Prædikener
Nyheder

6. søndag efter påske

Af biskop Peter Fischer-Møller.

Kan du huske... Var han ikke fantastisk.... Hvor var det dog frygteligt… Det må aldrig ske igen....

Ihukomme, huske, mindes, vidne om.

Vi sætter ord på vores fortid for at bevare den i nutiden, for at bære den med os som inspiration ind i den fremtid, vi er på vej mod.

Jesus taler i dag til disciplene, om det ansvar han overlader dem. De har været med ham fra begyndelsen, Nu forlader han dem, og det er nu deres opgave af være vidner, at bære den historie, de har været vide til, som de har været med i, videre.

Den opgave er gået i arv fra generation til genera­tion helt til i dag, til os som er samlet til gudstjeneste lige nu.

Når vi samles til gudstjeneste er det for at huske på historien om Guds kærlighed til os mennesker, sådan som den kom til udtryk i Jesu liv og død og opstan­delse, for at huske på hvad den har betydet for os, for at vidne om den historie ved at hente inspiration fra den til det liv, vi skal ud til igen om lidt.

Minderne har man da lov at have... hedder om­kvædet i en sørgmodig dansk revyvise.

Og det er rigtigt. Minderne er en indre skat, ingen kan tage fra os. Men som enhver anden skat er det ikke lige meget, hvordan mindernes skat bliver forvaltet. De kan ende med at blive en tung byrde, som vi slæber rundt med, en dødvægt som låser vores liv fast, men de kan også blive en kapital i vores liv, en rigdom der giver renter og som vi stadig kan trække på.

Der hvor minderne, det at huske, det at sætte ord på oplevelser, så man kan dele det med andre, bliver særlig påtrængende for os, er, når vi mister en, vi holdt af.

Men det er også svært.

Særligt, hvis der er talt om et pludseligt dødsfald, kan de pårørende være som lammede. Når vi taler sammen om begravelsen eller bisættelsen, kan de have vanskeligt ved at sætte ord på deres tanker og følelser, svært ved at fortælle om den døde, svært ved at udtrykke den dødes betydning for dem. Det hele er ligesom for overvældende og for tæt på.

Man er i en slags chock tilstand, og det tar tid at blive klar over, hvad der egentlig er sket, tid til at man gennem sorgen og savnet kan finde ord, ord for det man mistede og ord for det, man fik og stadig bærer med sig.

Måske lader man den dødes værelse stå urørt i en tid, måske lader man nogle af den dødes ting ligge fremme, hvor de lå, da ulykken skete. Og det er godt nok. Men det skal helst ikke blive ved sådan.

En af mine kolleger fortalte mig om en enke, hun havde besøgt, en kvinde, som havde mistet sin mand for flere år siden, men som stadig hver aften, når hun lavede mad og dækkede bord, dækkede op til to. Så er det minderne bliver til dødvægt. Så bliver vi så bundet af det, der var, at vi slet ikke rigtig kan forholde os til det der er. Så låser minderne os fast i fortiden.

Anderledes kan det være, når et dødsfald kommer som afslutning på et langt liv, måske efter længere tids sygdom, hvor man har kunnet se hvor det bar henad, måske endda har kunnet tale med hinanden om det.

Sådan oplevede jeg det selv da min svigerfar for nogle år siden døde. Det var 4 dage efter at havde fejret sin 80årsdag med familie og venner og kræfter nok til at kunne glæde sig over samtale og samvær - og endda overskud til nogle af hans karak­teristiske lune, humoristiske og selvironiske be­mærkninger. Da vi nogle dage efter skulle tale med den lokale sognepræst om bisættelsen, sad vi hver især der med vores minder, og med den opgave at skulle sætte ord på det i sammen. Det blev til meget mere end: kan du huske. Det blev til mere end en kiggen tilbage på det, der havde været, det vi havde mistet, det blev også til en fælles glæde over det, vi havde fået og stadig bar med os af inspira­tion fra ham. Ved at sætte ord på det sammen, ved at høre, de andres minder, deres vidneudsagn, blev det til et omrids af et levende menneske. Et liv med lys og skygge. Nogle erfaringer og en inspiration, som havde været med til at give os retning og mening i vores liv, nogle minder vi kunne leve videre på.

Ihukomme, mindes, huske, vidne om.

Det gør vi med vores egne døde.

Men det kan ikke stå alene. Derfor nøjes vi ikke med at tale med hinanden om det liv, der er levet til ende. Men vi tager vores døde ind i kirken og holder begravelse eller bisættelse herinde under hvælvinger­ne, i lyset af evangeliet, i lyset af historien om Guds kærlighed til os mennesker, som den viste sig i Jesus fra Nazareth.

Hvorfor gør vi det?

Jo, for sandhedens skyld.

For ikke at ende i for­trængninger og glansbilled­maleri.

Det er her vi møder disciplene i dag, her, hvor Jesus er ved at forberede dem på afskeden, her hvor han vil klæde dem på til at leve videre på egen hånd, uden ham, men med den historie, de har haft med ham i bagagen, med den inspiration den historie stadig rummer - det at Gud Helligånd gennem den stadig vil tale til dem.

Hvad er det for en opgave disciplene får overdraget? At være vidner. Som vidner sandfærdigt at fortælle, hvad de selv har oplevet.

Det er evangeliernes beretning om Jesus.

Om de historier han fortalte om Gud som hyrden, der ikke vil lade et eneste får i sin flok gå fortabt, som den fortabte søns urimeligt kærlige far, der bare er så glad over at få sin søn tilbage, at han kaster sig om halsen på ham og slagte fedekalven for at fejre hjemkomsten - og som også går ud for at få den fornærmede storebror med ind til festen.

Han fortalte den slags historier, og han levede selv på den måde. Det kunne disciplene vidne om:  Om den opmærksom­hed og kærlighed han mødte menne­sker med. Og særligt dem, som man i samfundet ikke rigtig regnede for noget. Om den glæde det var for oversete og foragtede mennesker at møde en, der viste dem inter­esse og opmærksomhed, som så andet i dem end mis­lykkede eksistenser, som sagde: følg mig, jeg har brug for netop dig og de evner og kræfter du har i dig.

Og de kunne fortælle om den provokation det var i forhold til den gældende religion og moral. For hvordan skulle man dog kunne opretholde lov og orden, hvis der bare blev set igennem fingrene med normer og regler?

De kunne fortælle om hvordan modstanden mod ham var vokset og hvordan han til sidst var blevet taget til fange og dømt som samfundsfjende og gudsbespotter og henrettet som en forbryder.

Men først og fremmest kunne de være vidner, om hvordan det var gået dem selv. At de ganske vist havde fulgt ham i de år han havde gået rundt på Palæstinas veje. Men ofte havde de ikke fattet, hvad han sagde, tit havde de misforstået ham, truet af kvinder og børn for at holde dem på afstand, tænkt at det her var noget, de skulle holde for sig selv, fordi de var de særligt udvalgte. Men da det kom til stykket, da det virkelig gjaldt, da havde de selv svigtet, hver og en, da havde Judas forrådt ham og Peter fornægtet ham og resten havde stukket halen mellem benene og var flygtet. De havde på afstand set han dø derude på korset på Golgatas bakke, og de var gået hjem og havde lukket og låst dørene af frygt for selv at skulle ende på samme måde. Og de havde tænkt, at den her historie måtte de bare se at blive færdige med, den måtte de prøve at glemme for at kunne komme videre med deres liv.

Men så var det helt overraskende og ubegribelige sket: at da kvinderne kom til hans grav søndag morgen, var den tom, og da de sad derinde bag deres lukkede og låste døre var han kommet til dem igen. Ikke for at drage dem til ansvar fpor deres ynkelige fejhed og forræderi, men for at sige til dem: I er mine vidner, I som nu ved at menneskelig svaghed og svigten ikke er noget nogen andre har patent på, men noget I selv bærer I jer: jer kan jeg se noget andet og mere i end det. Jeg kan se, at I er Guds børn, I er mine brødre og søstre. I er mennesker, der i lyset af den her historie vil kunne række den kærlighed I nu selv har mødt videre til andre.

Det var ikke noget, de fattede på en gang, det tog tid at komme til rette med påskens voldsomme begivenheder og med den sandhed om dem selv, som den havde åben­baret. Her i kirken har vi fulgt den proces gennem 6 søndage nu. På søndag er de klar til at forlade mindestuen og gå ud som vidner, gå ud for at fortælle historien videre, for at bruge den i hverdagen med andre mennesker.

Det blev ikke nogen glansbilledhistorie. Det hører vi Jesus forberede dem på i dag.

De blev faktisk udelukket af synagogerne og forfulgt for deres vidnesbyrds skyld. Mange af dem blev virkelig slået ihjel af folk, der dermed mente at forsvare samfundsordenen og beskytte religionen.

Men det fik ikke stoppet munden på dem. For den her historie var helt afgørende for dem selv.

Historien om Guds kærlighed, der går på tværs af alle de skel og grænser, vi mennesker sætter, Guds tilgivelse, der kan nå enhver. Guds magt, der rækker ind i den dybeste nød og fortvivlelse og om på den anden side af døden også, helt ind i evigheden.

Den historie må vi have med os, når vi mindes vores døde, når vi husker dem, når vi fortæller om dem. For at turde se sandheden i øjnene. Vi skal ikke male vores døde i pastelfarver, vi skal ikke sminke vores eget liv op, så det skal tage sig bedre ud end det er. Det ville kun efterlade os med nogle minder der med deres fortegninger og fortrængninger, risikerer at lægge sig som en dødvægt over os, minder som låser os fast.

Men når vi nu igen hører historien om Guds ubetingede kærlig­hed, sådan som disciplene giver vidnesbyrd om den, når vi ved, at der er en kærlighed og en tilgivelse til, der kan rumme vores døde og os selv, så kan vi skridt for skridt få sat ord på det liv, vi tog afsked med, så vi kan tage det med os som inspiration ind i den dag, der venter os her udenfor kirkedøren. Amen.