Ordinationstaler
Nyheder

Ordination i Roskilde Domkirke mandag den 28. januar 2019

Ordination af Daniel Ramild Thomsen.

Kære Daniel. Kære ordinand.

Det ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag særligt vil lægge dig på sinde, står skrevet Matthæusevangeliets 10 kapitel:

Det er Jesus, der i forbindelse med udsendelsen af disciplene siger: ”vær ikke bekymrede for, hvordan I skal tale eller hvad I skal sige; for det skal blive givet jer i samme stund, hvad I skal sige. For det er ikke jer, der taler, men det er jeres Fars ånd, som taler gennem jer.” (Martt. 10, 19b-20)

Måske tænker I: hvad er meningen? Her har vi som menighedsråd i Bjæverskov, Lidemark, Gørslev og Vollerslev gjort os stor umage med at vælge en præst, som ikke bare har et meget flot gennemsnit i sin teologiske embedseksamen, men som også i samtale og ved prøveprædiken har vist, at han kan tænke sig om og udtrykke sig forståeligt og bevægende om kristen tro. Det har været vigtigt for jer at få endnu en god præst til pastoratet, som kan tale nutidigt, nærværende og forståeligt om kirke og kristendom, og som gør sig umage med sine prædikener og sine lejlighedstaler. Hvorfor skal vi så høre Vorherre sige, at vi ikke skal bekymre os for, hvordan vi skal tale, eller hvad vi skal sige?

Ja, helt ærligt ville jeg ikke have haft mod til at vælge disse ord til en ordinationstale, hvis ikke ordinanden selv havde lagt mig dem i munden – eller rettere på mailen.

Men det gjorde du, Daniel, da jeg spurgte dig, om der var et skriftsted, du gerne ville have med i ordinationstalen her i aften.

Og så får du det selvfølgelig!

For det er et godt ord, du har valgt.

Også selvom den sammenhæng, ordet er udtalt i, er en anden og noget mere dyster end en ordination i Roskilde Domkirke med forventningsfulde menighedsrådsmedlemmer og gode kolleger omkring. Ordene er udtalt til disciple, der sendes ud i en virkelighed, der er noget mere udfordrende end hverdagen i den danske folkekirke. Disciplene bliver sendt ud som får blandt ulve, siger Jesus. Og han forudser, hvordan de vil møde modstand, blive anklaget og udleveret til domstolene. Det er altså en tekst, som afspejler de vilkår, de første kristne levede under i de første århundreder, hvor kristendommen var en ulovlig religion, og de kristne lejlighedsvis blev forfulgt for deres tros skyld.

Det kan godt være, at den folkekirke, du, Daniel nu skal tjene som præst i, ikke altid er den rene idyl, men forfølgelser hører heldigvis her i landet ikke længere med i pakken.

Men på tværs af forskellene dengang og nu har Jesu ord bud til os.

Jeg vil hæfte mig ved tre ting i teksten.

For det første leder Jesus opmærksomheden væk fra de bekymringer, man som præst – og måske særlig som ny præst - kan gøre sig om man nu også gør det hele godt nok. Selvfølgelig skal vi gøre os umage, men det er altså vigtigt at huske på, at det hele ikke står og falder med os, og helst ikke skal handle for meget om os. For det afgørende er det budskab, vi er har fået til opgave at dele med vores menighed: budskabet om Guds grænseløse kærlighed og tilgivelse, som Jesus har udtrykt det i ord og gerning. Du skrev sådan her om det, Daniel, i din bispeeksamensopgave om præsteløftet med henvisning til Den Augsburgske bekendelses artikel 5: at ”vægten ikke skal placeres på de mere eller mindre gode kvaliteter embedsbæreren tilfældigvis bringer med sig – men derimod på den funktionelle tjeneste personen er sat til at yde: at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne. Spørgsmålet er dog i hvor høj grad denne position i praksis brænder igennem i en tid, hvor mere og mere vægt synes at lægges på præstens person fremfor på embedet.”  Og du har fuldstændig ret. Vi lever i en individualistisk tid med et vældigt fokus på den enkelte og vores præstationer. Vi hører hvordan gymnasieelever lider af stress og har en forestilling om at man skal have 12 i det hele for at være god nok. Og tidens højeste norm er at være autentisk – gerne 24/7 og 365 dage om året. Det er virkelig en voldsom byrde: bevidst at være sig selv og stå ved hvem man er uden stop hele tiden. Måske er det vores tids udgave af gerningsretfærdigheden. Her er der et evangelium i det skriftord, du har valgt, Daniel: bevidstheden om, at vi ikke skal præstere det hele selv, men at det vi skal gøre er at give det videre, som vi selv har fået forærende. At evangeliet ikke er vores men Guds.

For det andet det med, at det ikke er disciplene, der taler, men ”jeres Fars ånd som taler gennem jer.” Det er noget af en påstand. Er det virkelig sådan uden videre Guds ord, der flyder ud af munden på dig, Daniel, nu hvor du bliver ordineret og skal til at virke som præst? Det kunne godt være en skræmmende tanke. Som da jeg første gang som nyordineret gik på prædikestolen i Ørslev Kirke og lagde mærke til, hvad det stod skrevet på pulten, hvor jeg skulle lægge mit prædikenmanuskript: NEC ADDERE NEC MINUERE, læg intet til, træk intet fra! Ups! Kunne min prædiken virkelig leve op til den udgave af det lutherske skriftprincip? Hvad kan meningen være med påstanden om at: det er jeres Fars ånd, der taler gennem jer? Jeg tænker, at det netop er en slags opblødning af det lutherske skriftprincip. Jovist er Biblen afgørende vigtig i vores kirke, men det er ikke Biblen vi tror på. Kernen i vores tro er Kristus. Troen på, at Gud i ham blev menneske. Han er Guds ord til os. I samtale og samliv med ham, udfoldede troen sig for de første kristne. Det delte de med hinanden, det skrev de ned i evangelier og breve og beretninger. Det fortsatte mennesker med at dele med hinanden i gudstjeneste i samtale og samliv. Og sådan fortsætter det. Vi er ikke færdige med inkarnationens og opstandelsens mysterier. Troen er stadig levende, og den udfolder sig, når vi med vores egne ord tør dele den med hinanden og tør lytte til hvad andre har at bidrage med. Troen er ikke lænket til Biblens bogstav, men lever i mellemrummene mellem os. Det kalder vi ved højtidelige lejligheder som i dag for Helligånd.

For det tredje vil jeg tage fat i det med bekymringerne. Vi kan virkelig bekymre os om rigtig meget, som mennesker og kristne og som en ny præst, der skal til at tage fat på sit første embede. Jeg skal spare jer for en lang liste over mulige bekymringsemner fra klimaforandringer over Brexit og Donald Trump til fremtiden for den lokale skole og brugsforening. I den prædiken du har skrevet til din indsættelse på søndag – eller i hvert fald i det udkast til prædikenen, som jeg fik at læse som en del af din bispeeksamen, gjorde du dig overvejelser om de bekymringer, livets storme kan kaste os ud i, om følelsen af, at bølgerne er ved at sluge én, og at man går under. Op mod det skriver du: ”I denne malstrøm, som livet kan være, lover Jesus ikke, at alt fra nu af vil flaske sig, være forståeligt og fri for farer. Livet koster livet, som mange præster ynder at sige. Men selv midt i dette kaos og i magtesløsheden, får vi lov at leve i tillid til ham. I kaos er det ikke vores videnskabelige forståelse af tro eller vores egne bestræbelser, der bærer os igennem. Men derimod tro som tillid. Tillid til hans kærlighed til os.”

Det er ikke kun vigtigt for præster, at kunne sænke skuldrene og sætte bekymringerne lidt på pause, det er vigtigt for os alle sammen, og her rummer Jesu ord virkelig et evangelium til os, som går ud over, hvad vi kan sige os selv. For der er faktisk meget at bekymre sig for. Det duer ikke, at vi fralægger os ansvaret hverken for klimaforandringerne eller for livet i lokalsamfundet. Men hvis vi stirrer os blinde på problemerne, så tager det humør og kræfter fra os. Her rækker kristendommen os sit glædelige budskab om, at livet og verden ikke kun er i vores skrøbelige hænder, men at vi også fortsat er i Guds hænder. Min gode ven og kollega Helle Poulsen siger, at kristendommen i en nøddeskal er budskabet:  det ender godt. Det er det godt at have med sig lige fra begyndelsen af.

Med det løfte til dig og din menighed vil jeg ønske dig Daniel Guds velsignelse og god arbejdslyst i den præstegerning, du nu tar fat på. Det begynder godt. Og det ender godt! Amen