Prædikener
Nyheder

2. påskedag

Roskilde Domkirke

2. Påskedag 2018, Joh. 20, 1-18.

236 - 218 – 249 – 241 – 227 - 237

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.

I går fejrede vi opstandelsens mysterium.

Vi hørte om et kraftigt jordskælv og om lysende engle, om den store sten der blev væltet fra graven og om vagter der blev slået til jorden af frygt.

Vi fejrede det helt overraskende og uforudsete, at døden ikke fik gjort det af med Jesus og hans kærlighed til denne verden og os mennesker.

Vi fejrede, at graven til alles forundring var tom og at kvinderne blev sendt fra den med budskabet: ”Se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham! ”

Opstandelsens mysterium er kernen i vores kristne tro.

Voldsomt og fascinerende som i en actionfilm er påskeevangeliet, som vi hørte det i går, men på en måde svært at fatte, svært at få til at hænge sammen med os og vores liv.

I dag handler det om hvad opstandelsen kom til at betyde for kvinderne og disciplene, og hvad den kan betyde for os i dag. I dag handler det om remtrækket mellem Guds opstandelseskraft og vores liv. Det handler om opstandelsen som en virkelighed der udfolder sig mellem os og som får betydning for os, når vi deler det med hinanden.

Som vi sang om det i Hans Anker Jørgensens dejlige livsnære salme før, hvor han på baggrund af egne erfaringer antyder påskens betydning for en række af Jesu nærmeste: som trøst, som tilgivelse, som nyt livsmod og ny livsretning.

Men udgangspunktet, selve opstandelsen, hvad der helt konkret skete i graven, mens dagen brød igennem påske morgen, var der ingen vidner til, og ingen af os fatter det til bunds. Selv ikke apostlen Paulus.

Vi hørte i læsningen fra alteret, hvordan Paulus kæmper med at få den unge kristne menighed Korinth til at tage opstandelsen til sig, og i sin argumentation kommer Paulus betænkeligt tæt på Holbergs Erasmus Montanus, der med ord ville forvandle morlil til en sten. Paulus prøver at trænge igennem med en slags logisk bevisførelse, men opstandelsen kan ikke fanges ind af vores begreber på den måde, og Paulus må da også til sidst bryde af og holde sig til det budskab, han selv havde mødt: Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen!

Vi ser noget tilsvarende udfoldet i evangeliet i dag. Vi hører om disciplenes lidt ubehjælpsomme forsøg på at nærme sig mysteriet. Vi hører om deres mærkelige kapløb, efter at Maria Magdalene har fortalt dem om den tomme grav. Vi hører, hvordan Peter og ”den discipel Jesus elskede” – det er vist Johannes selv -  kommer derud og først ser ind i graven og derefter går ind og finder ligklæderne lagt pænt sammen – og Johannes skriver: ”Han så og troede.” Men hvad var det egentlig, han troede. De to disciple virker mærkelig uberørte, når der bagefter om dem står: ”Derefter gik de så hjem!” – og rigtig mærkeligt er det i sammenhængen, at de bare lader den ulykkelige Maria Magdalene blive stående alene derude ved den tomme grav.

Jovist har de to disciple konstateret, at noget usædvanligt er sket. Som når folk siger til hinanden, at der jo nok er mere mellem himmel og jord, end vi kan fatte. Men det er som om det ikke rigtig har noget med dem og deres liv at gøre. Som om der mangler et remtræk til deres egen virkelighed.

Og nu er vi så kommet til Maria Magdalene, som er den person vi kommer tættest på her 2. påskedag. Hun har som disciplene set den tomme grav, hun har set de sammenfoldede ligklæder. Men hun forstår ikke, hvad det betyder eller hvilken relevans det kan have for hende. Selv ikke det, at to engle dukker op og taler til hende, kan ændre på hendes sorg over at have mistet sin Herre og Mester. Og nu, hvor hans døde krop er forsvundet, har hun ikke engang en grav at kunne sørge ved. Hun genkender ikke den opstandne, da han møder hende udenfor graven. Hun tror det er havemanden.

Sådan er opstandelsen i begyndelsen også bare noget forvirrende, ubegribeligt noget for Maria.

Det er først, da den opstandne kalder hende ved navn, at opstandelsens mysterium lukker sig op for hende. Det er dér det sker.

Sådan var det også begyndt for Maria, dengang Jesus først havde mødt hende: Syv onde ånder havde hun været besat af, fortæller evangelisten, stærke og ustyrlige kræfter havde trukket hende i forskellige retninger, så hun havde været ved at gå fra hinanden. Folk i landsbyen havde været bange for Maria, fordi de ikke forstod hvorfor hun var som hun var, og hvorfor hun gjorde som hun gjorde, og derfor havde de vendt hende ryggen. Besat kaldte de hende.

Maria havde mødt så megen foragt fra andre mennesker, at hun til sidst var begyndt at foragte sig selv.  Men pludselig var der sket en forandring i hendes liv. Der var kommet et menneske forbi, der så anderledes på hende og talte anderledes med hende. Maria, havde han sagt. Jesus havde turdet tale med hende som et ligeværdigt medmenneske. Han havde ikke været bange for, hvad de andre mente om det, havde ikke været bange for selv at blive uren eller besat af onde ånder fordi han gav hende en knus eller havde hende med til bords.

Og pludselig havde livet åbnet sig, for hende, pludselig var det som om de kræfter, der sled hende i 7 forskellige retninger slap taget i hende. Nu var hun igen et menneske.

Et menneske som turde være den, hun var: Maria.

Jesus kendte hende, han vidste hvem hun var og hvordan hun havde levet, men han vendte hende ikke ryggen, ja, han tog hende endda med i den brogede gruppe af folk, der fulgte ham på hans rejse rundt på Palæstinas veje.

For hende havde påsken i Jerusalem været det helt store chok, den helt store katastrofe. Ja, selvom hun havde været med ude på Golgatas bakke langfredag, og med til at lægge Jesus i graven inden det blev aften, var det dårligt gået op for hende endnu, at han virkelig var død, da hun kommet til graven påskemorgen, for at lægge sine blomster og græde sin sorg ud. Hun kommer der tydeligvis ikke med nogen form for opstandelsestanker, for vi hører, at hun kun kan forestille sig én forklaring på, at graven er tom, nemlig at nogen må have fjernet liget. Og her er det hun så indtrængende beder den person, som hun regner for at være gartneren, om at hjælpe hende med at få fundet liget og bragt det tilbage på plads.

Da er det hun bliver kaldt ved navn igen: Maria. Da genkender hun Jesus. Da går det op for hende, at døden ikke havde fået gjort det af med Jesus og hans kærlighed til hende. Da mærker hun, at hun lever, at gennem den opstandne lyser Guds kærlighed stadig over hendes liv, at hun fortsat er med i fællesskabet med ham og med de andre, at der stadig er brug for hende.

Men ikke så snart har hun genkendt ham, før hun får at vide, at hun ikke må røre ham, ikke må holde ham tilbage. Hvad er mon meningen med det? Måske er det igen et udtryk for, at opstandelsen altså ikke er noget vi kan sætte på ord og formel, ikke noget vi kan bemægtige os og få passet ind i vores eget system.

 Opstandelsen er Guds værk, og det er stadig et Guds under hver gang troen vækkes i vores hjerter og opstandelsesbudskabet lyser vores liv op.

Det er ikke noget vi kan begribe, men noget vi må tage imod. Som det skete da vi i sin tid blev døbt og fik et navn for Gud og for andre mennesker.

Som vi mærker det i nadveren, når vi får rakt brødet og vinen som helt konkret giver os del i hans historie, del i hans liv og død og opstandelse, del i hans stadig levende kærlighed til os.

Opstandelsen mysterium begynder at åbne sig for os, når vi deler det med hinanden. Når vi går i kirke sammen, når vi synger sammen, når vi undrer os sammen, når vi på tværs af alt det der skiller os genkender hinanden som mennesker, som medmennesker, som Jesus satte sit liv til for at nå med budstabet om Guds grænseløse og grænsesprænge kærlighed.

Opstandelsens mysterium udfolder sig, når giver os til behandle hinanden sådan, opmærksomt, nærværende, vedholdende, som medmennesker.

Amen