Prædikener
Nyheder

1. søndag i advent

Prædiken, 1. december, Roskilde Domkirke

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen

Her er en kalender. En endnu blank oversigtskalender for 2020 – 365 endnu blanke felter, som snart vil blive fyldt med en masse aftaler og møder og opgaver. Og her har jeg en oversigt over det kirkeår, som begynder i dag med advent og jul, helligtrekonger, faste og påske, pinse og trinitatis. Det samme indhold år efter år.

Jeg vil i dag se på de to år, kalenderåret og kirkeåret i forhold til hinanden.

På Biblens allerførste sider, hvor vi har den gamle myte om verdens skabelse, fortælles det, at sol og måne, dag og nat er Guds gaver til os mennesker. Uden tiden ville vores tilværelse flyde, som vi kan opleve det i en sommerferie, hvor vi lægger uret og lader kalenderen ligge i tasken og den ene dag bare tager den anden. Tiden strukturerer tilværelsen for os. Som tidens børn kan vi tælle vores liv i dage og år, sådan holder vi styr på, hvad der sker i vores liv, sådan holder vi sammen på os selv og hinanden i hverdagen.

Da Gud blev menneske i Jesus, forlod han sin evighed og gik ind i tiden.  Det bliver tydeligt i evangeliet til i dag, hvor evangelisten Lukas fortæller, hvad der skete en sabbat, en lørdag i Nazaret, i byen, hvor Jesus var vokset op. Her har han som barn leget mellem de lerklinede huse uden tanke for tiden. Nu er han blevet voksen, nu passer han tiden. Han er gået ind i synagogen, hvor han i sin tid fejrede sin bar mizwa, sin konfirmation og første gang læste højt af skrifterne. Nu får han overrakt bogrullerne for igen at læse op. Og ligesom hver søndag hos os har sine tekster, sådan var det profeten Esajas, der var dagens tekst i Nazaret.

Men før jeg siger mere om den, så gør jeg lige et hop tilbage til kalenderen.

For sådan en har jo de fleste af os. Den er fuld af arbejdsdage, fridage, fødselsdage, mærkedage og en masse aftaler.

Når vi slår op og kigger i den, så er der ting, vi glæder os til, ting som ligger og lyser et sted ude i fremtiden- som f.eks. børnebørnenes fødselsdage. Men der er også ting, som kaster skygger over os. Kontrolbesøget hos lægen efter en kemobehandling, et møde hos advokaten om skilsmissevilkårene., eller indkaldelsen til skifteretten efter et dødsfald. Det er svære aftaler, der kalder mørke minder frem, og som kan trække lange tornede spor ind i fremtiden. Oven i er der bekymringen for ikke at kunne nå det hele og frygten for ikke at kunne slå til. Allerede fra konfirmationsalderen er der en tendens til, at vi overbooker vores kalendere, og resultatet kan ses i stresskurvernes himmelflugt.

Kalenderen, som egentlig skulle være en støtte i det daglige, har det med at tage magten fra os. Tiden kan opleves som en spændetrøje, og vi mister sansen for det mirakel, hver dag rummer, det under det er, at vi er til, det at vi har mennesker omkring os og en verden fuld af fantastiske former og farver, fuld af et liv, der kalder på os og som har brug for os.

Vi kan hurtigt nå et punkt, hvor vi har mest lyst til at lukke kalenderen i, fordi vi synes den rummer alt for meget svært og uoverskueligt. Vi lukker kalenderen med dens kontante påmindelser om hverdagen og dens mange gøremål og aftaler og åbner for feriekatalogerne og drømmer os væk til varmere himmelstrøg.

Midt ind i kalendertiden her d. 1. december 2019 kl. 10.28 bryder Gud selv igennem til os med Lukas historie om Jesu offentlige virke. Og dermed udfoldes Guds tid midt i vores. Et glimt af evighed lige nu.

Jesus er blevet døbt i Jordanfloden af Johannes Døber. Han har tilbragt 40 dage i ørkenen med sult og anfægtelser og djævelske fristelser. Nu er han klar til at møde verden og os. Nu ved han, hvad han vil, for nu ved han, hvad Gud vil. Prædikenen her i synagogen i Nazaret er så at sige hans programerklæring. I dag, siger han, i dag er Guds nådeår brudt igennem. Nådeåret er brudt ind med mig, siger han. I alt hvad Jesus nu siger og gør, vil de og vi møde hans himmelske fars vilje og væsen, for han er udsendt af Gud. Han er Guds ord i vores verden, Guds evighed midt i tidens strøm. Vil vi blive klogere på Gud, så skal vi lytte til Jesus. Er vi bange og i tvivl, skal vi bede til ham. Vil vi kæmpe for en bedre verden, så skal vi følge i hans spor.

Jesus begynder med at læse teksten fra Esajas. Ordene går os stadig til hjertet her næsten 3000 år efter de blev skrevet. Ordene om hvordan Gud vil åbne livet for mennesker, hvordan Gud griber ind til fordel for dem, som har det sværest: de fattige, de fængslede, de blinde, de undertrykte. Den drøm kan vi som de gode folk i Nazareth sagtens tilslutte os, drømmen om en bedre verden.

Det nye og provokerende i det Jesus siger er, at alt det her ikke kun er en drøm, om hvordan det skal blive en gang. Det er virkelighed lige her og nu. Som et glimt af Guds evighed midt i vores tid, netop her i dag.

Vi åbner dagens avis og læser om klimakrise og fastlåste finanslovsforhandlinger, om Mellemøsten og terrortrusler og bandekriminalitet og vi bliver bange og bekymrede og forkrampede og synes det ser håbløst ud. Jesus går den modsatte vej. Han ser ud på verden som den er og siger: her er der virkelig brug for at håbe. Han møder mennesker med overskud og fantasi, med en munter tillidsfuldhed til livet. Han tror på forandringens mulighed. Han siger: det sker allerede! Det sker, hvis du vil lade Gud komme til i dit liv.

Og det er lige her hunden ligger begravet. For den forandring, Jesus taler om og sæter i gang, finder ikke sted udefra, men er en forandring, der begynder indefra, med at vi giver Gud tid, at vi giver hans evighed plads midt i vores hverdag med hinanden.

Det kræver, at vi prioriterer den gamle bedstemor på plejehjemmet, den bekymrede ægtefælle, det utilpassede barn, den ensomme nabo og den langsomme fodgænger.

Det kræver, at vi øver os i gavmildhed, at vi bruger mere af vores overskud på andet end os selv og vores eget, at vi tør tro på, at en mere retfærdig fordeling af verdens goder også vil give vores eget liv et nyt og mere håbefuldt perspektiv.

Det kræver, at vi får et mere nuanceret syn på dem, der forbryder sig mod andre mennesker og samfundets love, at vi tør tro på, at der altid er mere at sige om et menneske, end at han eller hun er kriminel og skla straffes, at der inde bag forbrydelsen er et menneske, som har brug for et besøg, og at der er en familie udenfor, som har brug for støtte.

Det kræver, at vi giver handicappede plads samfundet, at vi interesserer os for den blinde, at vi giver os tid til at gå en tur og ved at fortælle om, hvad vi ser, låner den blinde vores blik et stykke tid.

Det kræver, at vi tør kæmpe imod mobning af børn og voksne og marginalisering af mennesker i vores samfund.

Det kræver, at vi opgiver tanken om, at vi som kristne skulle være tættere på Gud end folk der tror og tænker anderledes end os.

Det blev for meget for groft og for meget for tilhørerne.

De drømte om noget andet og mindre udfordrende, de orkede ikke at være medarbejdere på det nådeår, Jesus bragte med sig.

Derfor drev de ham ud til kanten af den klippe, deres by bar bygget på, for at slippe af med ham. Men de slap ikke af med ham. Han gik sin vej og bar sin evighed med sig. Man slap ikke af med ham, heller ikke da han et par år efter blev taget til fange og dømt og henrettet som en forbryder. Han døde og opstod for stadig at kunne nå os med sin evighed, for stadig at kunne provokere os og puste liv i os og give os mod til at tage fat på livet i dag.

Gudstjenesten i synagogen i Nazaret i år 30 og gudstjenesten i Roskilde Domkirke i dag er åbninger i vores liv, hvor Guds evighed bryder ind i tiden, hvor vi får mulighed for at se på hinanden med nye øjne, ikke som konkurrenter og modmennesker, men som hinandens brødre og søstre. Hver gudstjeneste rummer spiren til en ny begyndelse. I glimt sker det at evigheden bryder igennem, at vi bliver mindre selvoptagne og mere opmærksomme på andre, mindre materielt fikserede og mere rundhåndede, mindre modløse og mere sorgløse.

Hvad vil du lade dit liv styre af, kalenderåret eller kirkeåret? Vi har vist brug for begge dele. Gud er gavmild og giver med begge hænder. I den ene ligger vores livs dage og år, i den anden ligger Jesu liv og hans evighed. Evigheden bryder ind i vores tilværelse og kaster lys over tiden og dens problemer og opgaver. Det er det glædelige budskab til os her på første søndag i advent. Amen.