Ordinationstaler
Nyheder

Ordination i Roskilde Domkirke mandag den 8. juli 2019

Kære Karen og Anders.

Kære ordinander.

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særligt vil lægge jer på sinde, står skrevet i 1. Korinterbrev kapitel 1 vers 18-21:

Vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er der Guds kraft – der står jo skrevet:

”De vises visdom vil jeg ødelægge,

De kloges klogskab vil jeg tilintetgøre.”

Hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort denne verdens visdom til dårskab? For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om.”

Sarah og jeg har fordelt rollerne i dag mellem os. Rollerne som good Cop og bad Cop. I hørte Sarah her før forkynde så trøsterigt, livgivende og håbefuldt om Guds tilgivelse som den lyser os i møde i opstandelsen. Og det er alt sammen både sandt og godt. Men nu får I så fra mig smækket Paulus korsteologi i ansigtet.

I har på en måde selv været ude om det. Jeg spurgte faktisk jer begge to, om I havde et skriftord, som betød noget særligt for jer, og som I gerne ville have at jeg tog udgangspunkt i eller tog med i min ordinationstale til jer her i dag.

Men i overlod det modigt – eller dumdristigt - alene til mig at vælge tekst. Og så tænkte jeg: det var jo netop noget af det her, vi kom til at tale om ved jeres begge tos bispeeksamener: korsets dårskab.

Det er kernen i det evangelium vi som præster og menighed er sat til at dele med hinanden. Men det er altså en noget genstridig størrelse – eller rettere, vi mennesker er nogle genstridige størrelser, som har vores udfordringer med evangeliet.

Det her er ikke nyt. Sådan har det været fra begyndelsen af. Det fremgår af Paulus ord til de kloge og ret selvbevidste folk i Korinth. De syntes sådan set, at det lød rigtig godt, de Paulus fortalte dem om ham Jesus fra Nazareth, om hans ord og gerning, om hans opfordring til næstekærlighed og tilgivelse, om hans lydhørhed og engagement over for de mennesker, han mødte, om hans realistiske menneskesyn og om den befrielse der lå i, at han mødte mennesker, hvor de var og ville have med dem at gøre, som de var. De syntes virkelig godt om hvad de hørte, de kunne bruge det, men de begyndte hurtigt at bruge det hver på deres måde, de dannede partier, og gav sig til at modarbejde dem, der forstod det, Paulus havde fortalt anderledes end dem selv.

Derfor var det Paulus gav sig til at tale med store bogstaver til dem, om det, de havde allersværest ved at forstå: korset. Hvorfor skulle Jesus op på det kors? Hvorfor var det nødvendigt?

Hvad handler det her med korset om?

Det har vi i kirker verden rundt spekuleret over i 2000 år, og jeg bilder mig ikke ind at kunne klare korsets gåde i ordinationstalen her.

Men jeg vil gerne åbne for et perspektiv, som har haft stor betydning for mig selv.

Det var da jeg stødte på den franske religionsvidenskabsmand Rene Girard og hans tanker om offertanken og syndebukkemekanismen. Den får I her i en ultrakort og stærkt forenklet udgave. Girards udgangspunkt er iagttagelsen af, at mennesker efterligner hinanden. At mennesker fra begyndelsen af er helt hjælpeløse, og at vi vinder vores forældres opmærksomhed og kærlighed ved at efterligne dem, at vi lærer at være mennesker gennem efterligning. Det er alt sammen udmærket, men det rummer et problem. For når vi lærer ved at efterligne og på den måde også lærer at efterligne hinanden, kommer vi også til at efterligne hinandens behov. Og det skaber spændinger i forhold til andre i gruppen. Sådan forestiller Girard sig, at det har været fra mennesker sluttede sig sammen i grupper og opdagede, at det mimetiske begær, som han kalder det, det at vi mennesker efterligner hinandens begær, det at vi på den måde bliver hinandens konkurrenter, var ved at få gruppen til at gå i opløsning. Men så var der nogen der fik det indfald, at det måtte være en, som var skyld i konflikten. Man udpegede en syndebuk, som man så drev væk eller gjorde det af med. Al den opsparede aggression blev udløst på en enkelt. Og gruppen oplevede, at det hjalp. Og sådan opstod den tanke, at det var de højere magter, Gud selv, der havde udpeget syndebukken og krævet offeret.

Gennem tiderne kom denne syndebukkemekanisme og offerpraksis til at udfolde sig på mange og raffinerede måder i alverdens kulturer og religioner. Det er sådan, tænker Girard, at man gennem tiderne har opbygget moralsystemer og samfund, hvor nogle er indenfor og andre udenfor. Men her er det Jesus går på tværs. Hver gang nogen bliver udpeget som syndebuk eller gjort til offer, stiller han sig ved siden af dem. Han tager fat ved problemets rod, ved efterligningen, der truer med at gøre os til hinandens konkurrenter og modstandere. Det er for meget for samfundsstøtterne og magthaverne, for det truer hele systemet. ”Det er bedre at en dør, end at hele folket går til grunde” siger ypperstepræsten Kajfas. Og så bliver Jesus taget til fange og dømt og henrettet på et kors, som en anden syndebuk eller sonoffer. Men hvor er nu Gud henne i alt det her? Ja, Gud var jo altså der, hvor ingen havde ventet det. Ikke med dem, der fældede dommen, men på korset. Det var hvad der blev åbenbaret ved opstandelsen påskemorgen. Syndebukkemekanisken og offertanken blev afsløret som menneskers måde at prøve at håndtere vores selvopretholdende og konfliktgenererende efterligning på. Det er ikke Gud, der kræver ofre, men os, der mere eller mindre bevidst får gjort andre til ofre. Selve afsløringen åbner verden på en ny måde for os.

Og samtidig åbner Jesus en ny vej for menensker, den vej, hvor vi i stedet for at efterligne hinandens begær efterligner hans kærlighed.

Hvad siger I?

Måske ikke en løsning af korsets gåde. Men et forsøg på at tage korset alvorligt som det helt afgørende i vores kristne tro. Som tegnet på Guds radikale kærlighed til sin verden og sine mennesker, en kærlighed, som går på tværs af vores tanker os systemer, en kærlighed vi aldrig bliver færdige med at undre os over, og som I to Karen og Anders nu bliver sat til alligevel at prøve at sætte ord på.

Til tugt og trøst for jer selv og jeres menigheder.

Tillykke med det. Og god arbejdslyst.