Ordinationstaler
Nyheder

Ordination i Roskilde Domkirke mandag den 18. marts 2019

Ordination af Laura Daphne Jensen.

Kære Laura.

Kære ordinand.

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særligt vil lægge jer på sinde, står skrevet i 1. Korinterbrev kapitel 12 vers 12-13 og jeg læser efter Den nye Aftale:

”Kroppen er en helhed der er sammensat af mange dele, og alle de mange dele udgør én krop. Sådan er det også med Kristus. Vi er alle sammen døbt med én ånd så vi udgør én krop., og derfor er det ligegyldigt om vi er jøder eller ikkejøder, frie eller slaver. Vi har nemlig alle sammen drukket af den samme ånd.”

Kirkeministeriet satte for 1½ år siden gang i en analyse af folkekirkens 10 stifter. Man havde i den forbindelse bedt et af de større konsulentfirmaer om at udarbejde en rapport. Det var glædeligt at konstatere, at vi scorede ret højt på tilfredshed næsten hele vejen rundt. Til gengæld var det lidt mærkeligt at opleve, at de konsulenter, vi talte med, havde meget svært ved at forstå, hvorfor vi som biskopper var godt tilfredse med de mange forskellige opgaver, der hører et stift til: byggesager, lønadministration, lokalplaner, gravstedsadministration, stiftskapitaler foruden visitatser, ordinationer, klagesager, stiftsmøder for menighedsråd, præstestævner, konfirmandarrangementer og alt hvad der er gang i af udviklingsarbejde i stiftsrådene og deres udvalg. Ville det ikke være meget bedre, at biskop og stiftsadministration blev fri for bøvlet med alt det materielle og økonomiske, så de kunne koncentrere sig om det åndelige, om kristendommens betydning for mennesker i dag?

Det var rigtig svært for os at få konsulenterne til at forstå, at vi ikke på den måde kan skille det materielle, kropslige, håndgribelige fra kristendommens åndelige indhold. Vi fortalte, at det også var når provster var på syn og biskopper tog fat på skimmelproblemer i præstegårde, at vi fik lejlighed til at mødes og tale sammen om hvad det er at være kirke i 2019. Det overbeviste ikke konsulenterne, som ikke syntes det lød særlig effektivt. Og bedre blev det ikke, da vi argumenterede teologisk med, at kristendommens kerne jo er at Gud blev menneske, og at det materielle og det åndelige i ham og hans gerning udgjorde en helhed, som vi ikke kan skille ad uden at vi kommer på kollisionskurs med vores trosgrundlag.

Nå, nu skal den her tale til dig Laura ikke blive et debatindlæg i den igangværende stiftsanalyse, men eksemplet er taget med for at illustrere, at kristendom ikke er frit svævende åndelighed, men er solidt forankret i den materielle hverdag.

Det er her Paulus placerer os med sit billede af kirken som et legeme. Paulus udfolder billedet og nævner en række lemmer: foden, øret øjet, hånden, hovedet. Paulus bruger legemet som et billede på kirkens mangfoldighed.

Og den folkekirke, som du Laura nu skal ud og virke i som præst er virkelig meget mangfoldig – mindst lige så mangfoldig som menigheden i Korinth, som Paulus skriver til, og som tilsyneladende havde nogle problemer med at medlemmerne havde svært ved acceptere og respektere hinandens forskellighed og forstå, at det at være kirke også havde med den praktiske og økonomiske hverdag at gøre.

Jeg er selv rigtig glad for den folkekirkelige mangfoldighed med menighedsråd og præster og kirketjenere og kordegne og organister og sangere og gravere og 3Kere og frivillige. Jeg er glad for at være medlem af en kirke med en stor teologisk spændvidde og en mangfoldighed af former for gudstjenester og kirkeliv, og med et aktivt samspil med skoler og plejehjem og det lokale foreningsliv. Jeg er glad for at være med i en kirke, som udfolder sig i gamle og nye kirker, som i al deres forskellighed udgør en vigtig del af dansk kulturarv.

Jeg er overbevist om, at den nogle gange let kaotiske sammenvævning af det åndelige og det materielle i den folkekirkelige virksomhed, sammen med den næsten anarkistiske folkekirkelige mangfoldighed er en medvirkende grund til at 75 % af den danske befolkning stadig føler det meningsfuldt at være betalende medlemmer. Men hovedårsagen er naturligvis, at det hele holdes sammen af evangeliet om Guds kærlighed til sin verden og sine mennesker, som det er blevet åbenbaret i Jesus Kristus.

Kristus er, siger Paulus, hovedet på det legeme, som er kirken, og hvor vi i al vores forskellighed bidrager med hver vores.

Nu bliver du Laura ordineret som præst i den her mangfoldige folkekirke.

Og jeg vil ønske dig hjertelig tillykke med opgaven.

Foden, øret øjet, hånden, hovedet.

Dette billede af koppens mangfoldighed kunne også bruges som en illustration af præstegerningen, den mangfoldige præstegerning, du nu tar fat på i Holsted Kirke.

Lad os begynde med hovedet. Med dit hoved.

Det er vigtigt at have hovedet med sig. Også i kirken.

Jeg er ind imellem stødt på mennesker, der undrede sig over, hvordan det kunne lade sig gøre, at jeg som præst var gift med en biolog. For hvordan få historien om Adam og Eva og de 7 skabelsesdage til at gå i spænd med Darwin og udviklingslæren? Det lød som om de tænkte, at man som præst måtte lægge sit hoved eller i hvert fald det meste af sin gode forstand ude i våbenhuset for helhjertet at kunne være med her i kirken. Men det er helt forkert.

Det er vigtigt at have hovedet med. Forstanden spiller en afgørende rolle i teologi og kristendom. Men ud over forstanden skal der også være plads til både fantasi og følelse. Et menneske når næppe længere som voksen, end hun drømte sig til som barn, siger Grundtvig som gennem sine samler har været med til at nære fantasien hos mange generationer ad danskere. Og følelserne skal der også være plads til for at fornuften ikke skal udvikler sig til kold kynisme. Det var hovedet.

I hovedet skal der også gerne være øjne. Vi skal som præster holde øje både med mennesker i vores menighed og med hvad der sker i verden omkring os. Det er der mange af os kirkefolk, der øver os i i de her år, men der er også en del, som tænker om det kirkelige som en niche for sig selv, adskilt fra det samfundsmæssige og politiske, og som ikke mener at religion skal fylde for meget i det offentlige rum. Den diskussion tar vi en anden gang!

Ører skal vi have. Også præster er udstyret med én mund og to ører fordi Gud har tænkt, at vi skal lytte dobbelt så meget som vi taler. Der er i almindelighed brug for mennesker som lytter. Og der er særligt brug for præster, som giver sig tid til at lytte. I kirkebutikken kalder vi det sjælesorg.

Så er der hånden. Hånden som rækker ud efter hjælp. Hånden som rækker ud for at hjælpe. Hånden som udtrykker, at kristendommens kerne og omdrejningspunkt er, at Gud blev menneske. Jesus var selv håndværker, og han vidste hvad hænder kan bruges til af godt og ondt. Han kalder os som mennesker til at tage hånd om hinanden. Det kalder vi i kirken Diakoni.

Og foden. Ja, den minder os om at vi som mennesker og som kristne ikke er i mål endnu. Vi er stadig på vej. Sammen. På vej ind i skabelsens, inkarnationens og opstandelsens mysterier. På vej ud i den kirkelige og folkelige mangfoldighed med evangeliets lys og inspiration.

Kære Laura.

Du har allerede som døbt din plads i kirken, du er en del af Kristi legeme. Nu får du som præst i Holsted Kirke en særlig opgave som forkynder og underviser. Til det ønsker jeg dig Guds velsignelse og god arbejdslyst!

Amen.