Ordinationstaler
Nyheder

Ordinationstale i Roskilde Domkirke den 29. juni 2020

Den 29. juni 2021 blev Christian Dyrvig Wendelboe ordineret i Roskilde Domkirke. Læs biskop Peter Fischer-Møllers ordinationstale her

Biskop Peter Fischer-Møller og ordinand Christian Dyrvig Wendelboe. Foto: Ulla Thorbjørn Hansen

Kære Christian, kære ordinand

Det ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag særligt vil lægge dig på sinde, står skrevet i 1. Petersbrev, kapitel 2, vers 4 til 7:

"Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud.

Hvor heldig kan man være. På søndag er det 5. søndag efter trinitatis, og da jeg skulle finde en tekst til ordinationen i dag, så bladrede jeg lidt i teksterne deromkring, og så dukkede den her tekst fra 1. Petersbrev op, det er første del af epistellæsningen til på søndag efter 2. tekstrække.

Jeg vil tage fat i 4 ord i teksten her.

Det første er Kristus som den levende sten, ankerpunktet for vores kristne tro.

Det andet er præsteskabet. Det kan det jo være meget passende at tænke lidt over ved en præstevielse som i dag.

Det tredje er stenene, stenene som kirkebygningen her er bygget af, og de levende stene, som vi er.

Og det fjerde er de åndelige ofre, som er kærkomne for Gud. Hvad er det for noget?

Vi begynder med Jesus Kristus. Han er, skriver Peter, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men som er udsøgt og kortbar for Gud. Det er Kristus, det handler om, når vi taler om kirke og kristendom og kristen tro. Om at Gud er kommet til sin verden og sine mennesker i ham, i et menneske som dig og mig. Det hellige i kristendommen er ikke bestemte steder eller genstande eller bygninger, kilden til det hellige finder vi ikke i en bog eller en bekendelse eller en bestemt moral. Det hellige er et menneske,

Et levende og bevægeligt menneske, et menneske, der kunne blive glad og vred og ked af det, et menneske som kunne vise medfølelse og overbærenhed og som kunne være hård i ord og handlinger, når det gjaldt, et menneske, som delte liv og tanker med andre, og som i samtalen med andre kunne blive klogere på sig selv og sin opgave.

Det var og er virkelig udfordrende, at den Gud, som er ophav til alt, hvad der er til, og som holder os og alt andet levende i live, at universets skaber og opretholder, blev et levende, sårbart og dødeligt menneske, som brugte sit liv på at udfolde hvad det betyder, at Gud er kærlighed!

Det var så udfordrende, at mennesker ikke ville vide af ham. Han blev forkastet, fordi han udfordrede menneskers forestillinger om Gud og det gode liv.

Det gør han stadig. For der må da være en grænse, siger vi. Vi bliver da nødt til at trække grænser for at holde orden på verden. For at beskytte os selv og vise de andre, hvad der er rigtigt og forkert. Måske! Men vi kan konstatere, at hver gang nogen trak en grænse, så gik han over på den anden side, over til dem, der var dømt udenfor. Det er da en mærkelig form for hellighed!

Men det er altså Ham, det han sagde og gjorde, historien om hans liv, død og opstandelse, som kirken er bygget på.

Og her kommer vi så til det med præsteskabet. Et præsteskab. Det lyder meget specielt. Og det har det også gennem tiderne været i de fleste kulturer. Nogle særligt udvalgte og uddannede. I kan slå op i Biblen i 3. Mosebog og se, hvordan man der, side op og side ned, får at vide, hvordan præsterne skal være særligt rene både udvendig og indvendig for at kunne være de mellemmænd mellem Gud og folket, som man tænkte, de skulle være.

Men her går Jesus også på tværs. Han kalder Gud for Far og siger, at enhver kan henvende sig direkte til Gud, som de fejlbarlige mennesker vi er. Vi kan folde hænderne og bede: Fadervor, du som er i himlene…

Det var en ret revolutionerende tanke. Den var det svært at holde fast i, så i kirkens historie har man mange gange fået opbygget nye hellige hierakier med præster og provster og biskopper og ærkebiskopper og paver og meget andet godt. 

Det var noget af det munken Martin Luther opdagede og i opgøret med middelalderens katolske kirke gjorde op med, da han udmøntede begrebet ”det almindelige præstedømme”. 

Der er virkelig ikke brug for hverken helgener eller et præsteskab for at skabe forbindelse mellem Gud og mennesker. For Gud blev menneske for at være som en bror eller søster for enhver af os, for at være ved vores side og minde os om, at vi ikke har Gud på nakken, men vi har Gud i ryggen. Vi er alle sammen - her i kirken og dem uden for - dele af det hellige præsteskab, som Peter skrev om i sit brev.

Men hvorfor holder vi så ordination i dag? Hvorfor indvier vi stadig præster? 

Det gør vi, fordi den kristne tro ikke er noget, som kan leve og udfolde sig som noget privat, som noget, vi holder for os selv, som noget, der kun er et anliggende mellem mig og Gud. Kristen tro lever ved at blive delt, som vi gør det, når vi holder gudstjeneste sammen, når vi døber børn og deler nadver, når vi konfirmerer unge, vier kærestefolk og begraver vores døde. Og for at hjælpe det fællesskab på vej, for at formidle den samtale og det samarbejde, har vi præster. 

Derfor ordinerer vi i dag dig Christian til at være sognepræst for menigheden i Sct. Mortens Kirke i Næstved, til at have et særligt ansvar for at spille det ord om Guds kærlighed, som Jesus var og er, ind i livet i lokalsamfundet i Næstved og omegn.

Men du gør det altså ikke alene. Du gør det sammen med dine præstekolleger i Sct. Mortens Kirke og kirkemusikerne og kordegnene og kirketjenerne og menighedsrådsmedlemmerne og de frivillige og menigheden og alle de mange, der går ud og ind ad døren til kirken og sognegården.

Du er en sten i det store komplicerede byggeri, som folkekirken er. Prøv at se ud på murene her. Se på en enkelt af munkestenene her i kirken. Der er mere end to millioner af dem. De blev formet og brændt og bygget sammen til kirken her for 800 år siden. Hver eneste sten udfylder sin plads. Den er vigtig som en del af helheden. Sådan er det også med os som kirkens levende sten. Vi har værdi og betydning hver især, men vores liv udfolder sig først i samtalen og samarbejdet med de andre.

Sådan er det også for os som ordinerede præster. Vi skal turde dele tro og liv med vores menigheder, for det er i samtalen og samarbejdet, at både tro og liv folder sig ud, og evangeliet viser sig at være noget, der ikke kan holdes indelukket i en fin bog, men noget, der fører os steder hen, vi aldrig havde drømt om.

Og så til sidst. Det med de åndlige ofre. Hvad er det for noget? Er det noget særligt, vi skal passe på og værne om? 

Det tænkte en præst og en levit engang, da de var på vej fra Jeriko til Jerusalem for at udøve deres præstetjeneste. Og så kom de til overse ham, der var blevet overfaldet og havde brug for deres hjælp. Heldigvis kom der en samaritaner forbi. Og så endte historien godt. For de åndelige ofre, det er i al sin gribende enkelthed: At genkende enhver vi møder som et Guds menneske, et medmenneske. De åndelige ofre er den næstekærlighed, vi lever af og har til opgave at lade flyde videre til andre.

Evangeliet lever ved at blive delt.

Del det nu gavmildt med din menighed, Christian.

Og glæd dig over at få det overraskende frisk tilbage fra dem.

God arbejdslyst.

Biskop Peter Fischer-Møller