Prædikener
Nyheder

2. søndag i advent

Roskilde Domkirke

Luk 21, 25-36,  268 – 80 – 305 – 274 – 89 - 129

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. 

Amen.

”På jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himmelens kræfter skal rystes.”

Er det mon mere end en tilfældighed, at De Forenede Nationer har valgt at de tilbagevendende klimatopmøder holdes her i december, så de meget ofte falder sammen med 2. søndag i advent og derfor hvert andet år ledsages af det voldsomme evangelium, vi netop har hørt om tidernes ende og Menneskesønnens genkomst?

Det er nok tilfældigt, men det er svært for os her i 2019 ikke at tænke klimaforandringerne og det stadig voldsommere vejr, de fører med sig og den angst og de bekymringer de med rette vækker med, når vi er i kirke her 2. søndag i advent. Der er virkelig noget, der ligner. Der er også noget, som vi skal tænke helt anderledes om. Og der er først og fremmest på tværs af tider og forskelligheder et budskab om håb midt i det svære og uoverskueligt.

Det kommer det til at handle om i prædikenen her.

Klimatopmøde i Katowice

Repræsentanter fra alverdens lande er i disse dage samlet i byen Katowice i det sydlige Polen til klimatopmøde. Og lige nu er repræsentanter fra kirker over hele verden samlet til gudstjeneste i domkirken i Katowice for at bede for forhandlerne, for at bede for at de kan komme til enighed om en handlingsplan, som følger op på Paris-aftalen fra 2015, og som kan bidrage til at vi, jordens 7 milliarder mennesker i fællesskab kan få begrænset udledningen af CO2 og andre drivhusgasser, så den globale temperaturstigning og de dermed forbundne naturødelæggelser og naturkatastrofer kan begrænses.

Klimaforhandlingerne fylder meget i medierne i disse dage. Men er der nogen grund til også at trække dem og bekymringerne for verden og dens fremtid med her ind i kirken i dag?

Det mener jeg, der er. Ikke for bare at gentage, hvad der bliver sagt i Radio og TV og skrevet i aviserne og på de sociale medier, men for på en gang at se de problemer, verden og vi selv står med i øjnene, se det særlige ansvar vi i den rige vestlige verden har for situationen og for at bidrage til problemernes løsning, og for at høre, at vi ikke står alene med det hele, at den Gud, vi har lært at kende i ham, hvis fødsel vi i disse adventsuger forbereder os til igen at fejre – at den Gud følger os med sit ord, med kritik og trøst og inspiration, for at hjælpe os til at finde håb og mod til at tage fat.

Først lidt om det, der ligner.

Det er både det med ”havets og brændingens brudes” og folkene gribes af angst og rådvildhed”. For 9 år siden, da der var klimatopmøde i København stadig var en del ”klimaskeptikere” mennesker som mente, at vejret jo altid havde skiftet, og at der jo også for flere tusind år siden havde været istider her i Danmark og at vi mennesker vist ikke havde nogen videre indflydelse på klimaet. Der er det nu gået op for brede dele af verdens befolkning, at den ene grad den globale temperatur i gennemsnit allerede er steget siden den industrielle revolution tog fart for 150 år siden og vi – særligt os her i den vestlige verden - begyndte at bruge kul og olie og andre fossile energikilder, at den har forårsaget voldsommere vejr med skybrud og oversvømmelser og flere orkaner og mere tørke end tidligere. Når naturkatastroferne rammer går tusindvis af mennesker til og millioner må flygte, og uroen breder sig.

Så lidt om det, som er forskelligt.

For Jesus og hans disciple og for Lukas, som skriver om det handlede synerne og frygten voldsomme naturfænomener, de ikke selv havde forårsaget eller mulighed for at ændre på. I ved vi godt, hvad der forårsager nutidens voldsommere vejr. Vi ved at det er tæt forbundet med vores livsform, ikke mindst vores brug af fossile brændstoffer og de stadig større mængder kød der produceres og spises.

Vi står ikke som disciplene og de første kristne uforstående overfor, hvad der sker. Og vi ved godt, hvad der skal til for at dæmpe klimaforandringerne. Men vi kan alligevel godt blive voldsomt bekymrede. For det er som om vores ledere, os voksne og særligt os voksne i den rige vestlige verden ikke kan få taget os sammen til at gøre det nødvendige.

Det rammer i første omgang verdens fattigste, og det skaber mismod hos den unge generation, som med god grund frygter, at den verden, de arver for os, bliver meget mere problemfyldt og urolig, end det vi kender til i dag.

Mens problemerne vokser virker det som om verdens ledere er mere optaget af at pege på nogle andre end dem selv som dem, der er skyld i klimaforandringerne og burde gøre noget. Men det duer ikke. Det nytter ikke noget at skjule sig, at se væk og tænke: det er alt for indviklet til at lille jeg kan gøre noget ved det. Ligesom det ikke i længden hjælper at fortrænge det, der er indviklet eller forfejlet i vores eget liv.

Vi kan ikke bekæmpe angsten ved at sige, at holde os for øjne og ører. Hvis vi bliver ved med at skubbe dét fra os, der gør os bange og kede af det, så ender det med at overhale os indenom og få overtaget.

Jesus baner vejen i mørket

Og her er det så vi kommer til evangeliet, som er fælles for disciplene dengang og os i dag.

På hver vores måde oplever vi, at mørket og angsten er i verden og i vores liv. Det sætter Jesus ord på i dag. Han fælder dom over mørket i verden og i os selv, og så viser han os en vej igennem, ja han går selv foran os og baner vejen.

Det er hvad vi samles her i kirken søndag efter søndag for at høre om. Historien om hvordan Jesus mødte mennesker, der var tynget af sorg eller sygdom, mennesker der blev mødt af andres foragt, mennesker der selv følte at de havde misbrugt livet og ødelagt det for andre.

Dem kaldte Jesus på, dem satte han sig til bords med, til dem fortalte han sine historier om Gud.

Og noget nyt spirede frem på trods.

Figentræet

Som vi ser det udtrykt i det håbefulde billede af figentræet, Jesus tegner midt i dommedagssynerne.

Jesus siger: se figentræet derovre og de andre træer heromkring. Ligesom os står de nu vinterblege som silhuetter i decembers mørke, men det er ikke enden på historien. Kig nærmere efter, og I vil se, at knopperne til næste års blade og blomster og frugter allerede sidder parat og vidner om at et forår og en sommer er på vej.

Jesus peger på et tilfældigt figentræ, der står der ved vejen, hvor de taler sammen. Og mens han taler udvider perspektivet sig. Tankerne går tilbage til Livets træ i Paradisets have, tegnet på at fra begyndelsen havde Gud skabt alting godt. En gang var livet bare som det skulle være. Men sådan blev det som bekendt ikke ved. Da menneskene først havde fået sat tænderne i frugten fra kundskabens træ var der ingen vej tilbage til paradiset.

Meget gik skævt, men drømmen om træet levede, håbet om at det ikke var gået til.

”Der skyder en kvist fra Isais stub, et skud gror frem fra hans rod. Over ham hviler Herrens Ånd, visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd… Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen, en lille dreng vogter dem.” Sådan lød ordene hos den gamle profet Esajas, og sådan oplevede folk det, hvor Jesus kom frem, som om porten til paradiset igen var slået op, som om de igen kunne spise af frugterne fra livets træ.

Men mørket og angsten var der stadig. Der var fortsat folk som følte sig truede, og som prøvede at forskanse sig mod mørket, som troede at de kunne sætte skellet mellem godt og ondt mellem sig selv og nogle andre. De fandt Jesu tale om Guds grænseløse og grænsesprængende kærlighed og tilgivelse krænkende, farlig, gudsbespottelig.  Og de besluttede at skille sig af med ham.

De fældede træet og tømrede et kors af det og hængte ham på det. Men netop der, da mørket så ud til at triumfere, da Jesus selv ingen vej frem kunne se, men råbte sin egen fortvivlelse ud: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig! Netop der blev korset til det nye livstræ, for netop der viste det sig, at intet kunne få bugt med den kærlighed og tilgivelse Jesus havde vist denne verden og os mennesker. Da solen stod op påskemorgen blev det klart at der virkelig er noget, der består tværs gennem undergangen, at Jesus Kristus er Guds levende ord til os.

Fortrøstning

Det er det ord, der nu har bestået i 2000 år, og som igen i dag samler os i kirken. Det er det ord Jesus taler til os. Han taler ikke om verdens undergang for at bære ved til vores angst. Tvært imod vil han gøre os fortrøstningsfulde.

Løft jeres hoved, siger han, jeres forløsning nærmer sig.

Vi skal ikke prøve at dulme vores uro med svir og drukkenskab, med betablokkere eller stoffer. Vi skal, siger Jesus, turde se mørket i os og omkring os øjnene give os i kast med det på trods. Han banede selv vejen for os, en vej gennem mørket. Han følger os hele vejen for at give os håb og mod. Har lover os, at tilværelsen ikke slutter med vores egen og verdens undergang, men med at Jesus lige nu og ved tidernes ende kommer os i møde og slår dørene op til et liv, død og mørke ikke skal få bugt med.

Med det evangelium vil den treenige Gud give os realisme, håb og mod til at tage fat på de glæder og problemer dagen i dag kommer til os med.

Det bliver udtrykt så fint i den her lille historie om Martin Luther. Man fortæller at han en dag blev spurgt, hvad han ville gøre, hvis han fik at vide, at verden ville gå under i morgen. Så ville jeg plante et æbletræ i dag, svarede han.

Lad os bede om at et tilsvarende mod og håb og handlekraft vil tage fat i os og i forhandlerne i Katowice.

Amen.

 

Lad os alle bede

Himmelske Far, du som skaber alt med dit ord,
og som er skabermagten i alle ord:
Giv at klimatopmødet må kaste gode ord af sig,

ord, som kan leve verden mod lysere tider.
Vi beder om, at tilliden må indfinde sig
mellem samfundenes ledere,
så deres hjerter ikke forhærdes,
men de tør slå følge ad fredens og bæredygtighedens vej.
Tak for de små og store mirakler, dit skaberværk er fuld af
og som dagligt vækker vores taknemmelighed.
Kærlige far, lad realisme, lydhørhed og gensidig forståelse præge forhandlingerne i Katowice,
og fyld politikernes hjerter med din ånd,
så de får mod til at handle ansvarligt og retfærdigt.

Lad dem træffe beslutninger,

der kan give os håb for livet på jorden og for fremtidens generationer.

Vi beder om at du i din Helligånd vil være med dem, der er samlet til gudstjeneste i Katowice lige nu, med din kirke verden over og også her hos os.

Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland.

Vær hos alle som gør tjeneste for fred og retfærdighed herhjemme og ude i verden.

Vær hos dem, som må bære bekymringens byrde,

og hos dem der har mistet og som er ramt af sorg og savn.

Vi bedre for dronning Margrethe II

og hele det kongelige hus

og for alle verdens magthavere,

at de må bruge deres indflydelse ansvarligt,

til din ære og til skaberværkets gavn.

Vi beder dig: giv os alle din nåde, fred og velsignelse

og nu og altid del i dit evige liv. Amen

 

Prædiken af biskop Peter Fischer-Møller i Roskilde Domkirke 9. december 2018.