Prædikener
Nyheder

DRs nytårsgudstjeneste

Roskilde Domkirke.

Lukas 2,21

DDS: 3 – 131 / 8 – 712 - 121

Rådhusklokkerne har lydt. Pigekoret har sunget. Der er fuld gang i fyrværkeriet. Det er nytår.

Godt nytår! Og velkommen til gudstjeneste her i Roskilde Domkirke.

Domkirken er solidt forankret i tiden. For mere end 1000 år siden lod Harald Blåtand en kirke bygge her i Roskilde. Og det fortælles, at han er begravet her, hvor en by voksede fra at være en lille flække til at blive et centrum i et vikingerige. Og Haralds kirke blev erstattet af først en domkirke og derefter for 800 år siden af denne prægtige munkestenskatedral, hvor Margrethe d. 1. og derefter alle danske konger og dronninger siden reformationen er stedt til hvile. Kong Christian d. 4. kronede for 400 år siden kirkens tårne med de to spidse spir, som helt af sig selv trækker vores opmærksomhed op ad mod himlen og evigheden.

Godt nytår. Vi ønsker for hinanden, at det må blive et godt nytår 2019. Vi her på kirkebænkene og I ude ved skærmene befinder os midt i tiden her i de første minutter af 2019. Fra 2018 kommer vi med hver vores glæder og sorger, forhåbninger og bekymringer. Og med de fælles udfordringer, vi sammen skal tage fat på som folk og internationalt. Det ansvar vi har for kloden og dens klima, for mennesker på flugt fra krig og nød og for mennesker herhjemme som kæmper med sygdom, fattigdom, ensomhed og modløshed.

Vi er til gudstjeneste her i Domkirken for at takke for livet og for at bede Gud om hjælp, så 2019 virkelig kan blive et godt år. Vi er her i kirken, hvor tid og evighed rører ved hinanden og evangeliet kaster sit lys over os for at give os mod og håb til sammen at tage fat på 2019.

---

Gud lad os leve af dit ord, som dagligt brød på denne jord.

For et kvarter siden slog Rådhusklokken sine 12 slag for at markere indgangen til det nye år 2019. Klokkerne her i Roskilde Domkirke ringede og slog deres 9 bedeslag for at kalde os til gudstjeneste som det første i det nye år.

Klokkernes klang lyder endnu for vores indre øre. Klokkeklangen får os til at stoppe og tænke efter: Hvem ringer klokkerne for ?

Det giver den engelske 1600tals digter og præst, John Donne os et bud på.

”Intet menneske er en ø; en verden for sig. Ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele. Om en lerklump skylles bort af havet eller et forbjerg, eller din vens hus eller dit eget. Europa bliver mindre derved; ethvert menneskes død river noget fra dig, thi du er eet med den gangske menneskehed. Sp derfor skal du ikke sprøge: Hvem ringer klokkerne for? De ringer for dig”

Ja klokkerne ringer for dig og mig – for os hver især, men vi hører dem også sammen. De ringer os sammen. Denne nat kaldte de os sammen fra hver vores sted og gør os på den måde opmærksom på, at vi hører sammen og hver især er en del af noget større end os selv.

Her ved begyndelsen af 2019 vil jeg lade John Donnes ord udfordre det meget individualistiske menneskesyn, som jeg synes er kommet til at dominere vores forestilling om det at være menneske i vores del af verden. Vi fokuserer meget på vores individuelle selvstændighed, frihed, ukrænkelighed, ret og autonomi. Og det er der meget godt at sige om, for som skabt i Guds billede har vi hver især en værdi, der skal værnes om.

Men John Donnes klokker minder os også om, at det ikke bare er mig som individ, der er skabt i Guds billede; det er medmennesket også. Han peger på, at vores liv er flettet sammen med andre mennesker og deres liv og flettet sammen med naturen. Og derfor er vi gensidigt afhængige af hinanden. Det erfarer vi måske bedst, når et lille barn kommer til verden og lægges i vores hænder. Da er det som om hele verden forandres en lille smule, fordi ethvert menneske bidrager med noget nyt. Og vi erfarer det, når vores hænder giver slip på en af vores kære, fordi de skal forlade verden. Når de dør fra os er det som en del af verden forsvinder.

Vi er skabt som individer til at være i relation til Gud og hinanden, og kirkeklokkerne indrammer vores liv for at minde os om denne samhørighed med Gud, medmennesket og naturen. Kirkeklokkerne ringer på vores dåbsdag og igen på vores begravelsesdag og indenfor denne omkransning ringer de hver morgen og aften ud over land og by for at minde os om, at ingen af os lever for sig selv og ingen af os dør for sig selv.

Som en del af Guds skaberværk, er vi Guds mennesker: kendt og elsket af ham og med den opgave at give hans kærlighed videre. Som vi selv lever af andres opmærksomhed og af at modtage deres kærlighed, har vi både i ord og handlinger ansvar for at vise andre, at vi ikke er modmennesker, men medmennesker.

Klokkeklangen er en kristen lyd. Det fortælles, at da kristendommen kom til Danmark i 800-tallet, undrede vikingerne sig højlydt over, at de udenlandske munke ringede med en klokke, når de kaldte til gudstjeneste.  De har sikkert også undret sig i Roskilde, hvor kong Harald Blåtand omkring år 975 tog initiativ til at få bygget en kirke her, hvor domkirken står i dag.

Vikingerne forstod nok ikke, hvad der var meningen med den bimlen. For en ting var, at der kom mennesker vestfra og sydfra med en anden religion. Det kunne man blive nødt til at acceptere for at holde sig gode venner med den tyske kejser. Men hvorfor kunne de ikke bare holde deres religion for sig selv? Hvorfor skulle de gøre gud og hvermand opmærksom på deres gudstjenester?

Ja, det skulle de fordi historien om, at Gud kom til verden som et menneskebarn, født i en krybbe i Betlehem, skulle nå ud til hvert eneste menneske på jorden, så også de kunne leve i troen på Guds grænseløse og grænsesprængende kærlighed. Det budskab kunne de ikke holde for sig selv, det måtte de dele vidt og bredt, for det har betydning for alle mennesker, for alt liv på jorden.

Her nytårsnat, får vi det gode budskab, det evangelium i dens allermest koncentrerede form. Det er kirkeårets korteste bibeltekst og en enkel fortælling om Josef og Maria, der lod deres lille søn omskære og gav ham navnet Jesus.

Den lille koncentrerede historie fortæller os noget afgørende vigtigt om det at være menneske i verden; om at vi ikke er øer, men dele af et fastland. Om det at vi på en gang er individer med vores individuelle værdi og rettigheder men samtidig indfældet i et fællesskab, som sætter mærker på os og som præger os og som vi selv er med til at mærke og forme.

Jeg hæfter mig ved tre ting i historien.

For det første hører vi, at forældrene, Maria og Josef, lader deres kun 1 uge gamle dreng omskære. Vi har begivenheden gengivet centralt på domkirkens altertavle. I medierne er der for tiden andre billeder. Vi har netop haft en heftig debat, og et borgerforslag har været stillet i folketinget om, hvorvidt det fortsat skal være tilladt for forældre at lade deres drengebørn omskære. De billeder skal jeg ikke udfolde her fra prædikestolen. Jeg vil begrænse mig til at konstatere, at det at omskære drengebørn har været en integreret del af jødisk tro i flere tusinde år og er for de fleste muslimer tilsvarende en religiøs praksis på samme måder som vi som kristne har vores religiøse skikke – f.eks. det at døbe børn som spæde. Som sagt vil jeg ikke her gå ind i en nærmere drøftelse af omskæring af drengebørn, men nøjes med at tilkendegive, at der i disse år både herhjemme og ude i verden er brug for at værne om menneskers religionsfrihed.

Når Jesus var omskåret var det fordi han var jøde og det var skik og brug. Han var et helt konkret, enestående og uerstatteligt menneske – et individ - fra første færd, som ethvert barn er det. Men han var mere end det. Guds søn var som os et menneske, der hørte til i en bestemt kultur og som voksede op i en bestemt religiøs tradition, som en del af et folk. Sådan er det at være menneske. Intet menneske er en ø. Vi hører fra første færd sammen med andre og er helt afhængige af vores nærmestes omsorg. Vi præges af dem, efterligner dem og får deres sprog med os. Vi får deres grundfortællinger og værdier med os gennem opdragelse. Vi præges af naboer og venner, vi formes af den kultur og den religion, vi vokser op i og med.

Så kan vi senere i livet gøre op med den kultur og religion, hvis vi vil. Vi kan lære andre sprog og ændre vores værdisæt, men vi gør det altid med udgangspunkt i de fællesskaber, vi blev født ind i og blev præget af.

Det andet jeg vil hæfte mig ved er det navn, som barnet i krybben fik. Jesus. Det er den græske oversættelse af det hebraiske navn Josua, som igen betyder ”Gud frelser”. Josua var den, som blev sendt til det jødiske folk og på Moses’ befaling gik over Jordanfloden og førte folket ind i det forjættede land. Han var den, der gik forrest i kampen og den der gik 7 gange rundt om den lukkede by Jeriko før de blæste i trompeterne så murende faldt.

Jesus blev opkaldt efter den mand. Med det navn fik den lille dreng i krybben ikke bare en del af sit folks historie med sig, på samme måde som vi får, når vores forældre giver os navn. Men Jesus fik også navnet fordi han skulle gå forrest i Guds kamp for at frelse verden.

Som voksen kæmpede Jesus for at få murene mellem folk til at falde, murene mellem mænd og kvinder, børn og voksne, syge og raske, retfærdige og syndere, jøder og hedninger, folk i nord og syd, øst og vest. Hans glædelige budskab til verden var, at vi alle sammen på tværs af alt det, der skiller os af kulturer og sprog og historier, dog hører sammen som Guds mennesker.

Det tredje og sidste jeg hæfter mig ved i Bibelens fortælling til os nytårsnat er, at det navn, Jesus fik, ikke bare var udtryk for hans forældres tanker og ønsker for barndet; men at det havde en dybere rod eller – som vi hørte lige før: han ”fik navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv”. Det er en anden måde at udtrykke det, at Jesus er Guds ord og budskab til os. Den frelse, han bærer med sig rækker ud over hans forældre kultur og tradition, ud over det jødiske folk, ud over tider og steder. Det forbinder jord og himmel med hinanden og rækker dermed ud til hele Guds skaberværk, til mennesker og til alt levende.

Her 2019 år efter at drengen fik navn kan vi med god grund bekymre os for mangt og meget – også og særligt for jordens klima og for livets mangfoldighed her på kloden. Der er rigtig meget, som vi mennesker kan og skal gøre bedre, hvis der skal være en beboelig jord til de næste generationer, som nu så småt begynder at protestere over det, vi voksne efterlader til dem. Nytårsnat lyder det til os, at vi er ikke alene med den opgave det er at tage vare på verden. Gud frelser, Gud sætter os fri til at løfte det ansvar, vi hver især på vores sted har fået for det fællesskab vi er en del af: for Guds mennesker og Guds verden.

Det budskab synger klokkerne ud over landskabet hver morgen og hver aften, ved dåb og begravelse, ved konfirmation og bryllup og hver gang vi holder gudstjeneste, som vi gør det lige nu.

Med efterklangen af det budskab i ørene, ønsker vi hinanden godt nytår.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet i al evighed. Amen

Lad os bede:

Kære himmelske far!

Tak, fordi du er der for os her i det nye års første time.

Tak for livet, du har givet os,

og for at vi ikke er alene, men hører sammen

som familie og lokalsamfund,

som folk og menneskeslægt,

som menighed og kirke.

Lad kirkeklokkernes klang åbner verden for os,

så vi genkender verden som din og hinanden som medmenensker.

Vi beder for alle syge, sørgende og nødlidende.

Vi beder for Roskilde og Danmark og for alle folk på jorden og hele dit skaberværk.

Vi beder for dronning Margrethe, for regering og folketing og kommunalbestyrelser, for alle som har indflydelse i vores samfund og ude i verden, at de må bruge deres magt med omtanke.

Giv dem og os alle nåde fred og velsignelse og nu og altid del i dit evige liv.Hør os i Jesu navn:

Vor Fader, du som er i Himlene….