Prædikener
Nyheder

21. søndag efter Trinitatis

Prædiken, 10. november, Grevinge Kirke, visitats

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen

Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke, siger Jesus.

Hvad mener han med det? Er der noget forkert i det? Hvad er forholdet mellem ord, tegn og tro, mellem de ord, vi hører her i kirken, og den virkelighed, vi møder herudenfor i Odsherred. Det vil jeg prøve at udfolde i prædikenen her.

Ude på landet på Sjælland – måske var det her på Grevinge-egnene - for 100 år siden havde Johanne og Svend Erik slidt i det på deres lille husmandssted i en menneskealder. Børnene var kommet og kommet i vej. Nu var der kun de to tilbage derhjemme. De nærmede sig guldbrylluppet. De gik som de plejede og passede hver deres og sagde ikke mere til hinanden end højst nødvendigt. Det var som det skulle være, og så alligevel ikke. 

Johanne var blevet i tvivl om selve grundlaget for det hele. En dag tog hun mod til sig og spurgte: Svend Erik, elsker du mig? Og Svend Erik kiggede op fra sin avis og svarede med undren i stemmen. Jamen selvfølgelig Johanne. Det sagde jeg jo ja til i kirken, da vi blev gift.

Mange af os har det nok lidt som Johanne. Vi har brug for mere end et ord, der blev sagt til os for meget længe siden. Mange af os har brug for tegn undervejs. Kærtegn. Tegn på den kærlighed, som er så afgørende for os og vores liv. Vi ved godt at kærlighed ikke kan bevises. Uanset hvor store og dyre ord og gaver og anstrengelser, vi giver eller modtager, så kan det aldrig bevise kærligheden. Selv den dygtigste kirurg leder forgæves efter sikre spor af kærlighed i et menneskehjerte. 

Kærligheden kan vi kun forholde os til i tro. Vi må tro på den andens ord, vi må turde vise den anden tillid. Beviser for kærligheden findes ikke. Men der findes tegn, kærtegn. Tegn som styrker tilliden og holder troen i live. Tegn som udtrykker kærligheden og som i sig selv er med til at åbne og udfolde kærligheden mellem mennesker. Vi har brug for tegn for at turde leve og elske. Det er derfor vi er kommet i kirke her i dag.

Og det er hvad prædikenen her handler om. Om kærtegn. Om Guds kærtegn midt i vores brogede, nogle gange strålende lykkelige andre gange ubærligt svære menneskeliv.

Vi hørte i evangeliet jeg læste før, om en kongelig embedsmand, der opsøger Jesus fordi hans søn var alvorligt syg. Vi møder et menneske, der allerede havde oplevet tegn og undere i sit liv. For som far havde han været vidne til det under det er, at et menneskebarn kommer til verden. Da embedsmanden blev far, åbnede der sig en ny verden for ham. Barnet var hans store glæde og hans bekymring med. Dybt i hans sind var der nu med barnet lagt en uro for, hvad der nu skulle kunne ske den lille. Om han passede godt nok på drengen. Om han var en god voksen for sin søn.

Det gør noget ved os at blive forældre eller at være nære voksne, der følger et barn på tæt hold. Når barnet ser på én med sit åbne blik, er det som om et stykke af himlen er faldet ned til os. Når barnet skriger eller skejer ud, vækkes bekymringen i os: er der noget galt? Har vi gjort noget galt?

Faderen i evangeliet i dag, havde altså på en måde allerede fået tegn og undere at se. Og ikke kun det store, at et barn var kommet til verden, men også de mange daglige små, hans samliv med sønnen og andre mennesker rummede. De tegn og undere vi selv kender fra vores hverdag. Ikke nødvendigvis de store oplevelser, ikke åbenbaringer som får al tvivl til at fordampe, ikke de dramatiske omvæltninger, men det anerkendende smil, et kærligt blik – hverdagens små kærtegn, der fortæller: jeg kender dig og holder af dig, du duer som du er, jeg har brug for dig. Den kongelige embedsmand havde som far lært en kærlighed at kende, som var større end ham selv. Det var den, der nu havde sendt ham af sted efter en hjælp han ikke selv kunne yde, en beskyttelse som gik over hans evner.

Faderen til den syge dreng gik det meste af en dagsmarch fra Kapernaum til Kana for at bede Jesus om hjælp fordi han vidste, at selvom hans kærlighed til sønnen var stor, så var den ikke i sig selv i stand til at redde barnet.

Da han står overfor Jesus og beder ham om hjælp, siger Jesus til ham ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke” siger Jesus.

Det lyder som en bebrejdelse, ja nærmest som en afvisning. Og sådan kan vi også i de andre evangelier ind imellem høre Jesus afvise nogle af dem, der vil have Jesus til at gøre noget ekstraordinært som en slags bevis for at han er en profet, en udsending fra Gud eller mere end det.

For det glædelige budskab om Guds kærlighed og tilgivelse, som kommer til udtryk i Jesu ord og gerninger, kan ikke på den måde bevises. Derfor afviser Jesus at understrege sit budskab med tegn og undere.

For evangelisten Johannes handler det med tegn og undere imidlertid ikke om bevis og legitimering, men Johannes tænker om tegnene som kærtegn, Guds kærtegn til mennesker her i verden, tegn på og udtryk for den kærlighed, som gennem Jesu historie gradvis udfolder sig og som når sit endelig og stærkeste udtryk, da han sætter sit liv ind på den, da han sætter sit liv til fordi han ikke vil svigte sin kærlighed til denne verden og os menneske. For Johannes er det sidste og endelige tegn på Guds grænseløse kærlighed: Jesu død og opstandelse. Det er det tegn alle de andre har peget frem imod, det er det tegn de andre tegn forbereder disciplene og os til at fatte og tage til os.

”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke” er altså her hos evangelisten Johannes ikke en afvisning eller en tilrettevisning, men en indrømmelse. En konstatering af, at sådan er det for os mennesker, troen har brug for tegn, vi har brug for kærtegn for at blive holdt fast på kærligheden.

Og så får faren virkelig et tegn at se.

Det vil sige. I første omgang fik han kun et ord at holde sig til: ”Gå hjem, din søn lever”. Men det greb han, det troede han på, det klamrede han sig til på vejen hjem – og vi kan forestille os hvilken lettelse og glæde det har været, da manden ved hjemkomsten hører, at drengen virkelig var blevet rask. Og selvom han spurgte om tidspunktet for vendingen i drengens tilstand, og man kunne fortælle at den indtraf netop som han havde talt med den omvandrende prædikant fra Nazareth – så var det jo ikke noget endegyldigt bevis – det kunne jo bare være en tilfældighed.

Sådan er det med alt det største i vores tilværelse, alt det der har med kærligheden at gøre: det kan ikke bevises, det lever af at vi tør tro hinanden på ordet, det lever af de daglige kærtegn, det findes kun i den form og på de betingelser.

Sådan er kærlighedens vilkår i denne verden. Kærligheden trues og modsiges både udefra og indefra, af sygdom og ulykke og død, af misundelse og ligegyldighed og had.

Når vi såres og mister og hader bliver kærligheden hjemløs og troen på Gud kan blive helt væk.

Derfor har vi brug for kærtegn undervejs, kærtegn der vækker troen og holder håbet i live.

Dåben er sådan et kærtegn.

Ikke noget bevis på noget som helst.

Ikke noget stort og svært og imponerende.

Bare 3 små håndfulde vand og en historie om ham, der satte sit liv til for at nå os med budskabet om, at også der hvor vi tvivler og der hvor kærligheden bliver kold mellem os, der brænder Guds hjerte stadig for os.

Nadveren er et andet kærtegn.

Om lidt får vi mulighed for at gå til alters.

Der har Jesus sagt, at han selv vil møde os.

I brødet og vinen.

Det ser virkelig heller ikke ud af meget: sådan en lille tør oblat og en lille sjat hedvin eller saft, et mikroskopisk måltid, som vi deler med hinanden, som kristne mennesker nu i næsten 2000 år har gjort det hver søndag når vi mødes til gudstjeneste.

Men et tegn er det, et kærtegn fra Gud.

Vi kommer i kirke for at blive kærtegnet af Gud. For at blive mindet om Jesu budskab til dig og mig og dem vi sidder ved siden af og dem vi møder på vejen hjem ”at du er altid allerede elsket”.

Det budskab ser vi i evangeliet i dag udfoldet i faderen, der opsøger Jesus fordi hans søn er syg. Det budskab lød over os da vi blev døbt. Det står fast.

Men mange af os har det lidt som Johanne. Vi kan blive i tvivl. På grund af vores egne svigt eller den andens manglende opmærksomhd eller verdens skæve gang. ”Elsker du mig stadig Svend Erik?” Johanne havde brug for at blive mindet om det, ja mere end det, hun havde brug for at høre og mærke at kærligheden stadig var på spil i deres liv med hinanden. Hun havde brug for et kærtegn.

Mange af os har brug for kærtegn. Også kærtegn fra Gud.

Dem får vi her i kirken. Lige nu!

Amen