Ordinationstaler
Nyheder

Ordination i Roskilde Domkirke mandag den 23. april 2018

Ordination af Randi Rye, Anders Damkjer og Louise Dixen Hansen

Kære Randi, Anders og Louise. Kære ordinander

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særligt vil lægge jer på sinde, står skrevet i Paulus 1. brev til menigheden i Korinth – og jeg læser efter Den Nye Aftale:

”Nu ser vi et sløret, gådefuldt spejlbillede, men en dag vil vi se alting, som det er. Nu forstår jeg kun en del af helheden, men til den tid vil jeg forstå det hele – på samme måde, som Gud forstår og kender mig.

Tro, håb og kærlighed forsvinder aldrig, og af de tre er kærligheden det største”. ((1. Kor. 13, 12-13)

For første gang i lang tid har vi hele 3 præster der skal ordineres samtidig. En flot treklang: Randi, Anders og Louise.

Sammen hørte vi for lidt siden domprovst Anne-Sophie prædike over Jesu markante udsagn til de forvirrede disciple: ”Jeg er vejen og sandheden og livet”. En stærk treklang. Som i Anne-Sophies udlægning blev til 3 F i en særlig kirkelig udgave.

Her i ordinationstalen får I så Paulus smukke treklang: tro, håb og kærlighed som en sammenfatning af vores svar på det glædelige budskab Jesus bragte og selv var, og som I tre nu om lidt som præster bliver sat til at dele med jeres menigheder i Svogerslev, Køge, Haslev og Frerslev.

Udenfor er der for resten også gang i en slags treklange: Anders Bondo, Flemming Vinther og Grethe Christensen råber demonstranterne med de røde faner taktfast foran forligsinstitutionen, mens man på direktionsgangene rundt omkring hvisker til hinanden: Sophie Løhde, Michael Ziegler og Anders Kühnau.

Det er nye tider for folkekirken. I de her timer bliver det afgjort, om vi får forlig eller forlis, og om folkekirken for første gang i historien bliver kastet ud i en arbejdskonflikt med strejke og lockout.

Det har givet anledning til ophidsede debatindlæg om forholdet mellem stat og kirke, og om hvorvidt præsters kald er af en anden art end sygeplejerskers og læreres eller organisters og kirketjeneres, og om præster derfor burde være friholdt for konflikt.

Alt det her tog vi lidt forskud på i de bispeeksamensopgaver I fik, og som vi drøftede for nogle uger siden. Spændende opgaver om hvordan forholdet mellem stat og kirke har udviklet sig fra disciplene på den første pinsedag begyndte på alverdens sprog at dele historien om den treenige Gud med deres landsmænd og Paulus blev standset af den opstandre Kristus og sendt afsted for at forkynde evangeliet til korintherne og mange andre i Romerriget. I skrev om hvordan de kristne i de første århundreder blev betragtet som potentielle oprørere fordi de ikke ville ofre til kejserens ære og derfor i perioder blev forfulgt. Om det afgørende skifte der skete da kejser Konstantin i 313 gjorde kristendommen til en lovlig religion og derefter selv satte sig for bordenden og bad biskopperne ved koncilet i Nikæa om at formulere en fælles trosbekendelse. Vi talte og om hvordan kristendommen kom her til landet og af Harald Blåtand - som efter sigende skulle være begravet et sted her i Roskilde - blev gjort til en del af hans projekt med at samle sit nordiske vikingerige. Vi talte om reformationen og enevælden og vores demokratiske grundlov fra 1849, hvor en række paragraffer regulerer forholdet mellem folkekirken og staten. Og om hvordan det på trods af mange ihærdige forsøg – det seneste her i 2014 - endnu ikke er lykkedes at opfylde den løfteparagraf vi finder i grundlovens § 66, hvor der står, at ”folkekirkens forfatning ordnes ved lov”.

Det er en broget historie, som vi ser afspejlet her i Roskilde Domkirke med dens mange ombygninger og tilbygninger, hvor vi kan aflæse forskellige tiders samspil og modspil mellem stat og kirke.

Det er rigtig nyttigt på den måde at se den nuværende situation i historisk perspektiv. Jeg tænker, at det er rigtig godt for jer som nye præster at få lejlighed til at overveje, hvad det egentlig er for en folkekirke, I nu ved jeres ordination stiller jer til tjeneste for og får jeres løn fra.

Anders Holm, som er lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet har udkastet en morsom teori om hvad det er der stadig er med til at fastholde og udvikle den folkekirkeordning, vi har. Han har kaldt det den folkekirkelige Bermudatrakant. Og her får vi altså igen en slags treklang. Den er slået an af tre toneangivende teologer fra 1800 tallet: Sjællands biskop J. P. Mynster, teologiprofessor H.N. Clausen og præsten og salmedigteren N.F.S. Grundtvig. De var alle tre medlemmer af den grundlovgivende rigsforsamling, og de havde hver deres ønsker for folkekirken. Mynster havde et ønske om kontinuitet i forhold til den statskirke, han var vokset op med og allerede havde været biskop i i 14 år. Clausen drømte om at se folkekirken udvikle sig efter demokratiske principper med en medlemsvalgt synode som ledelse. For Grundtvig var det afgørende, at der indenfor den folkekirkelige ramme kunne blive plads til den fortolkning af kristendommen, som han og hans menighed repræsenterede – ja, han ville sådan set gerne indenfor folkekirkeordningen have plads til alle mulige kristne menigheder, for det vigtigste for ham var friheden for den enkelte menighed til at udtrykke sin tro.

Se de her tre positioner: den statskirkelige, den synodale og den menighedsorienterede, de har spillet med og mod hinanden gennem mere end 150 år, og de spiller stadig. Når Anders Holm kalder det en Bermudatrekant er det fordi de ofte har blokeret for hinanden og dermed forhindret, at man kunne blive enige om ret meget. Nogle gange kunne statskirkefolk og grundtvigianere finde sammen, men så kunne de ikke få synodefolkene med. Andre gange var det synodefolk og de statskirkelige, der kunne være enige om nogle forslag, men så følte grundtvigianerne at det truede menighedernes frihed. Og der var også sager, hvor de grundtvigske og synodefolkene kunne finde sammen om, men hvior statskirkefolkene syntes, at det blev for vildt. Måske var det noget i den retning, der skete, i forbindelse med den kommission, der i 2014 afgav sin betænkning 1544, men som måtte konstatere, at kirkeministeren ikke ville gå videre med forslagene.

Det kan lyde som en noget vanskelig opgave at være præst midt i sådan en Bermudatrekant. Det kan have en genklang af det slørede spejlbillede, det som man ikke rigtig kan få styr på og fundet sammenhængen og helheden i. Men det behøver det ikke at være så svært. For selvom der stadig ikke er kommet nogen kirkeforfatning ud af anstrengelserne, så har vi faktisk en folkekirke, som har lidt af alle tre elementer i sig og hvor der plads til både tro og håb og kærlighed.

Der er er relation til staten, som forpligter folkekirken og dens præster til ikke alene at forholde sig til sine medlemmer, men som giver os et ansvar for hele den danske befolkning og som udfordrer os til at tænke med i forhold til den samfundsmæssige udvikling og bidrage med sprog og perspektiver, som ellers ville blive glemt eller overset.

Der er et demokratisk element, som gennem årene har udviklet sig til menighedsråd, provstiudvalg, stiftsråd og budgetsamråd i Kirkeministeriet. Det kan godt være, at Kirkeministeren i princippet kan regere med folkekirken som hun eller han vil, men i praksis er der en række demokratisk valgte kirkelige foreninger og forsamlinger, som kirkeministre ikke ønsker at komme på kant med, og sådan får medlemmerne indflydelse på udviklingen.

Og endelig glæder rigtig mange af os jo over en folkekirke med højt til hvælvingerne og vidt til væggene, som vi siger. En folkekirke med stor mangfoldighed og betydelig frihed til at fortolke og forkynde kristendom, på vores måde.

Kære Randi, Anders og Louise. Velkommen som kaldede og lønnede medarbejdere i den folkekirkelige Bermudatrekant.

Det er ikke det værste sted at være sådan en dejlig forårsdag.

Jeg ønsker jer Guds velsignelse og god arbejdslyst!

Amen