Ordinationstaler
Nyheder

Ordinationstale 

Den 15. april 2021 blev Karina Lynge Christiansen og Christian Canu Højgaard ordineret i Roskilde Domkirke. Læs biskop Peter Fischer-Møllers ordinationstale her

Biskop Peter Fischer-Møller og de to ordinander Karina Lynge Christiansen og Christian Canu Højgaard. Foto: Ulla Thorbjørn Hansen

Kære Karina og Christian, kære ordinander

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særligt vil lægge jer på sinde, står skrevet i 1. Korintherbrev, kapitel 10, vers 15-17:

Paulus skriver til menigheden i Korinth:

”Jeg taler til jer som forstandige mennesker. Døm selv om det, jeg siger. Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød.”

For første gang i de 13 år jeg har været biskop her i Roskilde, vil der i aften ikke være nadver i forbindelse med en ordination. 

Det skyldes corona-situationen og den tidsbegrænsning på halv time, gudstjenesterne i denne tid er underlagt. 

Men som en slags kompensation for den manglende altergang, og det udtryk for det omfattede og åbne fællesskab nadveren i en folkekirkelig praksis udtrykker, har jeg valgt at holde min tale til jer over en af apostlen Paulus' helt centrale udtalelser om nadveren. 

Den kan samtidig give mig anledning til en refleksion over, hvad vi som kristne og som præster skal bestræbe os på at forstå og gøre forståeligt, og hvad der går ud over vores forstand. Og så slår Paulus det tema an, som også klang i den indledende påskesalme: Det, at evangeliet forbinder os fra syd til nord, fra øst til vest, på tværs af sprog og kulturer, og verdensdele og teologier, at vi med alle vores forskelligheder er forbundet og gensidigt afhængige af hinanden som lemmerne på et legeme. Og at en af vores vigtige opgaver som præster er gennem forkyndelse, undervisning, mission og diakoni at bidrage til at udfolde og udvikle dette fællesskab.

Først lidt om Paulus, der taler til os som forstandige mennesker, og hvad det er, vi kan forstå og hvad, der går langt ud over vores forstand.

Da vi for snart en måned siden mødtes her i Roskilde for at drøfte jeres besvarelse af de spørgsmål, jeg havde stillet jer som bispeeksamen, var det nadver og nadverforståelse, der var i centrum. Mere præcist: Realpræsensen. Hvad mener vi, når vi understreger, at den korsfæstede og opstandne Herre, Jesus Kristus, konkret er til stede i nadverens brød og vin? Kan vi egentlig forstå det?

Det gjorde I jer mange gode tanker om under vores drøftelser. Og måske var det en medvirkende grund til, at du, Christian, pegede hen på et af de bibelsteder, du sætter særlig stor pris på: Davids Salme 103 om Guds nåde, der hvælver sig over os som himlen over jorden og Guds tilgivelse, som spænder fra øst til vest. For der er virkelig noget på færde i den kristne tro og i nadveren, der sprænger de grænser, vi normalt bevæger os indenfor, også vores forstands grænser.

Og så prøver vi alligevel ind imellem at få det, der har at gøre med Gud og hans nåde og sandhed, puttet ind i vores egne systemer. 

Det gør salmisten ved alligevel at indbygge et lille forbehold, nemlig, at nåden og tilgivelsen nok kun omfatter dem, ”der frygter ham”. 

Og sådan også med det under, det er, at Kristus selv møder os i nadveren. I forbindelse med vores samtale om nadveren, reflekterede vi over, hvordan praksis gennem historien har ændret sig. Hvordan man for 100 år siden ikke fandt det passende, at børn gik til alters. Første altergang fandt først sted efter konfirmationen, for man skulle jo forstå, hvad det her gik ud på for ikke ”at æde og drikke sig en fortabelse til”. 

En grundtvigsk inspireret præst på Mors mente, at børn i forhold til altergang nok var lige så forstandige som voksne – og så blev han fyret, og Morsø frimenighed blev dannet. Men hvad så med de udøbte? For nadveren er jo et måltid for kristne. Den skelnen bliver udfordret, når man underviser et hold konfirmander, hvor en tredjedel ikke er døbt. Og så var der en dag et par muslimske kvinder fra en dialogkonference, som pludselig lå på knæ ved alterskranken. Skulle præsten springe dem over?

Vi skal tænke os om og gøre, hvad vi kan, for at agere forstandigt – også som præster. Men vi har i den kristne tro med mysterier at gøre, der overstiger vores fatteevne: Skabelsens mysterium, inkarnationens mysterium, opstandelsens mysterium – og realpræsensens mysterium: At Gud møder os i nadveren, at han er os nær i brødet og vinen og at vi, når vi går til nadver sammen, bliver mindet om, at som vi næres af det samme brød, sådan er vi dele af et fællesskab, hvor vi er gensidigt afhængige af og gensidigt forpligtede på hinanden.

Det var det nødvendigt for Paulus at minde de splittede korinthere om.

Og det kan det være nødvendigt at minde os selv og vores menigheder om ikke kun i forhold til et kirkeligt fællesskab, der går ud over den enkelte menigheds og den danske folkekirkes grænser. Det er det, vi kalder økumeni. Og det skal vi minde hinanden om i forhold til en klode og en natur, som ikke kan holde til vores forbrug og CO2-udledninger. Det er det, vi kalder økologi.

”Ordet blev kød,” forkynder evangelisten Johannes. Gud solidariserede sig i Jesus med sin verden og sine mennesker. Gud delte liv med os for at give os mod til at dele liv med hinanden: ”Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød.”

Vi forstår det måske ikke helt – i hvert fald ikke til bunds. Men vi kan mærke det, når vi sidder sammen til en gudstjeneste som i aften. Vi mærker det, når vi snart - lidt oftere - kan gå til nadver sammen. Vi mærker det, når vi om lidt går ud ad kongeporten og tager en pose med sandwich og en øl eller en sodavand eller en lille flaske vin med os på vejen – og måske lige sætter os på en bænk og får en snak i aftensolen.

Kongeporten bærer Peter Brandes' fine relief af de to Emmaus-vandrere, der netop, da brødet blev brudt, opdager, at ham, der slog følge med dem på vejen, var Vorherre selv. Og de bøjer hovederne i ærefrygt, og han er allerede ved at forsvinde ud af relieffet. Og så går portene op, og hvor blev Vorherre nu af? Jo han møder os i hvert eneste menneske, vi møder derude på kirkepladsen, ude i hverdagen, ude i Guds vide verden.

Kære Karina og Christian!

I bliver præsteviet her i dag for gavmildt at dele denne ubegribeligt store, glædelige og udfordrende historie med jeres menigheder i Slagelse og Tømmerup og Nyvang og omegn. I gør det ikke alene. I gør det sammen med jeres præstekolleger, jeres kirkelige medarbejdere, jeres menighedsråd. Og vi tror, at Vorherre selv går med jer.

Eller som vi skal høre det sunget om lidt lige inden, vi går ud:

Gå i mørket med lyset.
Gå i visheden om
ikke at gå alene.
Gå med lyset. Kom!

Til det vil jeg ønske jer Guds velsignelse og god arbejdslyst!

 

Biskop Peter Fischer-Møller