Prædikener
Nyheder

1. søndag efter helligtrekonger

Holstebro, 7. januar

1. søndag efter H 3 K 2018, Holstebro, Mark. 10, 13-16

392 – 712 – 136 – 69 – 125 - 356

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.

Det handler i dag om det helt grundlæggende, om vores værdi som mennesker, hvor den stammer fra. Om at vi ikke skal fortjene os til den, men har fået den i fødselsgave af Gud. Det handler om det budskab, der lyder til os hver især i dåben: at vi er Guds mennesker, kendt og elsket af ham som vi er. Og om at det budskab ikke kun omfatter dig og mig, men ethvert mennesker vi møder.

Det handler altså i dag om dåben og dåbens betydning. Og lad os begynde helt konkret med en dåb i det Herrens år 2017. Det kunne være her i Hostebro Kirke. Hvis vi havde haft dåb i dag havde vi oplevet noget, man ikke ville have drømt om for 100 år siden. Vi ville se flere onkler og tanter og gode venner med mobilerne klare. Og hvis ikke sanger eller graver eller præst gjorde opmærksom på, at det her i kirken ikke er tilladt at fotografere under gudstjenesten, eller hvordan det nu med større eller mindre venlighed og myndighed bliver formuleret, så ville der blive knipset løs mens den lille blev døbt.

For billederne er blevet en selvfølgelighed for os. De er blevet vores eksterne harddisk, vores hukommelseslager. Børn i dag vokser op med billeder fra fødslen, fra den dag de tog deres første skrift, fra den første skoledag og fra et utal af fødselsdage og juleaftner og ferierejser. Ja, så meget fylder billederne i vores historier om os selv og vores liv, at det kan være helt svært at forestille sig livet dengang, før alle billederne?

Som prædikentekst her i dag har vi kirkens gamle dåbsevangelium med Jesus og børnene. Sammen med juleevangeliet nok det bedst kendte evangeliestykke i Danmark. Langt de fleste har de to historier med os fra før vi selv kan huske. Og i hvert tilfælde kan de af os, som er blevet døbt som spæde ikke huske første gang det gamle dåbsevangelium lød over os, da der var nogle der bar os til kirke, og vi fik de tre håndfulde vand over vores hoved og personligt fik Jesu velsignelse.

Netop fordi vi var så små, at vi ikke havde mulighed for selv at huske begivenheden, kan man argumenter ret stærkt for, at det er på sin plads med billeder fra den dag, man blev døbt.

Jeg har selv som præst argumenteret for, at fotograferingen i kirken skulle begrænses. Og jeg synes vi havde mange gode argumenter: At folk skulle kunne gå i kirke uden at behøve at blive statister i andres menneskers videooptagelser. At vi jo har faddere ved dåben, og at en af deres vigtige opgaver gennem tiderne har været at fortælle den døbte om den dåb, vi ikke selv kan huske. At fotografering stjæler vores nærvær. At fotografen tænker på at få et godt motiv, og de fotograferede på at smile venligt, så vi kommer til at se hæderlige ud på billederne bagefter. Og vi mister opmærksomheden om nuet og dåbsbarnet og det fantastiske budskab som lyder til os ved døbefonten.

Og alt det synes jeg stadig er rigtigt, men jeg har også måttet gøre mig den overvejelse, at hvis man forbyder fotografering i kirken, så bliver det første billede fra dåben, billedet af fadet med tarteletterne, som blev serveret ved festen. Var det så ikke bedre med et billede af barn og døbefont og forældre og faddere? Et slags bevismateriale, som man kan vise barnet, når det vokser op, og som man kan fortælle ud fra. Du blev døbt. Det skete virkelig. En januardag i 2017 i Holstebro Kirke.

Hvis vi spurgte Jesus til råds, så tror jeg, han ville sige OK. Han voksede ganske vist som jøde op i en billedløs kultur, en kultur, hvor man helt udtrykkeligt forbød billeder. Fordi man var bange for, at billeder ville gøre Gud og hans skaberværk mindre, end de er. Ikke noget med gudestatuer og guldkalve her!

Måske er det skygger af det billedforbud, der har fået kirkefolk til at se med en vis skepsis på fotografering under gudstjenester og kirkelige handlinger. En frygt for, at vi fik gjort Gud og hans verden for lille, passet ind i vores eget album eller diasshow.

Men Jesus gjorde på sin egen måde op med billedforbudet. Han har givet os masser af billeder på nethinden. Af Gud som bondemanden, der sår sit ord i vores verden. Som hyrden, der passer på os. Som kongen, der indbyder os til fest i sit rige. Af Gud som en far, der tænker på os og holder af os som sine børn.  Ja, som kristne tror vi at Jesus ikke nøjedes med at male billeder af Gud på vores indre lærreder. Han var selv Guds billede midt i denne verden, som Paulus skiver det i brevet til Kolossenserne, som vi hørte det før: ”Kristus er den usynlige Guds billede.”

Med Jesus er billedforbudet en gang for alle brudt. Derfor har vi også billeder i vores kirker.

Og derfor fylder vi vores mobiltelefoner med hundredevis af billeder.

Billeder spiller en helt afgørende rolle for vores generation, og derfor er der ikke noget at sige, at forældre også gerne vil have billeder af deres barns dåb.

For den dag sker der virkelig noget helt afgørende. Ikke i Guds syn på os, men i vores måde at tænke om Gud og vores forhold til ham på. Jeg tror ikke, at Gud ser anderledes på døbte end på udøbte, men vi ser med dåben i ryggen på os selv og andre mennesker i et andet perspektiv. Og vi ser som forældre vores børn i et nyt lys. Dåben er en slags bortadoption. Ved dåben vedkender vi os, at det er vigtigere for barnet at høre efter, hvad Gud siger, end hvad vi siger. Og det er en pointe, at dåben i vores tradition som regel finder sted ved den almindelige søndagsgudstjeneste, for derved bliver det klart, at vi hører til i en anden og større sammenhæng end den der har med forældre og familie go venner at gøre. At vi er en del af en menighed, at kristendommen forbinder os med mennesker i sognet og ud over sognets grænser på tværs af landegrænser og sprog og kulturer. I den tidsligste kirke kaldte man hinanden brødre og søstre, når man var blevet døbt.

Dåben er en dør til en større verden. Ved dåben bliver vi kristne. Vi bliver medlemmer af folkekirken, en af de danske udgaver af den verdensopspændende kirke. Ved dåben åbner døren sig til en verden med Gud og Jesus og Helligånden. Til jomfru Maria og Josef og kong Herodes og disciplene. Til Betlehem og Jerusalem og Jordanfloden. Til Biblen og bønnen og Guds Rige og evigheden.

Og det første vi møder, når vi går ind ad den dør er altså dåbsevangeliet, som vi kender så godt, at vi måske næsten ikke lægger mærke til, hvad evangelisten Markus fortæller: om en Jesus, der både kan blive vred og som kan irettesætte voksne, der har misforstået noget ganske grundigt. Jesus tager ikke imod børnene fordi de er åh så søde. Det står der ikke noget om. Og det passer ikke.

Jesus kender børn. Han ved, at de elsker at lege krig, og at de holder krampagtigt på deres legetøj, at de er jaloux og ind imellem onde ved hinanden. Det er ikke et glansbillede af et barn, Jesus tegner for os. Men han har øje for én ting. Børnenes udleverethed og deres åbenhed. De små børn er hjælpeløst prisgivet de vilkår de bydes af verden og de voksne. Men det er de ikke kuet af. Tvært imod. Deres instinktive reaktion er at åbne sig mod verden og mod forældrene. De suger indtrykkene til sig med en glubende appetit, de strækker armene ud mod deres voksne fordi de som det selvfølgeligste af verden regner med at de elsker det og tager sig af det. Børnene kan se og glædes og undres, de har en appetit på livet, på trods af modgang og besværligheder, de tror det går an at tage imod livet som det kommer, en tillid til at det har plads til dem og bud efter dem. Det er det, tror jeg, Jesus har øje for, det er det han fremhæver. Ja, han siger, at børnene derved allerede er i Guds rige - i denne tillid til livet, denne åbenhed overfor verden, som den møder barnet.

I sin opmærksomhed overfor mennesker, i sit nærvær, i sin loyalitet, i sin solidaritet med os, understøttede Jesus den tillid til livet, som er barnets. Han sagde: det går an at møde tilværelsen med åbenhed og tillid - selvom det ofte går hårdt for sig, for Gud, selve tilværelsens grund er kærlighed. Vi er hans mennesker, kendt og elsket af ham som vi er, på trods. Vores værdi som mennesker skal vi ikke kæmpe os vej til, siger Jesus. Den har vi fået af Gud i fødselsgave. Den noget-for-noget-tankegang, som er så indgroet i os, og som fik disciplene til at holde børnene på afstand, giver Jesus baghjul. ”Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.”

Som han velsignede os, da vi blev døbt.

Dåben er som handling og budskab fundamentet under vores liv som kristne. Derfor er der ikke noget at sige til, at forældre gerne vil forevige begivenheden. Men det er trods alt en grænse. Det fortælles at en svensk far optog sit barns dåb på video og bagefter opdagede, at kameraet ikke havde virket. Han henvendte sig til præsten for at få dåben gentaget. Men den gik ikke. Dåben er en engangsbegivenhed, som gælder for hele livet. Så det gælder om at være med, når det sker. Amen.