1. tekstrække, 2014-2015
Nyheder

Maria Bebudelsesdag

Biskop Peter Fischer-Møllers prædiken til dagens tekst ved Stiftsdagen i Roskilde Stift. Prædikenen blev afholdt i Roskilde Domkirke.


Tekst 
Peter Fischer-Møller, biskop

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.

Da jeg gik til præst i 1967, havde vi konfirmander det ikke let med Mariæ bebudelse.

Vi var jo netop der i 7. klasse gået i gang med sexualundervisningen, og pigerne begyndte at få spændende former og skulle ind imellem have fri fra gymnastik, og drengene havde et hemmeligt skur, hvor vi i nogle gamle numre af Playboy kunne kigge på billeder af meget let påklædte damer.

På den baggrund havde vi det svært med jomfru Maria. Altså specielt det med jomfru.

Den slags kunne man ikke bilde os ind. At en kvinde skulle kunne blive gravid uden at have været i seng med en mand. Skulle man virkelig tro på det for at blive konfirmeret?

Vi havde heldigvis en lydhør og fornuftig præst i Skovshoved. Han kunne godt mærke på os, at det her var et problem. Så han bad os slå op i det ældste af de 4 evangelier, Markusevangeliet og læse, hvordan historien om Jesus begynder der.

Og så opdagede vi til vores store lettelse, at dér stod der ikke et ord om jomfrufødsler. Der begynder historien om Jesus med at han som voksen kommer ned til Jordanfloden for - som så mange af sine landsmænd - at blive døbt af Johannes, og først dér, da han bliver døbt, er det Gus stemme lyder fra himlen: »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!«

Vores præst sagde til os, at hvis vi havde problemer med at fatte det med jomfrufødslen, så behøvede vi altså ikke droppe kristendommen. Så kunne vi holde os til Markus, der tilsyneladende ikke mente, det der med jomfrufødslen var afgørende.

Og vi konfirmander åndede lettet op! Sådan så det ud for 48 år siden.

I dag er situationen måske en lidt anden.

At et barn kan komme til verden uden at en mand og en kvinde deler seng kan næppe ryste en flok konfirmander anno 2015 der dagligt hører om ”kunstig befrugtning” og »designerbørn«, og for hvem familieforholdene er blevet noget af en mosaik med indtil flere »papfædre« og »bonussøskende«, og som i øvrigt vokser op med den statistiske kendsgerning, at hvert 10. barn herhjemme har en anden biologisk far end vi går rundt og tror.

For vores tids unge er bebudelseshistorien måske ikke helt så mærkeligt og besværlig, som den var for mig og mine medkonfirmander i '67. Teknisk har man ikke de samme problemer med den, så at sige.

Men det er jo et under. Det at Jesus er undfanget ved Helligånden og født af jomfru Maria. Det var det for evangelisten Lukas og de første kristne, og det er det stadig for os. Og over for undere kommer vi ikke ret langt ved at spørge: hvordan. Det giver meget mere at spørge hvorfor?

Hvorfor fortæller evangelisten Lukas historien om Maria bebudelse, om at Guds barn, Gud selv, er på vej til at blive et menneske her i verden?

Historien om englen, der kommer til Maria, og Maria der tager imod englens ord, og dermed bliver mor til Guds søn, til Gud selv, det er et helt afgørende kapitel i den lange og meget besværlige kærlighedshistorie mellem Gud og mennesker, der strækker sig igennem hele den bibelske fortælling.

Den begynder på Bibelens allerførste sider, med beretningen om skabelsen.

Hvorfor skabte Gud egentlig verden?

Jo, siger skabelsesberetningen, det gjorde han af kærlighed, fordi hans væsen er kærlighed, fordi kærligheden aldrig har nok i sig selv, men retter sig mod den anden og ønsker at forbinde sig med den anden - derfor skabte Gud verden, derfor skabte Gud mennesket i sit billede, for at have nogen at dele glæden over det fantastiske skaberværk med.

Og derfor skabte han ikke mennesket som et i sig selv hvilende væsen, men som to forskellige skabninger, som mand og kvinde, som væsner, der i sig bar samme længsel efter kærlighed og fællesskab, som Gud selv.

Men mennesket faldt ud af kærlighedsforholdet til Gud. Mennesket ville selv. Eva tog æblet, og Adam spiste med. Mennesket gik sine egne veje, ud af Paradiset, væk fra Gud.

Men Gud kunne ikke glemme sine mennesker, han var ensom uden dem, han elskede dem. Gennem hele Det gamle Testamente lyder et kald til omvendelse: kom dog tilbage til den have, I forlod, kom dog tilbage til den kærlighed til Gud, I blev skabt til. Men det kneb gevaldigt med lydhørheden.

Og her er det så vi befinder os i evangeliet i dag, lige midt i denne historie, der hvor skiftet sker, hvor Gud opgiver at kalde det menneske han elsker til sig, og i stedet vælger selv at gå sine mennesker i møde.

Det er kristendommens kærne, det vi hører om her i evangeliet i dag, at den Gud, som i tidernes morgen skabte mennesket i sit billede, nu vender historien på hovedet og lader sig selv skabe i et menneskes billede. At han kom til verden som et menneske, et menneske, der som ethvert andet menneske blev til i en kvindekrop, og som udviklede sig fra en enkelt celle til et barn i løbet af de 9 måneder et menneskeligt svangerskab varer, de ni måneder der er fra i dag, Mariæ Bebudelsesdag og til vi til jul igen skal fejre Jesu fødsel.

Med Mariæ Bebudelse fejrer vi begyndelsen på den historie. Historien om hvordan Guds kærlighed blev sået som et frø i vores verden. Hvordan himmel og jord smeltede sammen i det barn, Maria bar under sit hjerte i 9 måneder. Jesus er på en gang et menneske som dig og mig og Guds barn, Gud selv. Den ånd, der svævede over vandene i begyndelsen, da verden blev til, forbinder sig med Maria og et lille nyt menneske bliver til. Med det barn, som både ligner og ikke ligner os, fik vores liv med Gud en ny begyndelse.

Hvad er så det særlige ved det her barn udover dets ejendommelige familieforhold? Ja, i det foster, i det barn, i den mand han blev, er Gud kommet helt tæt på sin verden og sine mennesker. Gud gjorde sig verdensnær. 

Vi kan spejle vores forskellige liv i ham og blive klogere på hvem vi er, hvorfor vi er her, hvad vi er her for, og hvad der skal blive af os. Jesus er grænsesprængende i den måde han i ord og gerninger udfolder det at være menneske – alene og sammen med andre. Næsten uanset hvilken situation vi befinder os i, har Jesus fortalt en historie eller sagt eller gjort noget, som kan inspirere os, provokere os, afsløre os, trøste os. 

Og så involverer han os i sit særlige familieforhold. Han brugte sit liv på at få os til at fatte, at hvert eneste menneske, I og jeg og dem vi holder af, og dem vi ikke bryder os om, også er Guds. At Gud er vores himmelske far.

For at vi ikke skal glemme det, lærte Jesus sine disciple at bede Fadervor. Den bøn er gået far mund til øre, fra generation til generation, så den nu bedes af på alverdens sprog jorden over. Hver gang vi beder Fadervor, bliver vi mindet om, at vi har en far i himlen, og så ved vi, at vi er, hvad Jesus siger, at vi er: hinandens brødre og søstre.

Måske har nogen af jer det stadig svært med historien om jomfrufødslen. Måske synes I som dagens konfirmander at det er meget naturligt, at en kvinde får barn uden en mand, eller at det jo altid er lidt usikkert hvilken far, der er den rigtige. 

Uanset hvordan I har det med »det tekniske« kan vi her til Mariæ Bebudelse ønske hinanden tillykke med at Maria blev med barn, og at det barn fortalte os, at du og ham og hende ved siden af dig og dem, du møder på vejen hjem er Guds børn, Guds mennesker. Med det evangelium i ryggen bliver vi om lidt sendt ud af kirken for at give det udtryk i verdensnær praksis i den hverdag, der venter.

Amen.