Ordinationstaler
Nyheder

Ordinationstale i Roskilde Domkirke den 30. november 2021

Den 30. november 2021 blev Marianne Stig, Naja Marie Balle og Niels Erik Jørgensen ordineret i Roskilde Domkirke. Læs biskop Peter Fischer-Møllers ordinationstale her

Naja Marie Balle, Marianne Stig og Niels Erik Jørgensen. Foto: Ulla Thorbjørn Hansen

Kære Naja, Marianne og Niels Erik, kære ordinander

Det ord af den Hellige skrift, som jeg har valgt til jeres ordination i dag, er den epistellæsning, vi hørte i kirkerne i forgårs, 1. søndag i advent.

Det er fra apostlens Paulus brev til menigheden i Rom.

Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: 

"I kender tilmed timen og ved, at det er på tide at stå op af søvne. For nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro. Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på. Lad os leve sømmeligt, som det hører dagen til, ikke i svir og druk, ikke løsagtigt og udsvævende, ikke i kiv og misundelse, men iklæd jer Herren Jesus Kristus, og vær ikke optaget af det kødelige, så det vækker begær."

Romerbrevet kapitel 13, vers 11 til 14


Teksten her har jeg gennem årene haft en del udfordringer med. Da jeg blev præst i Terslev og Ørslev på Midtsjælland for snart 38 år siden, blev det nemlig tradition at invitere familien til frokost 1. søndag i advent. De var ikke alle sammen lige kirkevante, og de kommenterede – særligt de første år – læsningen her. Om jeg havde valgt den særlig til dem, så de ikke ved den efterfølgende frokost skejede for meget ud med svir og druk, eller om der var noget særligt, jeg havde i tankerne, når jeg læste for dem om kiv og misundelse.

Efterhånden blev det klart for hele familien, at teksterne ikke var valgt specielt til dem, men hørte kirkeåret til og blev læst denne søndag over hele landet, men der blev stadig over den efterfølgende adventsfrokost joket lidt over advarslen mod svir og druk.

Og hvorfor har jeg så valgt epistelteksten her til jer i dag – ud over at den altså hører til lige her omkring i kirkeåret?

Jo, det er der to grunde til. Den ene handler om de misforståelser, teksten her kan give anledning til – og som også er misforståelser, der kan knytte sig til den præstegerning, I nu er på vej ind i.

Den anden handler om evangeliets jordforbindelse, at det taler ind i en virkelighed og en hverdag, hvor svir og druk og kiv og misundelse har fat i os, som de havde fat i Paulus og hans menigheder. Og at evangeliet også skubber til os, vil hjælpe os til at finde retning og mening i hverdagen sammen.

Men først lidt om misforståelserne. Lige når man hører ordene, kan man nemlig få det indtryk, at bare vi mennesker overholder visse moralske normer, ja så har vi vores på det tørre og stråler tilmed, som havde vi taget Kristi egen klædedragt på.

Og som I tre står her foran alteret skulder ved skulder iklædt præstekjole med den hvide alba udover, kunne man forledes til at tro, at I var iklædt Herren selv og med lysets rustning nu var parat til at gå ud og være troens riddere og forbilleder for de menigheder, der har kaldet jer til at være deres sognepræst.

Men det er en misforståelse, som I heldigvis ikke skal prøve at leve op til. Det mindes vi om, hver gang vi holder dåb i kirken. Her i den evangelisk-lutherske folkekirke har vi så at sige kun det præsteembede, som er udsprunget af dåben, og som hele menigheden er fælles om at have. Derfor kalder vi det også for det almene præstedømme. Så den lysets rustning, vi skal lede efter i klædeskabet eller i hjertet eller oppe i hovedet, er ikke præstekjolen, men dåbskjolen.

Det er gennem dåben og troen, at vi er ”iklædt Kristus”. Det er den uforbeholdne og ubetingede kærlighed, Jesus udfoldede i sine ord og sit liv, det hele handler om. Det er den grænsesprængende kærlighed, som vækker os og lyser for os. Der er den frelse, den frihed, som vi ikke skal lede efter i fortiden, men som kommer os i møde i det liv, som ligger herude og venter på os

Og den dåb og det embede, der følger med at være døbt, har I tre altså fælles ikke bare med hinanden, men også med jeres menigheder. Det er der stor aflastning i …

For nok har I læst mange år og har erhvervet jer en masse teologisk viden og præstefaglige kompetencer. Og alt det er godt og vigtigt, men I er som jeres menighed stadig på vej. På vej med evangeliet. På vej for at dele det med jeres menigheder. På vej til at opdage sider af, hvad det rummer, og har af konkret betydning i hverdagen.

I kan stille jer for alteret og gå på prædikestolen og være velforberedte, men det er ikke jer, der afgør, om kirken fyldes, om Ordet bliver hørt og sætter sig frugt i menighederne.

I kan være gode embedsmænd og kulturbærere og administratorer og undervisere og forkyndere – og det skal I være - men det er i samspillet med menighedsråd og menigheden, at det udfolder sig. For kristen tro lever ved at blive delt.

Ved jeres ordination bliver I altså ikke udstyret med en særlig rustning, I kan bære som præster – selv om jeg tilstår, at det indimellem godt kunne være nyttigt at beskytte sig lidt eller at stive sig lidt af. I stedet får I det, som hedder en tjenestedragt. For at være præst er at være i tjeneste. Som vi som kristne generelt er det for hinanden i kald og stand.

Man kunne også sige det på en anden måde. I den evangelisk-lutherske folkekirke er det et vilkår for præster at være tjenere. Og vil man tjene Gud og menighederne i sit embede, må man begynde med at lade sig iklæde Kristus – at huske jer selv og hinanden på, at det er Kristus, der i dåben har klædt jer på til arbejdet, at det er troen på ham, der bærer jer i jeres præstegerning, at det er det lys, der kommer fra ham, vi som præster er sat til at reflektere.

Og lad os så til sidst vende tilbage til det med svir og druk og kiv og misundelse. Det er jo en del af de lastekataloger, der fylder godt op i Paulus’ breve, og som vi i en luthersk kirke, der har meget fokus på ”retfærdiggørelse af tro alene” kan have det lidt stramt med.

Christian d. 4. som satte spirene på Roskilde Domkirke havde et motto: "Regnat firmat pietas", altså "Fromhed styrker rigerne". Han tænkte, at troen skulle sætte gode frugter i samfundslivet. Sådan tænker vi ikke uden videre i dag. Mange mennesker taler om troen som noget privat, som helst ikke skal fylde for meget i det offentlige liv. Men den kristne tro er altså ikke private tanker, vi bare kan holde for os selv. Troen lever ved at blive delt, og den udfolder sig i det liv, vi deler med hinanden. Den kristne tro lyser faktisk hverdagen op for os, så vi kan få øje på naturen, som Guds gode skaberværk og de mennesker, vi møder ude på gaden og i køen i Netto, som vores medmennesker. Når vi får øje på det, så bliver det også klart for os, at vi har ansvar for verden og hinanden, og så bliver det med svir og druk og kiv og misundelse måske mindre relevant.

Kære Naja og Marianne og Niels Erik. Da I blev døbt fik I lysets rustning på. Nu har I fået præstekjolerne oven på. Velkommen i arbejdstøjet. 

Amen