1. tekstrække, 2014-2015
Nyheder

Påskedag

Biskop Peter Fischer-Møllers prædiken til dagens tekst i Roskilde Domkirke.


Tekst
 Peter Fischer-Møller, biskop

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.

Det er påske i Danmark og i Mellemøsten og verden over.

Kristne jorden rundt hilser hinanden med den ældgamle påskehilsen: Kristus er opstanden. Ja, han er sandelig opstanden!

Den hilsen holder os fast på noget, vi ikke kan sige os selv. Opstandelsen er virkelig et overvældende glædeligt budskab, som går langt ud over vores fatteevne.

Påske i Danmark 2015.

Solen har strålet i flere dage. Solsortene synger rundt om i haver og hegn. Påskeliljerne har foldet deres gule trompeter ud og blæser fanfare for foråret.

Det er tid til at undre os og glæde os over livsmiraklet ude i naturen og her i kirken

Sammen undre os over at der i naturen er en livsmagt, en opstandelseskraft, der jager den gamle stive vinter på porten og kalder skønhed og lyst og glæde frem i blomster og fugle og mennesker.

Og når den kraft har fået så godt fat i os, at vi hengiver os til hinanden, og der bliver nye små levende væsner ud af det. Ja, så står vi virkelig ansigt til ansigt med miraklet, det mirakel ethvert lille menneskebarn er.

Påskesolen skinner over Danmark samtidig med at præster og andre særligt kirkeligt interesserede stadig diskuterer de spørgsmål JyllandsPosten ved juletid sendte ud, og hvor en håndfuld præster satte kryds ved nej til et spørgsmål om Jesu fysiske opstandelse. I går blev der som en særlig påskehilsen fulgt op med en meningsmåling, som kunne fortælle, at mere end halvdelen af danskerne har svært ved at tro på Jesu opstandelse. Ikke så mærkeligt. Og ikke særlig nyt.

Opstandelsen har altid været og er stadig et mysterium.

Som livet er det. Som kærligheden er det. Som tilgivelsen er det. Men hvis man siger: »fordi jeg ikke forstår det, kan jeg ikke have med det at gøre«, så har man lukket af for 2000 års frugtbar forundring.

I den igangværende debat som i sin tid med debatten omkring Thorkild Grosbøll tænker jeg: er det ikke noget mere interessant at høre, hvad folk tror på, hvad de er optaget af, hvad de håber på og drømmer om end hvad der ikke siger dem noget? Det vil jeg vende tilbage til om lidt.

Påske i Mellemøsten 2015

Jeg fik i forgårs en hilsen fra den evangelisk-lutherske biskop i Jordan og Israel, Munib Younan.

Hans udgangspunkt er et andet. Det arabiske forår er for længst afløst af en vinterlignende tilstand. Det handler ikke om blomstrende påskeliljer og fuglesang, men omskrattende maskingeværer og frygt for fremtiden. »Her i Jerusalem,« skriver han, »klynger vi os til budskabet om opstandelsen som vores håb, vores styrke og vores mod i forhold til de problemer vi står overfor i Mellemøsten i dag.«

Forholdene i de forskellige lande og områder i Mellemøsten varierer. Nogle steder bliver de kristne og andre religiøse minoriteter direkte forfulgt. Andre steder er fremtiden bare i almindelighed så usikker, at mange af dem, der har mulighed for det, vælger at søge en fremtid for dem selv og deres familie andre og mere fredelige steder i verden.

I Syrien er det helt forfærdeligt. Mere end 200.000 er dræbt under borgerkrigen. 7,5 millioner er på flugt inde i Syrien. Fire millioner er flygtet ud af landet. 3,5 millioner opholder sig i nabolandene Libanon, Jordan og Tyrkiet. En lille del af flygtningene er nået til Danmark og har søgt asyl her.

»Mellemøsten har ikke brug for flere geværer og tanks eller voldsom militærmagt til at imødegå ekstreme politiske eller pseudoreligiøse dagsordner,« skriver biskop Younan. 

»Hvad Mellemøsten har brug for er kærlighed, nåde og tilgivelse.« 

Men hvor er det at finde? Hvor er påsken blevet af i Mellemøsten her i 2015? Måske omtrent hvor den var i Jerusalem i år 30.

Det havde ellers set så lyst og lovende ud, som om foråret for alvor var på vej.

For hårdtarbejdende fiskere, oversete kvinder, udstødte syge og foragtede toldere og syndere - for en flok af mennesker, som kun kendte lidt til skønhed og glæde, som havde haft svært ved at få øje på livsmiraklet - for dem brød foråret frem i mødet med en omvandrende tømrersøn fra Nazareth.

Han havde set dem, han havde vist dem opmærksomhed. Han ville kendes ved dem, som de var, selvom han godt kunne se, at de ikke lignede blankpudsede succeser, selvom han vidste, at de havde fejl og gjorde fejl.

Han så ind gennem alt det skæve og forkludrede i deres liv, og så midt i det hele mennesker, enestående og uvurderlige mennesker. Han sagde: du duer som du er, der er brug for dig, Gud kan slet ikke undvære dig. Og det kan dine medmennesker heller ikke.

Dér var foråret begyndt for disse mennesker.

Glæden ved at være til. Glæden ved at se og høre og mærke verden omkring sig. Glæden ved at dele livet og hverdagen med hinanden.

Se himlens fugle, sagde han, de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og dog giver jeres himmelske far dem føden.

Se på markens liljer, de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem.

Se på jer selv og hinanden: I er mere værd end mange fugle. I er Guds børn. Sagde han.

I samværet med Jesus var deres liv blevet nyt.

Det var virkelig som et fantastisk forår, og de havde troet og håbet, at det her kun var begyndelsen. De havde hyldet ham som en ny tids konge.

Men så var modstanden vokset, og de var selv blevet bange, og de havde hver på deres måde svigtet ham. Han var blevet taget til fange og dømt og korsfæstet som en forbryder. Han var død og begravet.

Og de var som forstenede. Så var døden altså stærkere end livet, angsten og ligegyldigheden og hadet mægtigere end den kærlighed, han havde levet, og som for en tid havde åbnet tilværelsen for dem - tænkte de.

Så fortvivlede som syriske flygtninge var kvinderne, da de gik ud til graven påskemorgen for at vise den døde den sidste ære, som de ikke havde nået langfredag, for at gøre liget i stand.

Men til deres store overraskelse finder de ikke noget lig. De ser at stenen er væltet fra og at graven er tom. Og da de kigger ind ser de en ung mand, som fortæller dem, at Jesus er opstået.

De fatter ikke en lyd af det.

De bliver rædselsslagne, og løber væk og siger ikke noget til nogen, fortæller evangelisten Markus.

Men noget må alligevel være sluppet ud. Selvom det ikke var til at forstå, må kvinderne alligevel have fattet, at her var noget stort og glædeligt på spil, som de nu var blevet budbringere for.

Sådan så påsken ud dengang i Jerusalem for snart 2000 år siden. Sådan var begyndelsen til den historie, som siden er blevet fortalt til folk ud over hele jorden.

En historie, som vi stadig ikke kan forstå, men som vi heller ikke kan slippe, eller rettere en historie som ikke vil slippe os.

Historien om et forår, der brød igennem på trods. Et forår, der havde sin rod i den grænseløse kærlighed, Jesus havde vist mennesker.

Et forår, som det viste sig at ingen kulde kunne gøre det af med.

For det var skabermagten selv der var på færde i Jesu liv og gerning.

Det var Guds egen medlidende og tilgivende kærlighed, der åbenbarede sig, da Jesus gav sit liv på korset.

Det var tilværelsens dybeste mysterium, livets sejr over alverdens død og mørke, der brød igennem, da kvinderne blev sendt fra den tomme grav med budskabet: »Han er opstået. Han er ikke her.«

Det forår kan stadig bryde frem, i Danmark og i Mellemøsten og hvor som helst i verden. Det forår der bryder igennem i glimt der, hvor et menneske i tillid til Guds kærlighed glemmer sig selv, i mødet med en anden, bruger sig selv i optagethed af hvad de andre har brug for er der for nødstedte og sørgende.

Vi kan stadig ikke forstå det. Det gælder ikke kun den håndfuld præster, der krydsede nej på Jyllands-Postens spørgeskema. Det gælder ikke kun den halvdel af danskerne, der på meningsmålingen i går svarede at de havde svært ved at tro på Jesu opstandelse. Det gælder os alle sammen. 

Vi kan ikke forstå opstandelsesbudskabet, som det lyder til os i det fremspirende forår, og som vi møder det i beretningen om døden, der ikke kunne få gjort det af med Jesu kærlighed.

Men vi kan mærke det og tage det til os og bære det med os.

Eller som biskop Younan udtrykker det: »Den opstandne Kristus er godheden der overvinder ondskaben, kærlighed over had, lys over mørke, liv over død. Det er det budskab vi er sendt ud for at vidne om.«

Kristus er opstanden. Ja, han er sandelig opstanden!

Glædelig påske.