Ordinationstaler
Nyheder

Ordination i Roskilde Domkirke tirsdag den 19. december 2017

Ordination af Annika Lynbech

Kære Annika

Kære ordinand.

Det ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag særlig vil lægge dig på sinde, skriver apostlen Paulus i det andet brev til Korinterne – og jeg læser efter Den Nye Aftale:

”Vi fortæller jo ikke om os selv, men om Jesus Kristus. Han er vores herre, og for hans skyld er vi jeres slaver. Da Gud skabte verden, sagde han at lyset skulle skinne midt i mørket. Nu tænder han lys i vores hjerter så vi kan se stråleglansen fra Kristus’ ansigt og forstå at det kommer fra Gud. Lyset er som en værdifuld skat der opbevares i skrøbelige lerkrukker. Det gør det tydeligt at vores kræfter stammer fra Gud og ikke fra os selv..”

Ordene her, som var epistellæsning til gudstjenesten i forgårs, 3. søndag i advent, sætter fokus på det helt centrale i forhold til det at være kristen og dermed også det at være præst.

Det er ikke os selv, men Vorherre der er i centrum.

Kristendommen handler om at Gud er verdens skaber og opretholder. Livet og verden er ikke bare en tilfældighed.  Gud lod sit lys skinne midt i mørket og kaldte verden og livet frem. Han så at det var godt. Og han satte os mennesker til at være hans forvaltere af denne lille grønne og blå planet med al dens mangfoldighed af liv.

Kristendommen handler om det lys Gud tændte i vores hjerter, da han blev menneske, da han kom til verden i stalden i Betlehem - den oplysning og provokation, den tugt og trøst, som Jesus’ historier og historien om hans liv og død og opstandelse rummer.

Kristendommen er på spil her og nu, når vi deler ord og liv med hinanden og mærker, at Gud selv er på færde mellem os med sin inspiration, med din Helligånd.

Kristendommen er historien om den treenige Guds vedholdende kærlighed til sin verden og sine mennesker. Det er den du som præst nu får til opgave at formidle til folk i Røsnæs og omegn det næste halve års tid og andre steder i årene fremover. Du får lov at dele den historie med dem og derigennem selv blive oplyst og udfordret af den.

Og det på trods af, eller måske netop på grund at, at du som apostlen Paulus udtrykker det er en ”skrøbelig lerkrukke”.

Vi talte om det i forbindelse med din bispeeksamen forleden, da vi drøftede præsteløftet og dets ord om at ”beflitte sig på, som det sømmer sig for en ordets tjener at foregå menigheden med et godt eksempel”. Det vi også kalder dekorum. Du sagde - med henvisning til TV-serien Herrens Veje - at det nok ikke var så hensigtsmæssigt som præst at drikke sig i hegnet i absint som Johannes Krogh, og det er helt rigtigt. På den anden side skal en præst heller ikke bilde hverken sin menighed eller sig selv ind, at han eller hun er en blankpudset helgen. Vi talte om at ordene i præsteløftet er en advarsel til os som præster imod at komme til at skygge for evangeliet. Vi har som præster – som den menighed vi er kaldet af og til – brug for at høre Jesu ord om vores synders nådige forladelse, hans ord om at Gud kender os og elsker os på trods. Det kan vi som præster komme til at stå i vejen for, hvis vi skejer ud så folk slet ikke kan høre, hvad vi har at sige, men det kan vi også gøre hvis vi altid optræder vandkæmmet og med rene negle, hvis for meget at vores energi går med at opretholde en blankpudset facade. Præster begår som andre mennesker fejl og det som er værre, og vi skal turde vedstå, at vi er fejlbarlige mennesker, eller med Paulus ord ”skrøbelige lerkar”.

Det er også hvad det handler om i det skriftord, du som kirketjener i Sankt Lukas Kirke i Århus så bag alteret, og som du bad mig om at tage med i ordinationstalen til dig her i aften: Evangelisten Lukas gengivelse af Jesu sletteprædiken: ”Gud er god mod utaknemmelige og onde.” Krasse ord, som passer til den violette farve og bodsstemningen her i kirken i adventstiden. Et til benet realistisk menneskesyn og et overvældende glædeligt budskab om Guds nåde.

Nåden alene. Det er en af de korte formuleringer af evangeliet, som vi er blevet mindet grundigt om i løbet af det reformationsår, der nu går på hæld. Det var det budskab, der løste Martin Luther ud af hans forkrampede kamp for at vinde sig en nådig Gud, for at turde tro på, at han duede som menneske. Han opdagede, at det eneste han skulle var at turde tro på Kristus, tude tro på, at I ham havde Gud selv vist sig for sin verden og sine mennesker, at han var Gud selv, Guds grænseløse og uovervindelige kærlighed midt i denne verden.

Det gav Luther modet til at turde stå ved, hvem han var, at han var ”simul justus et parrator”, på en gang retfærdiggjort og synder. Det gjorde ham fri af den indkrogethed i sig selv, som han havde kæmpet med i sin klostercelle. Kampen for at blive god nok. En kamp som for altid er dømt til at mislykkes, og som suger opmærksomheden væk fra den verden, vi er sat til at værne og vogte og det medmenneske, vi står overfor, og hvis liv og lykke vi har et større eller mindre medansvar for.

Kære Annika. Jeg skal ikke her ved din ordination opfordre dig til at efterligne Johannes Krogh, men jeg vil benytte lejligheden til at understrege, at det evangelium, du som præst, nu sættes til at forkynde, og den dåb og nadver, du skal forvalte, både har med dig selv og din menighed at gøre.

Det er fordi vi selv oplever, hvordan vi kan komme til krumme os ind i os selv og gøre os og vores eget til verdens omdrejningspunkt, at vi kan glæde os over det evangelium, der frigør os fra selv-krampen og åbner vores øjne for den gave livet er, og de opgaver det dagligt stiller os overfor.

Det er fordi vi selv har en rem af huden, at også præster er ramt af arvesynden, at ordet om syndernes forladelse er så befriende. Ja, jeg ved godt at ”arvesynden” ikke er noget særlig populært begreb. Men hvad er det der sker, hvis vi glemmer den eller fortier den? Så sker der jo det, at vi, når noget går skævt i vores liv eller ude i verden, forledes til at tænke: det er alt sammen nogen andres skyld. Og så er det konflikterne vokser og relationerne stivner og livet for alvor begynder at gå i stykker for os og omkring os.

Så ja: det glædelige budskab til os i dag og alle dage er at ”Gud er god mod utaknemmelige og onde.” At Gud er god mod os, selvom vi ind imellem faktisk er utaknemmelige og onde.

Det budskab skal du Annika nu prædike for dig selv og din menighed ikke kun for jeres egen skyld, men for andre menneskers og klodens skyld, for med det evangelium i bagagen har vi en mulighed for at vende vores opmærksomhed væk fra os selv og tage de Jesus-ord, evangelisten bringer lige bag efter, til os:

”Vær derfor barmhjertige, som jeres himmelske fader er barmhjertig.” Det er vores opgave som kristne, som præster og menigheder: at være ambassadører for Guds barmhjertighed.

Til det vil jeg ønske dig Guds velsignelse og god arbejdslyst.

Amen