Prædikener
Nyheder

5. søndag efter trinitatis

Roskilde Domkirke, 1. juli

Matt. 16, 13-26, 754 – 414 – 302 – 70 – 411 – 488 – 11

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.

Det vigtigste er ikke at blive til noget. Det vigtigste er at være nogen. Sammen med de andre. Det var et af budskaberne til årets studenter fra rektor Pia Nyring i hendes tale ved translokationen på Øregård Gymnasium i forgårs. Et vigtigt budskab til en ungdomsårgang, som kæmper om 12tallerne, for at kunne komme ind på drømmestudiet og blive til noget, for at føle at de er gode nok.

Et vigtigt budskab, som Jesus sætter på spidsen her i kirken i dag, når han siger: ”Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den der mister tit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv?”

Et budskab, som understreges, når vi om lidt holder dåb, og endnu en gang hører, at ”den som ikke tager imod Guds rige som et lille barn, kommer slet ikke ind i det.”

Vores værdi og værdighed som mennesker, kan vi og skal vi ikke ikke fortjene os vej til. Den har vi fået i fødselsgave. Vi er fra vi kommer til verden enestående og uendelig værdifulde bare ved at være til. Vi er fra begyndelsen af Guds. Hver eneste af os. Men det kan det være svært at se og forstå. Det kan vi meget let komme i tvivl om. Det er derfor vi kommer i kirke. Det er derfor vi bærer vores børn til dåben. Det er derfor dåben er så helt afgørende vigtig: fordi vi her får at vide: Du er nogen. Du er dig selv. Du duer som du er – på trods. På trods af at livet ikke altid bliver, som vi kunne ønske og håbe. På trods af, at vi selv en gang imellem er med til at forkludre tingene for os selv og andre. På trods af vores tilbøjelighed til gøre os selv og vores eget til tilværelsens omdrejningspunkt. Og det er så temaet for prædikenen her: Du duer som du er – på trods.

Der sad de alle 197 studenter i aulaen på Øregård Gymnasium. Glade unge mennesker i pænt tøj og med skinnende hvide studenterhuer. Rektor sagde, at det havde været en meget dygtig og socialt velfungerende årgang. Det skulle naturligvis også nævnes. At de her studenter havde gjort sig umage, at de ville noget og også gerne ville blive til noget. Men vigtigere end det er det altså at være nogen, at turde være sig selv. Har sådan en samling unge mennesker brug for at høre, at de duer som de er – på trods.

Ja, det er jeg ikke i tvivl om. Det vidner statistikkerne om. Mere end ¼ af de unge – særligt pigerne – lider af stress. Flere rammes af depression. Der bruges mange timer med at like og kommentere på de sociale medier. I nogle tilfælde er tonen rigtig hård. Det er ikke let at finde sin rolle hverken blandt kammeraterne eller i det uddannelses-system og det samfund, de unge er på vej ud i.

Man kan let blive i tvivl om meget, om rigtigt og forkert, sandhed og løgn, godt og ondt. Og når vi så vender blikket fra de unge mennesker ved translokationen og ud i verden, så kan vi se, hvordan tvivl omdannes til skråsikkerhed. Hvordan tonen i den værdipolitiske debat skærpes, hvordan fronterne trækkes op og rigtig meget kommer til at handle om os og dem. Og når noget går skævt, så er vi hurtige til at give nogle andre skylden og udpege syndebukke.

Sådan går det, når vi glemmer eller ikke tør vedstå, at kampen mellem rigtig og forkert, sandhed og løgn, godt og ondt ikke primært er en kamp der står mellem os og nogle andre, men en kamp der dagligt må udkæmpes i vores eget sind og hjerte.

Når studenterne kan blive i tvivl om de duer, så er det fordi de godt ved, at uanset hvor fine karakterer de fik, så står og falder deres liv ikke med det. Det vigtigste er ikke at blive til noget, men at være ”nogen”, at være sig selv. Men tør vi det, tør vi stå ved, at fejl og løgn og ondskab kan få magt over os selv? Tør vi tro på nåden og tilgivelsen. Tør vi tro, at der er en Gud og andre mennesker, der holder af os – på trods?

Det er her evangeliet i dag bliver nærgående.

Jesus spørger sine disciple om, hvem folk siger, at han er. Vi hører, at nogle sammenligner ham med profeterne fra det gamle testamente, og at andre ser ham som en ny Johannes Døber. Og så er det at Peter sætter ord på det, som er selve kristendommens kærne og omdrejningspunkt, da han siger: ”Du er Kristus, den levende Guds søn”.

Det var Peters svar på det, der var sket ham i mødet med manden fra Nazareth. Da han første gang mødte ham hjemme ved Genesareth sø, da han sulten og træt og mismodig efter at have fisket forgæves en hel nat havde set Jesus, og den omvandrende prædikant havde bedt ham om at måtte låne hans båd, så han bedre kunne tale til de folk, der fulgte ham. Og da Jesus bagefter havde sagt til Peter, at han skulle sejle ud igen og kaste nettene ud, midt om dagen. Og de var blevet revnefærdigt fulde af fisk.

Peter havde været klar over, at her var noget stort på færde, meget større end han kunne fatte og magte. Han turde ikke give sig i kast med det. Han undslog sig og sagde: lad være med at regne med mig, jeg er bare et almindeligt vakkelvorent menneske. Men Jesus havde ikke brug for nogen anden Peter end netop ham. Han kendte ham og elskede ham – på trods. ”Følg mig!” havde han sagt. Og det havde kaldt modet frem i Peter. Han var brudt op og havde sammen med de andre disciple fulgt Jesus, han havde set hans opmærksomhed og kærlighed overfor de mennesker han mødte, særligt dem andre glemte, foragtede eller overså, han havde hørt de fantastiske historier Jesus fortalte om Gud. Og her ved Cæsarea Filippi gik det op for ham, at det her var mere end ord om Gud. Det var Gud selv, den levende Gud selv, der stod der foran ham. Som et menneske. Et menneske der ønskede at blive set og forstået af andre. Et menneske der lagde sit liv i andre menneskers skrøbelige hænder og lod sig mærke af deres famlende bekendelser. I et glimt fattede Peter at Gud, himlens og jordens skaber er nærværende midt i menneskers liv. Som et menneskes opmærksomhed og kærlighed overfor en anden: Jeg holder af dig som du er. Du duer som du er – på trods.

Men kan det passe? Kan det bære. Tør jeg tro på det.

Det er hvad den sidste del af dagens fortælling om Jesus og Peter handler om. For et øjeblik efter ser det ud af alt for lidt. Det bare at være nogen. At være set og kendt og elsket, som den man er. Man må da kunne drive det videre. Sammen. Peter begynder straks at drømme videre på, hvad de gamle profeter havde sagt om Kristus som Guds udvalgte konge, der ville lede sit  til en ny og bedre fremtid – så de virkelig kunne blive til noget. Men han blev sat grundigt på plads. ”Vig bag mig Satan!” Sagde Jesus til ham, da han ikke ville høre Jesus tale om sin forestående lidelse og død. For det glansbillede Peter var ved at male af Jesus, ville holde ham fast, ville spærre den vej han havde begivet sig ind på, den vej, hvor Gud blev menneske og som menneske deler vilkår med ethvert menneske, hvor Gud med sin opmærksomhed og kærlighed følger os hele vejen – på trods af vores egne fejl og svigt, på tværs af vores ønsker om at blive til noget og drive det til noget. Han vil virkelig følge os hele vejen også ind i lidelsen og meningsløsheden og gudsforladtheden – ja helt ind i døden. For også der at se os og kalde på os, at være der for os og værne det liv, vi ikke selv kan redde.

Jesus lagde sit liv og sit budskab i Peters skrøbelige menneskehænder. Han gav Peter og de andre, der havde fulgt ham den opgave at ”gøre alle folk til hans disciple ved at døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og ved at lære dem at holde alt det, Jesus havde befalet dem”. Og det gjorde de så – på trods. De delte evangeliet med dem, de mødte, og sådan blev det rakt videre fra generation til generation ud over hele jorden helt til os her i dag, her i Roskilde Domkirke, hvor vi holder gudstjeneste sammen og om lidt skal tage imod et nyt lille menneske, som bæres til dåb. Her hører vi det så igen: hvordan der er en djævel der må forsages, hvordan vi må slippe tilbøjeligheden til at gøre os selv til centrum i vores eget liv, og tage imod troen på Han, der vil os på trods.

Det vigtigste er ikke at blive til noget. Det vigtigste er at være nogen. Sammen med de andre. Det glædelige budskab til os i dag er, at vi er nogen. Du er Guds i liv og død. Du duer som du er – på trods. Og det gør ham og hende du sidder ved siden af altså også – og dem du møde ude på Stændertorvet om lidt.

Nu har vi hørt det igen. Så er det bare at gå ud og vise det i praksis. Amen