1. tekstrække, 2014-2015
Nyheder

Palmesøndag

Biskop Peter Fischer-Møllers prædiken til dagens tekst i Drøsselbjerg Kirke.


Tekst
 Peter Fischer-Møller, biskop

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.Jeg vil begynde prædikenen her i dag i Drøsselbjerg Kirke med en glædesråb: Hosianna!.

For det er virkelig glædeligt, at menigheden her i Drøsselbjerg nu igen kan samles herinde under hvælvingerne efter en renovering, der blev påbegyndt for to år siden, og som har betydet, at kirken har været lukket de sidste 8 måneder. 

Det er glædeligt at se, hvor fint inventaret er sat i stand og hvordan rummet fremstår rent og lyst og imødekommende. Vi glæder os på trods. 

På trods af at vi herude i Vestsjælland befinder os i det nogle kalder Udkantsdanmark og hvor vi gennem den sidste generation har oplevet, at der er blevet længere mellem naboerne, forretningerne og de offentlige institutioner. 

På trods af, at vi godt ved, at det ikke er alt i folkekirken der er helt så nykalket og smukt, som rummet her i dag. På trods af den skræmmende ulykke, der har fyldt medisrne i denne uge, passagerflyet der i tirsdags ramte en bjergvæg i de franske alper, så 150 mennesker omkom. På trods af den forfærdelige borgerkrig i Syrien og den uro og vold, der præger mange lande i Mellemøsten i disse år. På trods af at vi stadig har meget at slås med hver især og sammen.

Hosiannna!

Jeg var som formand for Danmission på besøg i Libanon og Ægypten i januar. Her mødtes vi med kristne og muslimske ledere, der sammen arbejder for fredelig sameksistens og udvikling af fælles medborgerskab på tværs af religiøse og kulturelle forskelle. 

Vi mødte modige kvinder, der driver et netværk af fredsgrupper inde i Syrien, for – som de siger – når borgerkrigen stopper engang, skal der jo være nogen til at bygge et nyt samfund op! Vi besøgte en landsby nord for Cairo, hvor de på andelsbasis havde forbedret deres landbrug, afgrøder og afsætning, og stoltheden strålede ud af agurkeavleren, der ønskede at få sine agurker direkte nævnt i den afsluttende velsignelse.

Vi glædede os sammen – på trods.

På trods af, at det arabiske forår, som brød igennem for fire år siden, nu nogle steder mere ligner et arabisk efterår eller en arabisk vinter. På trods af at mange fortsat lider voldsomt under fattigdom, vold og undertrykkelse.

Vi gik i kirke og sang sammen: Hosianna – på trods.

Måske var vi morgensure eller bekymrede, sorgfulde eller mismodige, da vi vågnede. Måske følte vi ikke nogen særlig trang til at hilse sommertiden med et Hosianna! 

Men det er som om skyerne letter, når man kommer i kirke og ser at den er næsten fuld, hører musikken udfolde sig under hvælvingerne og giver sig til at synge med på salmerne.

Palmesøndag får glæden udtryk. Det gør den hos den gamle profet Zakarias, der sætter ord på drømmen om Guds udvalgte konge, der engang skal ride sit folk imøde for at gøre op med fremmede magthavere og lægge grunden for fred mellem mennesker.

Glæden klinger igennem den gamle Kristushymne, som Paulus citerer i sit brev til menigheden i Fillippi.

Og glæder bryder igennem, da Jesus på sit æsel riden ned af Oliebjerget og ind mod byen Jerusalem.

Det er virkelig en overskudshistorie. Der er ikke bare et æsel, som jo ellers måtte være nok til at bære Jesus ind mod byen, nej, der er både et æsel og dets føl. Der er ikke bare en lille forfrossen skare, der står og kigger på den underlige rytter, nej, det er en hel by, der er på den anden ende, det er en tusindtallig skare, der tiljubler manden med hosianna-råb.

Og man nøjes ikke med at vinke diskret, man kaster sine kapper i støvet, man ruller den røde løber ud. Man vifter med saftiggrønne palmegrene, og man synger de gamle sange om kongen på æslet, man synger sin glæde ud: Hosianna!

Sådan forestiller jeg mig det har været i Jerusalem den palmesøndag. Børn og voksne lod sig rive med af glæden, de lod sig fylde af den. I nogle timer var der lukket op for tro og håb og kærlighed, som var man lukket ind i det tabte paradis.

Men intet paradis uden slanger.

Kender i talemåden: »forventningens glæde er altid sen største«. Ordene rammer noget i vores voksenliv. De rammer det, at vi som voksne har det svært med den umiddelbare glæde, med det bare at være til stede her og nu og åbne os for livet og hinanden. Vi gør os så mange tanker om hvordan livet egentlig burde være, vi danner os forventninger, om hvordan det kunne blive. 

Og det kommer ligesom til at stå i vejen for os. Det er som om vi hele tiden skubber glæden foran os. Vi taler om, at vi glæder os til weekenden, til festen, til ferien, til friheden fra arbejde og pligterne, men når vi så var der, hvor vi drømte om at være, hvor glæden skulle indfinde sig, så var der alligevel et eller andet som ikke var som vi havde forestillet os, så blev det ikke lige det, vi havde drømt om, så indfandt skuffelsen sig.

Forventningens glæde kan være rar at sidde og hygge sig med, men den kan også blive en slags sutteklud, en flugt fra virkeligheden. Og når den skuffes kan den slå om i bitterhed og sortsyn.

Det handler det også om her på Palmesøndag.

For den dag hvor fredskongen skulle ride ind i Jerusalem på sit æsel var en dag, man havde knyttet store forventninger til. Forventningerne var bygget op igennem århundreder. Det som tipoldeforældre og oldeforældre og bedsteforældre havde håbet at opleve, før de lukkede deres øjne, det var nu i færd med at ske den dag foran Jerusalems mure. Det følte folkene, det gav de udtryk.

Det blev til den overvældende glæde, der bølgede Jesus og hans æsel i møde. Og Jesus giver glæden ret.

Da nogle af farisæerne og de skriftkloge beder ham om at dæmpe gemytterne, siger han, at hvis folkene blev bragt til tavshed ville stene langs vejen stadig råbe af glæde.

Glæden havde ret, glæden over at være til og være sammen, glæden over det liv, de ikke skyldte sig selv, glæden over Guds nærvær i verden, over at Jesus havde bragt Gudsriget til dem, at Guds Rige med manden på æslet var midt iblandt dem.

Men skuffelsen kom hurtigt.

Måske vendte stemningen allerede om aftenen, da gaderne var snavsede og fulde af affald som efter en fodboldkamp, og palmetræerne i byen stod skamferede og bladløse tilbage som vandaliserede lygtepæle.

Måske vendte stemningen næste morgen, da folk vågnede op med tømmermænd og opdagede, at der stadig stod romerske soldater på gadehjørnerne og romerske toldere ved portene, at den ny konges ankomst ikke havde betydet et synligt regimeskift.

Måske vendte stemningen først i ugens løb, da man mærkede, at han ikke havde hele folket med sig, at der var nogen, der slet ikke syntes han lignede den konge, man havde ventet, at de ledende endda mente, at han var en gudsbespotter.

For nogle ramte skuffelsen måske først, da de hørte, at han var taget til fange, da de så ham dømt og hånet og korsfæstet som en forbryder.

Måske var skuffelsen først total, da stenen blev rullet for hans grav og de sidste gnister af glæde begravet sammen med hans døde krop.

Hurtigere eller langsommere kom skuffelsen snigende, som slangen i paradiset. Og glæden forsvandt.

Og vi slår ud med hænderne og siger: ja, det ved vi jo også godt af egen erfaring, at ingen glæde varer evigt.

Måske skulle man helt droppe den, måske er glæden bare en barnlig drøm. Er det ikke ren virkelighedsflugt at glæde sig i en verden hvor krig og grusomhed og undergang tydeligvis stadig rider på den høje hest?

Det er her Jesus møder os i evangeliet i dag. Det er her han igen i dag rider os i møde for at få os til at tro om. For at holde os fast på glæden, for at tale til os om en glæde, der har evigheden i sig, en glæde, der overlever modstand og skuffelse, der ikke lader sig knægte, selvom den ser ud til at have alle odds imod sig.

For han var ikke bare en naiv optimist, da han kom ridende ind mod Jerusalem den dag. Han vidste hvad der ventede ham, han havde talt med disciplene om det kommende nederlag, men også om, at det ikke skulle være det sidste.

Vi er nu på vej ind i den historie. Og tror vi det er slut med glæden på fredag, så kommer der bagefter en påskemorgen og fortæller os noget andet.

Det er, hvad vi kommer her i kirken for at blive holdt fast på: at glæden har ret – på trods.

Det holdt modet oppe hos mine kristne venner i Libanon og Ægypten, det udtrykte de, når vi holdt gudstjeneste sammen og bad sammen. Det bar de med sig i samarbejdet med deres gode muslimske venner og bekendte.

Det handler det om, når vi glæder os over at samles her i dag i den nyrenoverede kirke i Drøsselbjerg.

Det handler ikke om at lukke øjnene for verdens besværligheder og barske realiteter, men om i lyset af historien om Jesus 

at tage imod den glæde, der møder os,
at lade glæden få plads mellem os,
at turde tro, at glæden har evighed i sig.
at synge den ud: Hosianna!

Amen.