Ordinationstaler
Nyheder

Ordination i Roskilde Domkirke Mandag den 13. november 2017

Ordination af Carsten Mølgaard Hansen

Kære Carsten. Kære ordinand.

Det ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag særligt vil lægge dig på sinde, står skrevet i Salmernes bog:

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,

han lader mig ligge i grønne enge,

han leder mig til det stille vand.

Han giver mig kraft på ny,

han leder mig ad rette stier for sit navns skyld.

Selv om jeg går i mørkets dal,

frygter jeg intet ondt,

for du er hos mig,

din stok og din stav er min trøst.

Du dækker bord for mig

for øjnene af mine fjender.

Du salver mit hoved med olie,

mit bæger er fyldt til overflod.

Godhed og troskab følger mig,

så længe jeg lever,

og jeg skal bo i Herrens hus

alle mine dage.

Det er lidt af en tilsnigelse at sige, at det er mig, der har valgt Davids 23 salme til dig, Carsten. Du har faktisk selv peget på den som en bibeltekst, der betød noget særligt for dig.

Det er en utrolig smuk og trøsterig tekst, og den udfolder et hyrdebillede, som det er meget relevant at reflektere lidt over nu hvor du er på vej til at blive Pastor Carsten.

Men inden jeg går til det med præsten som hyrde, får I et glimt af det lys, Salme 23 kaster over os i filmen "Elefantmanden". Filmen bygger på lægen Fre­derick Trevers' erindringer og fortæller om Joseph Merrick et menneske, der levede i slutningen af 1800tallet, et menneske, hvis ydre var sygeligt deformeret, så man dårligt kunne se, at det var et menneske. "Elefant­manden" var det navn han blev markedsført under på de beskidte og tarvelige markeder, hvor han blev ført rundt med en sæk over hovedet af den gøgler, der havde købt ham og som holdt ham som et dyr, og som mod betaling tog sækken af, så man kunne se denne "ver­dens bedste van­skab­ning". Filmen handler så om at lægen Frederick Trevers køber ”elefantmanden” af markedsgøgleren. Ildelugtende og lurvet er han, da Trevers bringer ham til det fattighospital, hvor han arbejder. Og voldsomme dyriske lyde ud­støder han, da han bliver låst inde på et lille værelse øverst oppe under loftet.

Hvorfor gør Trevers nu det her. Ja, han vil gerne have sig selv og os til at tro, at det er ren idea­lisme, udtryk for medfølelse med det stakkels menneske. Men det viser sig nu snart, at han også har personlige interesser med i spillet. Han vil bevise, at det kan lade sig gøre at undervise selv sådan en vanskabning,  hvis bare man bruger de rigtige metoder.

Tre­vers prøver at lære ”elefantmanden” Joseph Merrick at sige sit navn, og han indøver med ham den første linje af Davids 23 salme,  som vi hørte før: "Herren er min hyrde,".

Stolt demonstrerer han "elefantmandens" kunnen for direktøren, som imidlertid ikke umiddelbart lader sig imponere, sådan en gang udenadslære kan man jo også indøve med en papegøje, siger han.

Men mens de står der udenfor det lille loftskammer og diskuterer, hører de inde bag døren "elefantmanden" begynde forfra på "Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød" - og så sker det helt overraskende, at han ikke slutter der, men fortsætter " han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny..”. De to læger stopper deres diskussion, lytter, og Trevers farer ind i kammeret. Hvor har du det fra, hvem har lært dig det, spørger han, og elefantmanden svarer med sin snøv­lende med klart forståelige stemme: Den lærte jeg som barn, den har jeg hver dag sagt for mig selv!

Først fatter man næsten ikke, hvorfor han - hvis liv formede sig så grumt og kærlighedsløst - var blevet ved med at gentage netop denne salme, hvad den havde at sige ham. Og dog. Hvordan havde hans liv været, hvis ikke han havde haft den at holde sig til, hvis ikke han havde følt at Gud var hos ham? Hvis han havde skullet bære lidelserne alene? Hvis han ikke gennem salmen havde fået en tro på, at der var en vej gennem mørket, ud af mørket? På en eller anden måde var det denne salme, der havde båret ham gennem den trøstesløse tilværelse, bevidstheden om, at selvom mennesker ikke regnede ham for andet end "verdens bedste vanskabning", en slags dyr, en forsøgsperson, så var der én, der aldrig holdt op med at kende ham som menneske, så var der en Gud, der gav hans liv værdig­hed. Han var et menneske, det blev nu også lægerne klar over, og filmen slutter med at vi ser hvordan den tidligere så usle og lurvede elefantmand, Joseph Merrick sammen med Frederick Trevers spad­serer omkring på Londons gader iført ulastelig habit, hat og stok.

Jeg til genfortællingen her tilføje, at jeg for 4 år siden var på besøg i en husmenighed i en landsby i Cambodia. Her led en af gudstjenestedeltagerne tilsyneladende af det samme syndrom som Joseph Merrick. Hans ansigt var kæmpestort og helt deformt. Han var blevet udstødt af sin familie, men var blevet inkluderet i den lille kristne menighed.

Og nu fra salme 23 til det kald, du Carsten har fået fra Solrød menighed om at være en af deres pastorer, en af deres hyrder.

Der tales for tiden meget om det ledelsesansvar præster varetager. Og det er rigtigt, præster har ansvar for at lede gudstjenesten. Det fastholdt Martin Luther, samtidig med at han pegede på, hvordan den kristne tro fra begyndelsen af var blevet delt mellem og formidlet af alle kristne, og at der i kristendommen ikke var brug for nogen formidlende instanser mellem mennesker og Gud, det Luther kaldte ”det almindelige præstedømme”. Men der var altså – som du skrev det i din bispeeksamensopgave - stadig brug for præster til at lede gudstjenesten, til at forestå evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning. Vist kan vi hver især folde hænderne og bede direkte til Gud, men den kristne tro har ikke kun med den enkelte at gøre, den lever ved at blive delt, som vi gør det ved gudstjenesten. For at det kan ske i god ro og orden har Gud kaldet nogle til at være præster. Så du får i dag Carsten et ansvar for sammen med dine præstekolleger at lede gudstjenester og kirkelige handlinger i Solrød og omegn. Og da du jo er en veluddannet teolog, så er der en del andre opgaver, det også vil være naturligt, at du som en del af menigheden og menighedsrådet påtager dig et ledelsesansvar for. Og man kan også håbe at der med tiden følger lidt ekstra løntillæg med ledelsesansvaret.

Men hvordan er det nu en hyrde leder. Ikke nødvendigvis bedst ved hele tiden selv at gå foran. Ofte er det nok så godt at følge med og have øje for de bagerste.

Det var det perspektiv på hyrdegerningen, der blev tydeligt for apostlen Peter, da han tre gange af den opstandne Kristus blev spurgt, om han ville vogte hans får, og tre gange fik lov at svare ja, svarende til de tre gange, han et par dage tidligere havde fornægtet sin Herre.

Ud over at være ledere af gudstjenesten, har vi præster en forpligtelse til i lyset af troen at ”foregå menigheden med et godt eksempel”, som det hedder i præsteløftet. Og det vil i min fortolkning sige: at turde stå ved, at vi er fejlbarlige mennesker, mennesker som ikke bare taler om Guds tilgivelse, men som også selv har brug for Guds tilgivelse.

Det behøver ikke at gå helt så spektakulært til som vi i disse uger kan se det udspillet i ”Herrens veje”, men det at vide og forkynde, at det med ”på en gang retfærdig og synder” det er altså ikke kun noget der handler om de andre, men at jeg selv er med i flokken, det påvirker ledelsesstilen. For det tænder for glæden over sammen at høre, at ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød..” I lyset af det budskab kan vi på tværs af alt det, der ellers skiller os genkende hinanden som medmennesker. At lede os ad den vej er en vigtig del af din nye opgave som pastor i Solrød. Tillykke med opgaven. Jeg ønsker dig Guds velsignelse og god arbejdslyst. Amen