1. tekstrække, 2014-2015
Nyheder

1. søndag efter påske. Dansk

Biskop Peter Fischer-Møllers prædiken til dagens tekst i Gøttingen, Tyskland.


Tekst
 Peter Fischer-Møller, biskop

At gå gennem lukkede døre... 

Jeg drøftede engang de kristnes forhold og fremtid i Mellemøsten med en libanesisk præst. Han sagde: 

»Der tales meget om forfulgte kristne i Mellemøsten, og mange er bekymrede for de kristnes fremtid i de lande, hvor de første disciple kom til tro og delte troen, så kristendommen i dag er blevet til en verdensreligion. Jeg møder kristne i Mellemøsten, som sidder bekymrede inde bag lukkede døre, bange for deres fremtid. Og det er på en måde forståeligt nok. For det er svært for mange minoriteter i Mellemøsten i disse år, også for de kristne. Mange kristne sidder inde bag lukkede døre og venter. Pludselig banker det på døren. Det er Kristus selv. Han banker på – ikke for at komme ind til de kristne, men for at blive lukket ud af kirkerne, for at gå foran disciplene ud af rummet, ud i det samfund, som har så hårdt brug for den tro, den kærlighed, den tillid, den inspiration, Kristus bærer med sig.« 

Jeg tænker: Hvordan er det her hos os? Har vi modet til at slå kirkedørene op og følge med Vorherre ud i virkeligheden udenfor, ud i en verden, stadig har rigtig hårdt brug for evangeliet?

Disciplene var bange – derfor sad de bag lukkede og låste døre. De var skræmte over det, der var sket med Jesus: at han var blevet taget til fange og dømt og henrettet. De var bange for selv at blive opsporet. De frygtede at lide samme skæbne som ham.

De havde ikke det mindste lyst til at åbne døren eller se, hvem eller hvad der gemte sig på den anden side. For dem var døren et værn mod en verden, de r var brudt sammen for dem, mod mennesker de frygtede ville dem ondt.

Sådan kan vi også længes efter tryghed. Tryghed er blevet et af tidens politiske yndlingsord.

Det er ikke altid livet former sig, som vi kunne ønske det, ind imellem har vi ikke rigtig styr på tingene, og synes ikke vi kan overskue situationen. Og så føler vi os pludselig små og bange og usikre og havde mest lyst til at krybe ned under dynen og blive der.

Vi har nok alle sammen oplevet det, at vi ligesom gik i baglås indeni. Som børn gemte vi os skamfulde på værelset, hvis vi havde slået noget i stykker og ventede på at blive skældt ud. Teenagerne gemmer sig bag døre med stærke advarsler mod voksenindtrængen og spiller høj musik, mens de prøver at finde ud af hvem de er, og hvor de hører til. 

Mange af os bliver inden døre, når der sker ting i vores liv, som vender op og ned på det. Når vi bliver ramt af sygdom, af skilsmisse, af fyring på jobbet, af et dødsfald i familien eller vennekredsen. For dem, som er kommet ud i et misbrug, kan det føles som om man er blevet fanget i en mørk biografsal og ikke kan finde exit-skiltet. Hvordan finder vi dog ud? Er der overhovedet noget liv udenfor at vende tilbage til? Tør jeg nogensinde igen gå ud af døren og bevæge mig ud blandt andre mennesker?

Evangeliet i dag fortæller os det utroligt, at Jesus kan nå derind, hvor ingen af os andre kan komme. Han kan nå mennesker, der har barrikaderet sig bag alverdens forsvarsværker. Han har evnen og viljen til at gå ind, der hvor vi har opgivet at komme ud. Han er som en dør ind til os i ensomheden og dermed også vores dør ud til verden udenfor.

Det er det evangeliet i dag handler om. Disciplene havde forskanset sig bag låste døre. For dem var det hele gået i sort, da Jesus døde. Men pludselig står den opstandne hos dem i stuen. Hans hilsen viser, at han godt er klar over, hvor bange de er. »Fred være med jer!« siger han. Det er beroligende ord til skræmte sjæle. Fred være med jer!

Og så gør Jesus to ting. Først ånder han på disciplene som sidder der og ryster som espeløv. Det er som en slags kunstigt åndedræt. Der sidder de og føler sig forladt af Gud og mennesker, og så kommer han og puster på dem, så de kan mærke at det her ikke bare er et drømmesyn, men virkelighed. 

Han puster ny livsånde i dem, den Helligånd han kommer med gør Gud nærværende for dem, så de ikke sidder der og hyperventilerer med bange, stakåndet åndedræt, så de tør tage nogle dybe rolige vejrtrækninger og mærke, at de stadig er i live, se at de har hinanden, tro på at der stadig er en fremtid for dem.

Og dernæst sender han dem ud til livet blandt andre mennesker. Han siger, at de skal gå ud af døren og fortælle den historie, de selv har været vidner til, fortælle om Jesus og om hans kærlighed og tilgivelse.

Ja, på en måde er tilgivelsen altid en åben dør, en dør på klem. Der hvor vi i vrede eller skuffelse havde smækket døren i overfor andre, der er det at række hånden frem til forsoning, det at sige: lad os slå en streg over det, der gik galt i går, lad os tage fat på en frisk i dag – det åbner døren for en fælles fremtid.

Som Jesus åbnede tilgivelsens dør for dem ved at komme til dem med sin fred, selvom de havde svigtet ham da det gjaldt – sådan skal de nu gå ud og åbne tilgivelsens dør for andre, bryde andres frygt, give dem modet til at turde gå ud og møde andre mennesker.

Men det tar tid at turde komme frem, når vi har gemt os. Det gør det også i evangeliet i dag. Johannes’ fortælling, som vi hørte før, strækker sig over en uge. I de otte dage, der er gået mellem at Jesus viste sig for disciplene første og anden gang har de ikke bevæget sig meget. De sidder stadig der i stuen.

Undtagen Thomas. Han var ikke med første gang. Hvorfor mon? Måske var han ikke bange som de andre. Måske befandt han sig på den anden side af frygten. Der hvor man føler, at man allerede har tabt alt af betydning, og derfor ikke længere har noget at frygte. Thomas betyder tvilling, måske kaldte man ham sådan fordi han var en af dem, der havde fulgt Jesus allertættest, og som derfor bare følte sig helt på bar bund, da han mistede ham.

Da Thomas hører opstandelsesrygterne og hører de andre disciple fortælle, at Jesus har været på besøg hos dem, så siger han meget forståeligt: Det tror jeg ikke, før jeg har set det.

Thomas er et menneske som dig og mig. Han kan ikke tro bare fordi de andre siger at han skal. Han kan ikke fatte, at det med opstandelsen er sandt, før han har mærket det på sin egen krop.

Han ligner os. Vi kan ikke leve hinandens liv. Og vi kan ikke overtage hinandens tro. Hver især må vi finde vores egen platform i forhold til Gud. Det er også derfor vi i kirken ikke nøjes med ord, med at fortælle om Jesus og hvad han gjorde og sagde og fortalte om Gud. Det er derfor vi har dåben og nadveren, hvor vi kan se og mærke vandet og lugte og smage brødet og vinen.

Thomas kunne ikke tro det utrolige uden selv at få lov til at mærke det. Og han tænker naturligt nok tilbage, tænker på det, der var, på det sidste han så inden Jesus døde: sårmærkerne i hans hænder og hans side.

Men da Jesus kommer og viser sig for ham og peger på de mærker, han ville have rørt ved, så stikker Thomas ikke sin hånd frem, så går det op for ham, at det her ikke handler om beviser eller om at vende tilbage til det som var, men om tro og om at Jesus nu er hos dem og med dem på en anden måde, end han var før.

Det er såmænd den kærlighed og tilgivelse, Jesus gjorde sig til et med, mens han levede. Det er ikke noget, der kan bevises, det er noget vi må tro, og det er aldrig noget der er magen til hvad det var i går, det er altid nyt, bestemt af den situation vi står i lige her og nu.

Da Jesus står der foran ham, vækkes troen i ham, troen på at den kærlighed og tilgivelse Jesus havde mødt ham med stadig gælder.

Thomas udbryder: »Min Herre og min Gud.« 

Han er ikke længere manden, der stirrer tilbage på det, han har mistet. Han kan rette sig op og se fremad, fordi han ved, at han nu har Gud i ryggen, sammen med de andre disciple kan han gå hen og slå døren op til den verden, der venter på dem og deres historie.

Da vi blev døbt, blev vi velsignet med ordene: Herren bevare din udgang og din indgang!” Det er  dør-åbnende ord. Ord der fortæller at vi ikke er alene, der hvor vi føler os lukket inde i vores egne sorger og problemer, eller der hvor vi føler os lukket ude fra det gode liv sammen med de andre. Det er ord, som vil give os mod til at slå dørene op og gå ind til de andre og gå ud i verden, for at dele livet og dets glæder og sorger med hinanden. 

Amen.