Prædikener
Nyheder

Nytårsdag

Prædiken, 1. januar, Roskilde Domkirke

Godt begyndt er halvt fuldendt.

Sådan lyder en gammel talemåde.

Og sådan ved vi godt, at det er.

Vi ved godt hvor vigtigt det er at få begyndt rigtigt.

Vi vil så gerne.

Vi vil så gerne tabe os nogle kilo, kvitte tobakken og lægge det nye års dage tilrette, så vi får noget mere frisk luft og motion.

Vi begynder det nye år med den slags personlige nytårsforsæt. Samtidig med at vi prøver at få rystet tømmermændene fra i går af os.

Og nytårsforsæt er i sig selv ganske glimrende.

Ligesom det ville være både godt og nyttigt, om vi sammen satte os for i det år, vi nu lige har taget hul på,

at tage bedre vare – ikke kun på os selv og vores tilbageværende hjerneceller – men også på

den familie, vi er en del af

den by, vi bor i,

det samfund og den verden, vi lever i,

og ikke mindst den natur, vi lever af. Det er bydende nødvendigt at vi tager klimaforandringerne og den dramatiske forringelse af klodens artsrigdom alvorligt. Vi er begyndt godt både internationalt i FN med klimaaftalen fra Paris i 2015 og de 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling frem mod 2030 og herhjemme i Danmark med klimaloven og målsætningen om 70 % reduktion af vores CO2 udslip inden 2030. Og der er mange kommuner, virksomheder, foreninger og enkeltpersoner, der er kommet godt i gang. Men det er altså langt fra fuldendt.

At sætte ord på alt det her, at sætte sig det for, at sætte sin vilje og sig selv ind på hver for sig og sammen at tage fat på de udfordringer 2020 møder os med, det er virkelig alt sammen ganske udmærket.

Og hvis vi endda vil gøre det på baggrund af en åben, respektfuld demokratisk samtale, hvis vi tør lytte lidt mere opmærksomt på hvad de andre siger, tale lidt mere klart og sige til og fra, sige hvad vi er enige i og hvad vi er uenige om uden at beskylde de andre for at være uhæderlige eller forgiftede af fake news, ja så vil vi virkelig være på et rigtig godt spor.

Men det er alligevel ikke dér, vi skal begynde i dag.

Mange af os begyndte ved tolvslaget i går et andet sted.

Nogle var måske som vi selv til midnatsgudstjeneste, andre lyttede til og sang med på nytårssalmen på fjernsynet og fugte gudstjenesten fra domkirken i Ålborg.

Og i dag er vi begyndt rigtig godt med at gå i kirke.

Med at lytte til og bede med på den bøn, Jesus selv har lært os: Fadervor.

Det er et mere solidt sted at begynde end med vores egne nytårsforsætter.

For der er nemlig den forskel på at begynde med et forsæt og en bøn, at vi med nytårsforsætter vil sætte vores egne projekter i værk, mens vi i bønnen beder om at livet vil sætte sig igennem i det år, som åbner sig for os i dag

måske ved hjælp af os

måske ind imellem også på trods af os.

På trods af vores forfængelighed, fejl og fald.

Det var hvad apostlen Jakob havde fat i i den epistellæsning, vi hørte fra alteret før, hvor han udfordrede alle vores mange og tit temmelig selvoptagne planer og gav os det råd: I skal hellere sige: hvis Herren vil, så skal vi leve og gøre det og det. Eller som mine arabiske venner siger mange gange om dagen: Inshalla. Om Gud det vil. En slags kort bøn, som hjælper med at få proportionerne på plads.

Ved at bede bliver vi holdt fast på livet som det uendeligt store og storslåede, som vi ikke må og heldigvis heller ikke kan bemægtige os.

Bønnen udspringer af og udtrykker en ydmyghed i forhold til den ubegribelige magt bag alting, som vi kalder Gud. Bønnen adresserer den verden Gud har skabt, den tilværelse, han har gjort os til en del af, det liv vi har fået betroet. Men samtidig gør Fadervor-bønnen det klart for os, at Gud ikke er en fjern og utilnærmelig størrelse, at Gud ikke bare - som livskraften i alt som er til - er os nærmere, end vi er os selv, men Gud kender os og holder af os som et par forældre holder af deres børn. Det er stort!

Godt begyndt er halvt fuldendt.

Og det er her, vi i dag får lov at begynde, med at vi hver især får at høre: Du er et Guds barn, kendt og accepteret og elsket af ham som du er. For Jesus var hvert eneste menneske betydningsfuldt, ingen sag var vigtigere end det menneske, han stod overfor, og som havde brug for hans opmærksomhed og hjælp. Kristen tro er troen på, at som Jesus var, er Gud: Nærværende og opmærksom på os hver især. Før han lærte sine disciple og os at bede Fadervor advarede han som vi hørte det før, mod at gøre bønnen til en fromhedsøvelse. Det har vi igennem de sidste par generationer her i Danmark taget til os i en grad, så vi holder bønnen og vores tro så meget for os selv, at mange taler om troen som noget privat, der slet ikke kommer andre ved, og som heller ikke har noget med vores samfundsliv at gøre. Men det er en fejl.

Når vi læser om tro og kristendom i Biblen, bliver det klart, at troen på julens ubegribeligt glædelige budskab, at Gud blev menneske og ville dele dette fantastiske sære, svære og nogle gange helt forfærdelige liv med os, det har fra begyndelsen af været noget, der var til deling.

Der kom ikke kun én hyrde til stalden i Betlehem, der kom flere, der tilbad barnet i krybben sammen. Der var ikke kun én vismand på ensom rejse efter sandheden. De var tre vise mænd, der havde slået følgeskab for at finde Guds lys i julebarnet.

Da Jesus blev voksen lovede han, at hvor to eller tre var forsamlede i hans navn, der ville hav selv være midt iblandt dem. Han samlede en flok af disciple omkring sig, som sammen kunne undre sig over og skændes om, hvad det var han sagde og gjorde, og hvad det mon betød. Og påskemorgen var der ikke kun én, men tre kvinder, der kom til graven og blev sendt derfra med opstandelsesbudskabet.

Og den bøn Jesus lærte disciplene og os at beder indledes ikke med ordene Min Far, men vi beder: Vor Far.

Den Gud, vi gennem Jesus har lært at kende, er ikke din Gud eller min Gud, han er vores. Gud i himlen er vores allesammens far. Han kalder os sine børn og gør os dermed til hinandens brødre og søstre på tværs af aldersforskelle og geografi og sprog og kulturer.

Vi beder ”komme dit rige”, og samtidig med at vi beder bliver døren til Himmeriget slået op for os, så vi kan gå ind i det sammen.

I Fadervor beder vi om at denne fælles fremtid må kunne mærkes allerede her og nu i vores hverdag med hinanden.

Livet er ikke dit og mit personlige projekt. Livet kommer til os et andet sted fra, fra Gud. Det er ham der er livets ophav og opretholder, det er fra ham det daglige brød kommer, og ikke kun brødet, men alt hvad vi lever af – også det at have medmennesker at dele det med – kommer fra ham. For vi er, som Luther siger det: dagligt brød i hinandens liv.

Fordi vi på den måde hver dag holder noget af den andens liv og lykke i vores hånd – så er det også vi så let kommer til at slå skår i hinandens tilværelse. Skylden er en uundgåelig del af det at være menneske. Derfor er tilgivelsen også så helt afgørende for ikke at blive låst fast og låse de andre fast. Og tilgivelsen er altid et fælles anliggende. Det er aldrig oppefra og nedad efter melodien: ”Så slår vi en streg over det, for han kan jo nok ikke bedre, det lille pjok!” Nej tilgivelse begynder altid med ”Forlad os vor skyld” med bevidstheden om at vi selv har brug for andres tålmodighed og overbærenhed og tilgivelse for at komme videre – derfra udspringer viljen til selv at tilgive dem, der har gjort os ondt.

Sådan sætter Fadervor ord på det, at vi som mennesker er knyttet sammen i et livsfællesskab.

Vi er ikke ofre for et nyt år, men medarbejdere på det.

Endelig forbinder Fadervor os med generationerne der er gået forud og generationerne der følger efter os. Den samme bøn er nu blevet bedt af mennesker i 2000 år. Her i kirken har 40 generationer før os foldet hænderne ved barnedåb og bryllup og begravelse, her på stedet er Fadervor blevet bedt af roskildensere hver søndag og helligdag i mere end 1000 år.

Hverken livet eller troen er vores ejendom, det er ikke noget vi har alene og for os selv, vi har fået det til deling. Og det skal være mit nytårsønske, for 2020, at vi ved at slide på den bøn Jesus har lært os, at vi ved at bede Fadervor for os selv og sammen, får øvet os i at se vores fælles liv i det perspektiv.

Måske bad I med på Fadervor i nat ved den TV transmitterede nytårsgudstjeneste fra Ålborg. Måske bad I Fadervor for jer selv inden I lagde jer til at sove. I hvert fald har vi nu hørt Fadervor her som den første evangelietekst i 2020, og om lidt får vi lejlighed til at bede den sammen i forbindelse med altergangen.

Sådan er vi godt begyndt. Og det er som bekendt halvt fuldendt.

Amen.