kræver af dig. Det er at gøre det, du selv ved, du ville have brug for i den situation, hvor du ikke kunne klare dig selv. Gå du så bare hen og gør ligeså!

Selvindlysende

Vi ved det godt. Vi kan mærke det så snart vi hører historien. Den er på en måde selvindlysende. Det er simpelt hen ikke menneskeligt at gå forbi en nødstedt.

Men nogle gange gør vi det alligevel med mere eller mindre tynde undskyldninger.

Derfor var det Jesus kom til vores verden, ikke kun for at fortælle historien her, men for at leve den ud. Han var selv et menneske på vandring. På vej for at møde mennesker. Han rakte selv sine hænder ud mod andre, han tog fat uden berøringsangst. Han tog sig af syge og omgikkes udskud. Han brugte sine hænder og fødder til at prædike om Guds kærlighed til mennesker på tværs af alle de skel og grænser vi er så flittige til at sætte mellem hinanden. Det blev for meget syntes man. Og så naglede man hans hænder og fødder fast på et kors, så kunne man vel endelig være i fred for ham! Men nej. Sådan kunne vi ikke slippe af med ham og hans kærlighed. Han opstod, og det sidste vi hører Jesus gøre inden han vender tilbage til sin og vores himmelske far er, at han løfter hænderne og velsigner disciplene og sender dem ud i verden med det her ”hellige evangelium”. De skal gå på deres flade fødder til verdens ende med det. De skal fortælle om alt det, de sammen med ham har set og hørt, om det liv han har åbnet for dem. Og de skal bruge deres hænder, både til at udfolde barmhjertigheden i konkret handling og til at døbe mennesker i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, som tegn på, at vi i liv og død tilhører ham, at intet i verden vil kunne skille os fra hans kærlighed. Sådan har han sendt generation efter generation af sted som sine hænder og fødder.

”Og se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende”, sagde han. Han er her for os, som samaritaneren var det for den overfaldne.

Det er det hellige evangelium, det gode budskab til os her i Hørve i dag. Uden Jesus kan vi let komme til at føle os modløse og magtesløse, uden ham kan tilværelsen og dens krav til os føles uoverkommelige. Men han slipper os ikke, han er med os med sin trøst og sin tugt, men sin kærlighed og inspiration. Han tror på os, tror på at vi kan og vil være hans hænder og fødder her i verden. 

God arbejdslyst!

Amen