Ordinationstaler
Nyheder

Ordination i Roskilde Domkirke mandag den 29. januar 2018

Ordination af Maria Eva Kathrine Napier

Kære Maria. Kære ordinand.

Det ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag særligt vil lægge dig på sinde, står skrevet i Paulus 2. brev til menigheden i Korinth (2. Kor. 3, 4-6)

”En sådan tillid har vi til Gud ved Kristus. Ikke at vi af os selv duer til at udtænke noget, som kom det fra os selv; at vi duer til noget, skyldes Gud, som også har gjort os dueligt til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men åndens; for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende.”

Bogstaven slår ihjel, men ånden gør levende. Det er noget af et udsagn at tage imod efter at have siddet med næsen i de teologiske lærebøger i mange år for at få mulighed for at kunne blive præst i den danske folkekirke.

Hvorfor er det vi ordinerer præster til tjeneste i folkekirken? Har vi ikke netop fejret 500 året for reformationen og Luthers opgør med den tids kirkeinstitution? Sagde Luther ikke i sit opgør med kirkens magt, at enhver som var krøbet ud af dåben var dermed både præst, biskop og pave? Var Luther ikke ophavsmand til begrebet ”det almindelige præstedømme”, bevidstheden om, at vi ikke har brug for nogen form for melleminstanser mellem det enkelte menneske og Gud, at ethvert menneske kan folde sine hænder og henvende sig direkte til Vorherre.?

Jo, det er fuldstændig rigtigt. Men Luther holdt alligevel fast på, at det var godt og nyttigt at have ordinerede præster, som var velbevandrede i Biblen og den første kirkes udfoldelse af de bibelske beretninger i en række bekendelser. Det var de studier, som åbnede Luthers øjne for og gav ham mod til at kritisere sin tids kirkelige praksis. Det var noget af det du Maria og jeg med udgangspunkt i det præsteløfte du underskrev drøftede ved din bispeeksamen i onsdags.

Vi drøftede sætningen: ”at jeg vil beflitte mig på at forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger.” Hvad vil det sige at vi som præster lover at forkynde Guds ord ”rent og purt”?

Jeg husker meget tydeligt, at jeg blev lidt blød i knæene, da jeg som nyordineret præst ved indsættelsesgudstjenesten gik op på prædikestolen i Ørslev Kirke, og konstaterede, at der på læsepulten med store bogstaver var malet: nec addere, nec minuere: læg intet til, træk intet fra. Det var så dér jeg skulle lægge mit prædikenmanuskript og tage fat med mine forsøg på at fortolke kristendommen ind i vores tid på vores sted.

Du formulerede det så fint i din opgave, Maria: ”Har man fokus på at forkynde den treenige Gud og Kristus som frelser ud fra Skriften som det absolutte udgangspunkt samt bekendelsesskrifterne, er man nok godt på vej mod det rene og pure.” Men pointen er altså ikke, at man bare skal gentage, hvad der står i Biblen, vi har som kristne mennesker i almindelighed og som præster i særdeleshed ikke bare en fortolkningsret, men en fortolkningspligt. Det duer ikke kun at gentage hvad der står i Biblen, at holde sig til bogstaverne.

Vi har en forpligtelse til at søge ind bag bogstaverne, lede efter meningen. Biblen er ikke en facitliste, som giver os færdige svar på vores livs spørgsmål. Biblens glædelige budskab folder sig først ud for os, når vi påtager os ansvaret for at fortolke budskabet ind i vores tid på vores sted. For vi er som Paulus udtrykker det i brevet til Korinterne sat til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men åndens.

Men hvad handler det så om, der med ”rent og purt”?

Det gav du, Marie 4 gode bud på, en slags negativt præstespejl:

Det handler om at præsten ikke skal lade sig forføre af et ønske om popularitet og succes og dermed kommer til at forkynde sig selv mere end Kristus. Det har du ret i. Det er der nok ingen, der ikke vil være enig i. Men det er alligevel godt at minde os selv og hinanden om det. For uden at vi tænker over det kan den slags komme snigende.

For det andet nævner du: Præsten kan misbruge sin magt og forsøge at kontrollere menighed og sognebørn med sin forkyndelse. Det er en anden udgave af det med bogstaven, der slår ihjel, men ånden der gør fri. Det kristne evangelium er virkelig et frigørende og frisættende budskab, men vi ved fra kirkehistorien, at mennesker ind imellem fik gjort det til noget snævert og undertrykkende. Vi kan tage Apartheit-systemet i Sydafrika som et eksempel. Om det fortalte ærkebiskop Desmond Tutu en gang: Den hvide mand kom til Afrika. Han sagde sil os sorte: her i Biblen, luk jeres øjne og bed til Gud. Og vi lukkede vores øjne og vi bad til Gud, og da vi åbnede vores øjne, havde den hvide mand taget vores land. Men vi beholdt Biblen. Og det var jo så Tutus pointe, at ligesom Luther i sin tid havde fået modet til at gøre mop med din tids kirkelige misbrug ved at læse i Biblen, sådan var det også fra den bibelske beretning og dens budskab om ethvert menneske som skabt og elsket af Gud, at Tutus menighed hentede modet til at gøre op med apartheitsystemet.

Det tredje du nævner Marie er at præsten ikke skal fortabe sig i teologiske spekulationer, så menigheden ikke kan følge med. Det kan forekomme, måske særligt for nye præster, der kommer lige fra universitetet. Her er det gode råd, at være i god kontakt med sin menighed, Være åben for kritik uden at lade sin forkyndelse styre af et ønske om at behage. Samtale fremme forståelsen ikke bare i gamle mobilreklamer, men også i virkeligheden.

Endelig nævner du for det fjerde, at præsten i sit forsøg på at imødekomme en moderne menighed mister evangeliet af syne. Det er når der går ”hvad er der i det for mig” og selvudvikling i systemet. Eller når vi mister et realistisk menneskebillede af syne. For både præst og kirkegængere er det nyttigt lejlighedsvis at slå op i Biblen på Romerbrevets 7 kapitel og fundere lidt over Paulus’ ord om at ”det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde jeg ikke vil, det gør jeg”.

Lad os prøve at samle op. Hvad betyder det at forkynde Guds ord rent og purt? Ja for det første skal vi lægge mærke til at Guds Ord altså ikke er Biblens bogstav, men ham som alle bogstaverne peger hen imod: Det er Jesus Kristus som er Guds ord. Vi tror som kristne ikke på Biblen, men på Kristus. Evangeliet til os er at Gud kom som et menneske til verden og her viste han os i Kristus sin grænseløse kærlighed.

Det er derfra tilliden til Gud stammer, den tillid som bærer os som kristne og som præster.

Biblen er, som Grundtvig udtrykker det, en ”mageløs oplysningsbog” som vi kan blive ved med at gå på opdagelse i for at blive klogere på, hvad Jesus sagde og gjorde, på hans liv, død og opstandelse og hvilken betydning det har for os i dag. Men vi får altså ikke noget facit i Biblen, vi får en fortælling om et levende menneske, og vores opgave som præster er at bidrage til at holde samtalen om ham i gang. Historien om Jesus som Guds kærlighedserklæring til denne verden og os mennesker kan ikke låses fast i bogstaver. Det kan ikke reduceres til bogstaver, der er et evangelium, som stadig er spillevende, beåndet. Og hvad så med det der rent og purt. Jeg fandt hos Adan Ohlenschlæger en strofe fra Sankt Hans Aften spil, som måske kan hjælpe os på vej:

I skyggen vi vanke

blandt lysgrønne strå,

Sankt Hansurt vi sanke

hvor blomsterne stå.

Pæne lille urt

står så rent og purt

står så frisk og grøn

uformærkt i løn.

Rent og purt, frisk og grøn – den vej er vist værd at følge. Amen.